En gangster mod en gentleman: Sportens største fjender støder sammen i drabelig blockbuster-duel

Ærkerivalerne Rafael Nadal og Nick Kyrgios mødes i dag i kvartfinalen i Indian Wells. Forud er gået årevis med verbale slagsmål.

Edgar Su/Reuters © Scanpix. Collage: Maria Eriksen Volthers

En tordensky er trukket ind over den californiske ørken. Og om lidt slår lynet ned i Indian Wells, hvor verdens bedste tennisspillere er samlet til den prestigefyldte Masters 1000-turnering.

I naturen opstår lyn som følge af en massiv spændingsforskel i en tordensky. Og det samme er blevet en naturlov i tennis, når sportens to største modsætninger brager sammen.

Rafael Nadal mod Nick Kyrgios. En gentleman mod en badboy. Hver gang de støder sammen, slår det gnister. Det er blevet kaldt sportens største fjendskab. Og når de to i aften tørner sammen i kvartfinalen i Indian Wells, er der lagt op til et ekstraordinært elektrisk opgør.

Det er udråbt som en blockbuster-kamp, fordi Nick Kyrgios kan sætte en stopper for sin ærkerivals historiske sæsonstart.

Tidligere i år indskrev spanske Rafael Nadal sig i historiebøgerne som den største herresinglespiller nogensinde, da han vandt sin 21. grandslam-titel.

Og hele året har Nadal faktisk været uovervindelig. 18 kampe, 18 sejre lyder Nadals 2022-statistik. Det er en af de mest suveræne sæsonstarter nogensinde set.

Der har ikke været mange varme følelser mellem Rafael Nadal og Nick Kyrgios i deres indbyrdes kampe. (Foto: Issei kato © Ritzau Scanpix)

Rafael Nadal er dog ikke kun kendt som en af sportens største vindere, men også en af sportens største gentlemen. De eneste 21 år har han spillet 1.252 professionelle tenniskampe. Og ikke én eneste gang har Rafael Nadal smadret sin ketsjer i kampens hede. Mens hans rivaler har aflivet adskillige ketsjere ved at hamre dem i jorden i vrede, har Rafael Nadal altid skånet ketsjeren og bevaret roen i modgang.

- Der er børn, som vil elske at have en tennisketsjer, og derfor vil jeg aldrig ødelægge min ketsjer. Hvis jeg taber, er det min skyld. Ikke min ketsjers, har Rafael Nadal forklaret.

Nadals renskurede facon står i skærende kontrast til Nick Kyrgios, som i aften står klar på den anden side af nettet. Han er sportens rebelske urostifter.

Den åbenmundede australier er kendt for at tiltrække sig kontroverser. Han laver flabede trickskud, som får kritik af sportens traditionalister. Han ender i varmblodede skænderier med både dommere, tilskuere og modstandere. Og han får bøder og karantæner for usportslig opførsel.

I 2019 blev Kyrgios endda smidt ud af Italian Open, da han bandede af dommeren, sparkede til en vandflaske, smadrede sin ketsjer og kastede en stol på banen.

Med andre ord: Der er afgrundsdyb forskel på attituden, Nadal og Kyrgios går på banen med. Eller som Kyrgios selv har sagt det:

- Nadal er min diametrale modsætning. Bogstaveligt talt.

Det er ikke noget sjældent syn. Nick Kyrgios, der diskuterer med dommeren og kaster med ketsjeren.

Modsætningsforholdet mellem Nadal og Kyrgios har medført nogen af de seneste års mest medrivende tenniskampe. Og skabt en bitter rivalisering. Det spænder sig over otte års intense opgør og udsving – men kan opsummeres i en eksplosiv tretrinsraket:

1. Vrede blev til sensation ved Wimbledon

Nick Kyrgios var 19 år og et fremadstormende talent, da han første gang mødte Rafael Nadal. Kyrgios lå nummer 144 på verdensranglisten. Nadal lå nummer et.

Men i en gyserkamp ved Wimbledon leverede Kyrgios sensationen og besejrede Nadal i fem tætte sæt. Efterfølgende forklarede Kyrgios, at hans mors ord før kampen, havde tændt en ild i ham.

