Én ny og én velkendt er danmarksmestre i tennis

Weekenden bød på det udendørs danmarksmesterskab i tennis.

Christian Sigsgaard genvandt søndag det udendørs danmarksmesterskab i tennis. Foto: Dansk Tennis Forbund.

Birkerød dannede hen over weekenden rammen for det udendørs danmarksmesterskab i tennis. I damesingle stod finalen mellem de to Fed Cup-holdkammerater Karen Barritza fra Birkerød Tennisklub og Emilie Francati fra Gentofte Tennisklub.

Karen Barritza har aldrig vundet danmarksmesterskabet udendørs, mens Emilie Francati tog titlen i 2018. Karen Barritza, der spillede på hjemmebane i Birkerød, sikrede sig hurtigt første sæt med cifrene 6-1.

I andet sæt fortsatte Karen Barritza marchen mod danmarksmesterskabet, og foran 4-1 og oppe 40-0 med egen serv, så det ud til, at hun kunne lukke kampen hurtigt.

Emilie Francati spillede sig dog tilbage og

reducerede
til 4-2 og fik gang i spillet. Det var dog for sent og Karen Barritza vandt sættet 6-4. Dermed kan hun tilføje det udendørs danmarksmesterskab til et cv, der i forvejen tæller blandt andet seks indendørs danmarksmesterskaber.

- Det føles rigtig dejligt. Det var en rigtig god oplevelse at spille på hjemmebane. Det gav lidt ekstra. Jeg følte, at jeg havde rigtig mange, der kom og støttede mig.

- Jeg kommer rigtig godt fra start og får fat i hende i første sæt. I andet sæt bliver det lidt mere tæt, men jeg får lige akkurat lukket den. Jeg havde nogle små åbninger i andet sæt, som jeg udnyttede. I sidste ende fik jeg lukket den, og det er jeg rigtig glad for, siger Karen Barritza.

Karen Barritza vandt på hjemmebane danmarksmesterskabet. (Foto: Dansk Tennis Forbund)

Revanchekamp i herrefinalen

I herresingle var finalen en gentagelse af sidste års finale mellem de to klubkammerater August Holmgren og Christian Sigsgaard fra Gentofte Tennisklub. I kampens indledning var August Holmgren fyr og flamme, og det så ud til, at han ville revanchere finalenederlaget fra sidste år til netop Christian Sigsgaard.

August Holmgren vandt første sæt, men kort inde i andet sæt blev kampen afbrudt på grund af regnvejr. Efter genoptagelsen kom Christian Sigsgaard bedre med og udlignede til 1-1 i sæt.

- August spiller rigtig godt før regnvejrspausen, og jeg tror, det er godt for mig, at der lige kommer et lille break, hvor jeg kan tænke over mine spillemønstre og lægge taktik. Banen bliver lidt tungere, og det gør, jeg kommer lidt mere ind i duellerne, og så får jeg overtaget, siger Christian Sigsgaard.

I tredje og

afgørende
sæt skiftedes de to til at holde serven, og det var derfor en jævnbyrdig affære, lige indtil at Christian Sigsgaard brød August Holmgrens serv og bragte sig foran 5-3. Derfor kunne Christian Sigsgaard serve danmarksmesterskabet i hus, og han vandt tredje sæt 6-4 og kampen 2-1 i sæt.

- Det føles altid rigtig godt at vinde DM, lige meget hvem der er med, men specielt i år var der mange med, og det gjorde turneringen svær fra start til slut.

- Det er fedt, at alle gider spille. Det er ikke altid, at folk prioriterer DM så højt, så jeg synes det var en fed turnering, og det giver selvfølgelig lidt ekstra at vinde, når alle er med, siger Christian Sigsgaard.

Det er andet i år træk, at Christian Sigsgaard vandt udendørs DM-titlen og tredje gang i alt. Lørdag vandt han også finalen i mixeddouble sammen med makkeren Maria Jespersen.

I damedouble tog Emilie Francati og Helena Francati guldet, mens det i herredouble var Frederik Løchte Nielsen og Philip Hjorth der vandt danmarksmesterskabet.

Facebook
Twitter