Et mærkværdigt spørgsmål stjæler showet i New York: Går tennisstjerne usportsligt lang tid på toilettet?

Stefanos Tsitsipas, en af verdens bedste tennisspillere, beskyldes for at snyde og gradbøje sportens regler om toiletpauser.

Foto: Scanpix. Grafik: Diede Linnet van de Mosselaar.

Forestil dig, at du skal på toilettet, men at en mand med et stopur følger efter dig for at tage tid på dit toiletbesøg.

Umiddelbart en lidt grænseoverskridende tanke. Men måske skal en tur på toilettet ikke længere være en privatsag.

Det er i hvert fald blevet det lidt besynderlige samtaleemne i New York, hvor verdens bedste tennisspillere lige nu er samlet til den prestigefyldte Grand Slam-turnering US Open.

Her er den unge græske tennisstjerne Stefanos Tsitsipas blevet skydeskive for beskyldninger om usportslig opførsel og snyd. Alt sammen på grund af hans toiletvaner.

- Toilettet er lige der (lige uden for banen, red.) Hvad laver han derinde? Det har aldrig nogensinde taget mig så lang tid at gå på toilettet. Aldrig, brokkede den britiske tennisstjerne Andy Murrays sig til dommeren, da han i første runde af US Open spillede mod Stefanos Tsitsipas.

  • Andy Murray brokkede sig gentagne gange højlydt til dommeren over Tsitsipas lange toiletpause inden det femte og afgørende sæt. (Foto: © ELSA, Ritzau Scanpix)
  • Andy Murray havde svært ved at finde tilbage i rytmen og genfinde sit spil i femte sæt, som han tabte 6-4. (Foto: © ANGELA WEISS, Ritzau Scanpix)
  • Det var ikke mange varme følelser mellem Stefanos Tsitsipas og Andy Murray, da de skulle sige tak for kampen. (Foto: © ANGELA WEISS, Ritzau Scanpix)
1 / 3

Efter knap fem timers tennis og fem tætte sæt, vandt Tsitsipas mandagens kamp. Men efterfølgende var det hverken kampens spænding eller seværdighed, som tog overskrifter. Det var Tsitsipas’ toiletbesøg.

Inden det afgørende femte sæt forlod Tsitsipas banen for at tage en såkaldt bathroom break. I næsten otte minutter var han væk. En pause midt i kampens afgørende stund, som Andy Murray var rasende over.

Da Tsitsipas vendte tilbage til banen, brød han Murrays serv med det samme og forsvarede derfra føringen til sejr. I alt tog Tsitsipas tre langvarige pauser under kampen, da han også tog en toiletpause inden tredje sæt og en medical timeout for at få behandling inden fjerde sæt.

Efter kampen kritiserede Murray sin modstander for at bruge pauserne på en udspekuleret, usportslig måde.

- Den slags kampafbrydelser påvirker kroppen fysisk. Jeg føler, at det påvirkede kampens resultat. Jeg siger ikke, at jeg ellers havde vundet kampen, men det påvirkede, hvad der skete efter de pauser.

- Tsitsipas er en fremragende spiller, men jeg har mistet en masse respekt for ham, sagde Andy Murray på det efterfølgende pressemøde, inden han fortsatte sin utilfredshed på Twitter.

- Dagens faktum. Det tager Stefanos Tsitsipas dobbelt så lang tid at gå på toilettet, som det tager Jeff Bezos (amerikanske milliarder og ejer af et rumfartsselskab, red.) at flyve til det ydre rum. Interessant.

Er toilettet 'et magisk sted' for Tsitsipas?

Flere tennisstjerner har siden bakket Murray op. Tsitsipas tager ikke toiletpauser, fordi han har brug for dem. Han gør det for at ødelægge modstanderens momentum i kampen, lyder anklagen.

Torsdag var den så gal igen i Tsitsipas’ anden kamp ved US Open, hvor han mødte franske Adrian Mannarino.

Efter at have tabt tredje sæt tog Tsitsipas en næsten otte minutter lang toiletpause. Da han vendte tilbage fra toilettet, modtog publikum ham med buh-råb, mens Tsitsipas genvandt overtaget i kampen og vandt fjerde og afgørende sæt 6-0.

- Hvor mange ’nummer to’ laver den her fyr? spørger den australske tennisspiller Nick Kyrgios bramfrit på Instagram

Også verdensranglistens nummer fire, Alexander Zverev, mener, at Tsitsipas’ toiletpauser er mistænkelige.

