'Emma-mania' har ramt verden: Men hvordan håndterer 18-årige Emma sit nye liv som superstjerne?

Den 18-årige tennisspiller Emma Raducanu har på få uger fået millioner af fans. Nu skal hun for første gang i kamp som nyklækket superstjerne.

Før få uger siden var det de færreste uden for England, som kendte Emma Raducanu. Nu er det 18-årige tennistalent blevet en superstjerne. (Foto: Toby Melville © Ritzau Scanpix)

På en oktober-kold torsdag kan det være lokkende at lade fantasien tage over. At give tankerne frit spil og forsvinde ind i en dagdrøm.

Tænk, hvis jeg blev berømt. Tænk, hvis min bankkonto pludselig blev bugnende fuld. Og tænk, hvis jeg fik millioner af fans over hele verden.

De fleste dagdrømme forbliver i fantasien som små hverdags-fatamorganaer. Men for 18-årige Emma Raducanu er det hele på et splitsekund blevet til virkelighed.

For få uger siden lå hun nummer 150 på verdensranglisten. En ung tennisspiller i periferien af periferien. Men overnight blev hun en superstjerne, da hun vandt den prestigefyldte grand slam-turnering US Open.

18-årige Emma Raducanu måtte gennem en kvalifikationsturnering for overhovedet at komme med i US Open. Men Raducanu gik sejrrigt gennem både kvalifikationsturnering og hovedturneringen ved US Open uden at tabe et eneste sæt. 10 kampe, 10 sejre og 20-0 i sæt gjorde hende til den første kvalifikationsspiller nogensinde til at gå hele vejen og vinde en grand slam.

Emma Raducanu kunne knap nok selv tro det, da US Open-titlen blev hendes i september i år. Hendes tøj fra finalen er siden kommet på udstilling i Tennissportens Hall of Fame (Foto: Scanpix)

Det gjorde den britiske teenager til en verdenssensation. Lykønskningerne væltede ind fra popstjerner og sportsstjerner og fra Storbritanniens dronning og premierminister. 'Emma-mania' blev det døbt i medierne.

Siden har Raducanu fået millioner af Instagram-følgere og badet sig i stjernestøv på de røde løbere. Blandt andet til den store modebegivenhed The Met Gala i New York og til gallapremieren på den nye James Bond-film i London.

Nu vender hun for første gang tilbage til tennisbanen som sportens nyklækkede guldfugl. Indian Wells, som begynder i dag i Californien, bliver Raducanus første turneringsdeltagelse siden sensationssejren i US Open.

Emma Raducanu på den røde løber ved Royal Albert Hall i London til premieren på James Bond-filmen 'No Time to Die'. Teenage-talentet vandt over 16 millioner kroner i præmiepenge ved US Open. Det mangedobbelte af hvad hun indtil da havde tjent i sin korte karriere. (Foto: Toby Melville © Ritzau Scanpix)

Før var hun undertippet og stort set ukendt. Nu er hun grand slam-vinder og storfavorit. Et sceneskift, som ifølge den tidligere toptræner og nuværende tenniskommentator på Eurosport, Michael Mortensen, bliver en mental udfordring for det 18-årige talent.

- Lige pludselig bliver tennis noget helt andet for hende. Alle forventer, at hun går ind og præsterer på samme niveau som ved US Open. Tidligere kunne hun bare gå på banen og spille frit, uden at nogen ud over hende selv og hendes træner havde forventninger, siger Michael Mortensen.

- Uanset hvad Raducanu foretager sig nu, vil der være store forventninger fra omverden. Og nok også en fotograf i hælene på hende. Det er et uvejr af opmærksomhed hun bliver ramt af. Og det kan være svært at håndtere.

Michael Mortensen taler af erfaring. I 2011 var han træner for kinesiske Li Na, da hun overraskende vandt French Open og dermed blev den første asiatiske singlespiller nogensinde til at vinde en grand slam.

- Der er også en bagside af medaljen. Jeg så det med Li Na, hvor hun havde for mange ting i hovedet og ikke længere kunne koncentrere sig om at spille tennis. Lige pludselig slugte mediernes bevågenhed meget af hendes tid. Og det store udefrakommende pres gjorde, at hun havde svært ved at fokusere på opgaven på banen, siger Michael Mortensen.

På et pressemøde tirsdag inden turneringsstarten i Indian Wells virkede Emma Raducanu ikke tynget af sin egen kometfart siden US Open-triumfen.

- Det har været tre virkelig fede uger. Jeg har oplevet nogle ting, som jeg aldrig før har haft mulighed for. Jeg har fået nogle cool invitationer. Og det føles skønt at modtage al den støtte og søde beskeder. Men jeg er ikke blevet helt opslugt af det. Jeg har holdt fokus på min tennis og min træning, siger Emma Raducanu.

