Er rekorden forhekset, eller kan Nadal bryde forbandelsen? Tennisstjernen er blot to sejre fra den ultimative rekord

Rafael Nadal er to sejre fra at overtage tennissportens ultimative rekord foran sine evige rivaler Roger Federer og Novak Djokovic.

(Foto: Scanpix. Collage: Maria Eriksen Volthers)

Er de tennisspillere eller troldmænd?

Det har længe været svært at afgøre med Roger Federer, Rafael Nadal og Novak Djokovic. Som når troldmænd svinger tryllestaven og skaber magi, har de tre tennisspillere fortryllet verden med deres ketsjere.

Men nu har deres magiske evner ramt dem selv som en forbandelse.

Hvor de med eventyrligt tennisspil har knust alle rekorder, er Federer, Nadal og Djokovic nu blevet forstenet på den samme side i historiebøgerne. Med 20 grand slam-titler hver.

Det er den ultimative rekord i tennisverdenen, som Federer, Nadal og Djokovic lige nu deler. Alle har de været tæt på den mytiske 21. titel. Men hver gang er den forduftet mellem hænderne på dem.

Nu står Rafael Nadal der så igen. Med muligheden for at vinde den 21. grand slam-titel, der vil ophæve dødvandet mellem historiens tre bedste tennisspillere.

Natten til fredag spiller Nadal semifinale i Australian Open mod italienske Matteo Berrettini. Spanieren med den tordnende forhånd er altså kun to sejre fra nummer 21.

Ifølge Discoverys tenniskommentator Michael Mortensen bliver det dog heller ikke denne gang, at en af de tre tennistroldmænd ophæver forbandelsen.

- Nadal er fysisk medtaget efter en lang, udmattende kvartfinale. Jeg tror ikke, han vinder Australian Open, siger Michael Mortensen.

- Nadal, Federer og Djokovic er kommet op i årene, og den nye generation er på vej frem. Det bliver sværere og sværere. Men det er også det mentale aspekt, der gør, at den 21. grand slam-titel er og bliver vanskelig for dem. De ved, at hvis det lykkes, er det en enestående bedrift. Det lægger et ekstra pres på dem og giver en præstationsangst, hver gang de nærmer sig nummer 21.

Michael Mortensen tror ikke, at det bliver i denne omgang. Men han vurderer, at det sandsynligvis senere vil lykkes Rafael Nadal at bryde forbandelsen. Årets næste grand slam French Open spilles nemlig på grus, Nadals ubetingede favoritunderlag.

Selv hvis Rafael Nadal i år erobrer den ultimative rekord ved enten Australian Open eller French Open, får han næppe lov til at beholde den. Det er der ifølge Michael Mortensen to grunde til: Tidens tand. Og Novak Djokovic.

- Djokovic ender som grand slam-kongen. Timeglasset er ved at løbe ud for Nadal og Federer, som kæmper med skader, mens Djokovic har flere gode år i sig endnu. Han kan vinde på alle underlag, og han vil bruge den modgang, der mødte ham ved Australian Open i år, som motivation. Djokovic vil vise verden, at han er den bedste tennisspiller. Nogensinde.

I årevis har tennisfans verden over diskuteret hvem af Federer, Nadal og Djokovic, der retmæssigt kan kalde sig den bedste nogensinde. Og her er deres indbyrdes grand slam-stilling flittigt blevet brugt som vægtskål.

Derfor håber Michael Mortensen faktisk, at forbandelsen aldrig bliver brudt. Så de tre troldmænd også kan ende som ligemænd.

- Som tenniselsker kan jeg godt drømme om, at den her streg i sandet får lov til at blive stående. At 20 er grand slam-totalen, de alle tre slutter deres eventyrlige karriere med. Det vil være smukt.

Herunder får du overblikket over, hvordan Federer, Nadal og Djokovic tidligere er snublet spektakulært på kanten til den 21. triumf.

Federer kollapsede i sin baghave: Wimbledon 2019

Roger Federer forsøger at fordøje nederlaget i Wimbledon-finalen 2019. (Foto: HANNAH MCKAY)

Schweizeren var i 2019 den første herrespiller nogensinde med muligheden for at vinde sin 21. grand slam-titel.