- Jeg læste et interview, hvor min mor sagde, at Nadal bare var for god. Det gjorde mig en smule vred, og det hjalp mig.

2. Mangel på respekt i Mexico

I 2019 tog rivaliseringen for alvor fart, da Nadal og Kyrgios mødtes i Mexican Open. Hele kampen igennem rasede Kyrgios mod dommeren, fordi han mente, at Nadal tog for lange pauser mellem pointene og var for langsom om at serve.

Igen brugte Kyrgios sin vrede som brændstof, overvandt tre matchbolde og tog sejren. Efter kampen var Nadal imponeret over Kyrgios’ tenniskundskab, men ikke hans opførsel.

- Kyrgios er en spiller med et enormt talent. Han kunne vinde grandslams og kæmpe med om at blive verdens bedste. Men han mangler respekt for tilskuerne, hans modstandere og sig selv.

Ved Mexican Open i 2019 skulede Nadal surt til Kyrgios, mens han brokkede sig til dommeren. Til sidst kunne Kyrgios dog smide sig på banen og fejre sejren.

3. Sigtekorn og dræberblik

Nadals bemærkning om manglende respekt vakte ikke begejstring hos Kyrgios. Så da de senere samme år mødtes ved Wimbledon, var der lagt op til endnu en eskalering af rivaliseringen.

Igen brokkede Kyrgios sig højlydt kampen igennem og fik også en advarsel af dommeren for usportslig opførsel.

Denne gang blev Nadal sejrherren. Men det altoverskyggende samtaleemne efter kampen var en duel, hvor Kyrgios sendte et hårdt forhåndslag direkte på kroppen af Nadal. Bevidst så det ud. Og Nadal sendte Kyrgios et stift dræberblik.

Efter kampen indrømmede Kyrgios, at han havde sigtet efter og ramt Nadal med vilje.

- Ja, jeg forsøgte at ramme ham lige i brystkassen. Hvorfor skulle jeg undskylde? Jeg vandt pointet.

- Jeg er ligeglad. Han har så mange grandslam-titler og penge i banken. Jeg tror godt lige, han kan klare at få en bold i brystet.

Den famøse bold, som Kyrgios ramte Nadal med. I alt har de to rivaler mødt hinanden otte gange. Nadal har vundet fem kampe, mens Kyrgios har vundet tre. (Foto: DANIEL LEAL © AFP or licensors)

Nu er det over to år siden, at Nadal og Kyrgios senest krydsede klinger. Den engang rødglødende rivalisering er derfor også kølnet et par grader. Kyrgios har endda rost Nadal for hans imponerende sæsonstart og trofæhøst i 2022.

Men måske er Nadals perfekte sæsonstart også dét, som kan gøre aftenens kvartfinale mellem de to rivaler ekstra sprængfarlig.

- Det er helt sikkert en motivation for Kyrgios at kunne stjæle Nadals shine ved at ødelægge hans sejrsstime. Kyrgios er en gudsbenådet boldspiller, men han er også gangster på banen. Han er flamboyant, fandenivoldsk og utilregnelig, og det er i de drabelige kampe, at han er bedst, siger Michael Mortensen, tennisekspert hos Eurosport.

- Kyrgios spiller til grænsen og med temperament, og det gør ham svær at spille imod. Men til tider er det også hans forbandelse. Hans showmanship kan kamme over og gøre, at han mister fokus. Nogle gange elsker publikum ham. Andre gange elsker de at hade ham. Og det kan forstyrre hans koncentration.

Kan Kyrgios holde koncentrationsevnen skarp i aftenens kvartfinale, kan han slå Nadal, selvom spanieren lige nu er i storform, vurderer Michael Mortensen.

Og selvom Kyrgios de seneste år er gledet længere ned ad verdensranglisten, er Nadal da også forberedt på endnu en drabelig duel.

- Når han er antændt og motiveret, er han en af mine hårdeste modstandere. Uden tvivl, siger Rafael Nadal forud for aftenens kvartfinale.

Nadal møder Kyrgios kl. 23.00, og kampen kan ses på TV2 Play.