Intet topper en grand slam-triumf i tennis. De fleste tennisspillere jagter det forgæves i hele deres karriere. Raducanu indfriede drømmen som 18-årig i sin blot fjerde turnering nogensinde på kvindernes WTA-tour.

En bedrift, der gør det noget nær umuligt for Raducanu at leve op til de nu enorme forventninger. Men hun insisterer på, at det ikke får lov til at forandre eller forstyrre hende.

- Jeg er nået hertil ved ikke at lade mig påvirke af andres tanker. Hvis jeg begynder at putte andres tanker ind i mit hoved, bliver det et problem. Så jeg vil bare fortsætte med at passe mit arbejde og forblive, som jeg er, siger Emma Raducanu.

Indian Wells er Emma Raducanus blot femte i alt i karrieren på kvindernes øverste niveau, WTA-touren. Med sejren ved Us Open er hun sprunget fra nummer 150 til 22 på verdensranglisten. (Foto: Clive Brunskill © Ritzau Scanpix)

Hun virker til let og ubekymret at have indfundet sig på sportens stjernehimmel. Men faktisk har Raducanu tidligere følt sig overmandet af omverdens opmærksomhed.

Emma Raducanu måtte trække sig fra Wimbledon tidligere i år på grund af vejrtrækningsproblemer. (Foto: Toby Melville)

Inden hun for få uger siden fik sit verdensomspændende gennembrud, havde hun fået en smagsprøve på, hvad der kunne vente forude. Ved sommerens Wimbledon blev Raducanu for en stund det britiske tennispublikums nye hjemmebane-darling.

Men midt under sin fjerde runde-kamp foran det hujende hjemmepublikum, måtte den britiske teenager trække sig fra kampen og turneringen på grund af svimmelhed og vejrtrækningsproblemer.

- Jeg spillede mit livs bedste tennis foran et fantastisk publikum, og jeg tror, at hele oplevelsen overvældede mig, skrev Emma Raducanu efterfølgende på Twitter.

- Det var en kombination af alt, der foregik bag scenen den uge, og en kulmination på al den spænding og summen, der har været. Det er en rigtig lærerig oplevelse for mig. Forhåbentlig vil jeg være bedre forberedt næste gang.

Nu er ’næste gang’ ankommet. Og denne gang er opmærksomheden endda mangedoblet. Men den svimlende fornemmelse, der ramte Raducanu ved Wimbledon, er indtil videre udeblevet ved Indian Wells. På pressemøderne og på træningsbanen har hun været storsmilende.

Efter sejren ved US Open har Radcanu indstillet samarbejdet med sin tidligere træner, og hun er taget til Indian Wells uden at have fundet en ny permanent erstatning til trænerposten. Til gengæld har mange tidligere og nuværende topspillere kontaktet hende for at give hende råd og vejledning.

- Jeg sætter virkelig pris på, at de har rakt ud og forsøger at hjælpe mig. Det bedste råd jeg har fået? At jeg sådan set bare skal blive ved med at have det sjovt, siger Emma Raducanu.

Emma Raducanu har nærmest smilet ustandseligt i timerne på træningsbanen ved Indian Wells. (Foto: Scanpix)

Tidligere toptræner og nuværende tenniskommentator Michael Mortensen erklærer sig enig. Det bedste råd, Emma Raducanu kan tage til sig lige nu, er at bevare glæden ved sporten.

- På et tidspunkt kommer der en mental reaktion fra Raducanu, det er jeg slet ikke i tvivl om. Det er helt menneskeligt. Hun skal til at lære at blive fortrolig med det nye, enorme pres. Det kan lyde banalt, men hun skal minde sig selv om, at hun stadig er 18-årige Emma, der elsker at spille tennis, siger Michael Mortensen.

- Hun skal nyde at gå på banen én kamp ad gangen. Hun skal ikke begynde at tænke, at hun er en fiasko, hvis hun ikke minimum når en semifinale eller finale. For så bliver det en mental bremseklods for hendes egen succes.

- Det bliver afgørende, om hun har og får de rigtige folk omkring sig, som kan skærme hende af og være et filter for berømmelsen. Jeg håber bare, at der er nogen, der passer godt på hende, så hun kan nyde at være professionel tennisspiller og udnytte sit potentiale. For hun har i sandhed potentialet til at blive sportens næste superstjerne.

I videoen herunder kan du høre Emma Raducanu sætte ord på tiden efter US Open-titlen:

Indian Wells indledes i dag med første runde-kampe, men Emma Raducanu skal først i aktion i turneringens anden runde.

FacebookTwitter