Det var på Wimbledons græs, som Federer har taget ejerskab over som sin egen baghave. Med otte Wimbledon-titler i karrieren har Federer fremmanet sig selv som historiens bedste græsspiller. Og han har udviklet sig til hjemmebanepublikummets absolutte yndlings.

Så da han i 2019 stod med to matchbolde i finalen mod Novak Djokovic, lignede det derfor, at det var afgjort. Federer havde hele det hujende stadions støtte i ryggen, og det stod i sol, måne og græs, at han nu ville vinde sin 21. grand slam-titel.

Men mirakuløst kæmpede Djokovic sig tilbage og stjal sejren. Federer satte som forstenet og stirrede tomt ud i luften, mens han overværede Djokovic’ sejrsceremoni.

Senere forklarede Federer, hvordan han bagefter var brudt sammen i omklædningsrummet.

- Under ceremonien holdt jeg tårerne tilbage. Men da jeg kom ned i omklædningsrummet, og det første, nogen sagde til mig, var ’sikke et uheld, du var så tæt på’, kollapsede jeg og græd.

Kongen af grus fik grus i maskineriet: French Open 2021

Et sjældent syn. En fortvivlet Nadal på det røde grus i Paris. (Foto: CHRISTIAN HARTMANN © Ritzau Scanpix)

Rafael Nadal havde mulighed for at bryde den magiske grand slam-grænse sidste år. Endda på det røde underlag i Paris, hvor Rafael Nadal i årevis har været så suveræn, at han er blevet udråbt som kongen af grus.

- Ingen er uovervindelige, heller ikke her, sagde Rafael Nadal i optakten til sidste års French Open.

Høfligt, men nærmest også usandt. For den hårdtslående spanier havde vundet turneringen 13 gange før. Og han gik ind til French Open med en turneringsstatistik på 99 sejre og to nederlag de seneste 16 år.

Det lignede længe endnu et triumftog for Rafael Nadal, og da han nåede frem til semifinalen, var han kan kun to sejre fra sin 21. grand slam-titel. Men på dørtærsklen til den ultimative rekord skete det utænkelige. Rafael Nadal snublede og tabte en kamp ved French Open.

Novak Djokovic blev hans overmand, mens Nadal fortsat måtte dele grand slam-rekorden med Federer.

Djokovic græd, da det var for sent: US Open 2021

Novak Djokovic tog et håndklæde over hovedet, da han brød ud i grød under US Open-finalen. (Foto: KENA BETANCUR © Ritzau Scanpix)

I årevis var Djokovic den evige treer i verdenstoppen bagved Federer og Nadal. Både målt i antallet af grand slam-titler og i publikums gunst.

Mens schweizeren og spanieren har solet sig beundring fra tennisfans verden over, har Djokovic ofte mødt modstand og buh-råb fra tilskuerpladserne. I efteråret havde Djokovic dog tilspillet sig den ultimative mulighed for at lukke munden på sine kritikere og overhale Federer og Nadal i historiebøgerne.

Serberen var i storform og havde vundet tre grand slam-turneringer i træk. Derfor var han også udråbt som den klare favorit til at vinde årets fjerde og sidste grand slam, US Open.

Men da han stod i US Open-finalen, én sejr fra kongekroningen, brød Djokovic grædende sammen under kampen. For mens han var ved at tabe finalen til russiske Daniil Medvedev, overdyngede tilskuerne Djokovic med en opbakning, han aldrig før havde følt.

- Jeg blev overvældet. Jeg er normalt ikke publikumsfavoritten i de store kampe. Det overraskede mig og min følelsesmæssige respons påvirkede måske mit spil, forklarede Djokovic efter finalenederlaget.

- Det eneste, jeg fortryder, er, at jeg ikke græd tidligere i kampen. At græde frisatte mig, men der var det desværre for sent.

Rafael Nadal spiller semifinale mod Matteo Berrettini kl. 04.30 natten til fredag. Finalen i Australian Open spilles natten til mandag.