- Stefanos spiller godt. Men hvis han ikke skulle til månen og tilbage under sine toiletpauser, ville det være rart.

- Det er ikke normalt. Det sker hver gang, sagde Zverev på et pressemøde ved US Open, inden han begyndte at opremse turneringer, hvor Tsitsipas for nylig har taget lange toiletpauser: French Open, Hamborg Open, Mexican Open og Cincinnati Masters, hvor Zverev selv mødte Tsitsipas for et par uger siden.

Her tog Tsitsipas en lang toiletpause, efter grækeren havde tabt første sæt. Men Zverev sår tvivl om, hvordan Tsitsipas reelt brugte pausen. Under toiletpausen kunne man nemlig se Tsitsipas’ far og træner sidde på stadion med sin telefon.

Derfor påstår Zverev, at Tsitsipas brugte sin toiletpause på at sende tekstbeskeder til sin far, hvilket ville være imod reglerne, da spillerne under kampene ikke må modtage dessiner fra deres træner.

- Han var væk i over ti minutter. Hans far sad med sin telefon. Så kom Tsitsipas ud igen, og pludselig var hans taktik fuldstændig anderledes, siger Zverev.

- Enten er det (toilettet, red.) et meget magisk sted for ham, eller også kommunikerer han derfra.

En beskyldning om snyd og misbrug af toiletpauserne, som Stefanos Tsitsipas fuldstændig afviser.

- Jeg har aldrig gjort sådan noget. Den anklage, vil jeg ikke engang tage seriøst, fordi det er en absolut latterlig påstand.

Stefanos Tsitsipas bedste Grand Slam-resultat var finalen ved French Open i år. (Foto: © DYLAN BUELL, Ritzau Scanpix)

Den svedig forklaring

At hans toiletpauser mod Murray og Mannarino ved det igangværende US Open også skulle være usportslige, benægter Tsitsipas også. Han siger, han brugte toiletpauserne på at skifte tøj, fordi han var gennemblødt af sved i den amerikanske sensommervarme.

- Det (syv minutter, red.) er så lang tid, det tager for mig at skifte alt mit tøj og gå tilbage på banen. Trøje, shorts, sokker, sko, det hele. Det foretrækker jeg altså ikke at gøre på banen. Og det tager altså lidt tid, forklarer Stefanos Tsitsipas.

- Jeg sveder meget. Og jeg har ikke tænkt mig at stoppe med det (at skifte tøj i toiletpausen, red.). Det giver mig en bedre følelse, når jeg træder ud på banen til et nyt sæt.

- Hvis jeg overtræder reglerne, skal jeg selvfølgelig straffes. Men jeg har altid holdt mig inden for reglerne. Så hvad er problemet?

Et kig i regelbogen viser ganske rigtigt, at Stefanos Tsitsipas ikke formelt bryder reglerne ved at tage sig tid til tøjskifte under sine toiletpauser.

En spiller må to gange under en kamp bede om tilladelse til at forlade banen ’i en rimelig tidsperiode for at holde toiletpause eller skifte påklædning’, lyder Grand Slam-reglerne.

Stefanos Tsitsipas i kampens hede og med sved på panden. (Foto: © Edgar Su, Ritzau Scanpix)

Flere tennisstjerner er nu ved at være trætte af Tsitsipas’ fortolkning af reglerne. De mener, at han usportsligt udnytter regelbogens bløde formulering om toiletpausernes ’rimelige’ varighed.

Efter deres nederlag til Tsitsipas ved US Open i denne uge er Andy Murray og Adrian Mannarino de seneste til at efterlyste en stramning af reglerne. For eksempel med en øvre tidsgrænse for bathroom breaks.

- Der er brug for en regelændring. Det er ikke godt for sporten, det er ikke godt for tv-venligheden, det er ikke godt for fansene, og det er heller ikke godt for spillerne, siger Andy Murray.

I en kommentar til New York Times lyder det fra US Open-arrangøren, United States Tennis Association:

- Vi er nødt til at fortsætte med et vurdere potentielle regelændringer i forhold til toiletpauser og tøjskifte, hvis det positivt kan påvirke spillets tempo og sikre sportens fairness og integritet.

I dag kl. 19.30 møder Stefanos Tsitsipas den 18-årige spanier Carlos Alcaraz i US Opens tredje runde. Hvor mange og lange toiletpauser det bliver til, og hvem der vinder kampen, kan ses på Discoverys kanaler.