For første gang i 44 år skal vinderen af Wimbledon findes blandt to finaledebutanter

Karolina Pliskova og Ashleigh Barty er for første gang i finalen ved Wimbledon.

Ashleigh Barty (til venstre) og Pliskova spillede senest mod hinanden i kvartfinalen ved Porsche Tennis Grand Prix i Stuttgart i april. Billedet her er fra WTA-finalen i Shenzhen i 2019, hvor Barty vandt. (Foto: Nóel Celis © AFP/Ritzau Scanpix)

Hvis man fik lov til at tage et kig hjemme ved de to Wimbledon-finalisters trofærum, så ville man opdage, at det ikke ligefrem er fyldt med store, flotte Grand Slam-titler.

Nej, tværtimod.

Sammenlagt er det nemlig kun blevet til et enkelt trofæ for Karolina Pliskova og Ashleigh Barty i Grand Slam-sammenhæng. Australske Barty vandt French Open i 2019, mens det aldrig er lykkes for tjekkiske Pliskova.

WTA-titler kan de dog sagtens prale med. Her er det blevet til 16 og 13 til henholdsvis Pliskova og Barty.

Nu tørner de to sammen i årets Wimbledon-finale, som spilles lørdag klokken 15.

Udover at det endnu ikke er blevet til mange Grand Slam-trofæer i karrieren, så har de også det til fælles, at de står i en Wimbledon-finale for første gang i deres karriere.

Det er samtidig historisk, for ikke siden 1977 har kvindernes finale ved Wimbledon bestået af to finaledebutanter. Dengang var det tilmed den seneste gang, hvor en britisk kvindelig tennisspiller spillede finalen. Britiske Virginia Wade vandt over hollandske Betty Stöve.

En tennisspiller, der derimod er ganske bekendt med at spille Wimbledon-finaler, er Martina Navratilova. Hele 12 gange fra 1978 til 1994 har hun stået i en finale, hvor det i alt blev til ni trofæer.

Martina Navratilova vandt sit sidste Wimbledon-trofæ i 1990. (Foto: Nils Jorgensen © Shutterstock/Ritzau Scanpix)

Hun har til BBC udtalt, at hun tror, det kommer til at blive en meget tæt kamp mellem de to tennisspillere.

- Det er fifty-fifty. Jeg giver Pliskova en lille fordel. Kun på grund af den måde, hun har spillet de sidste to uger på. Men alt i alt er Barty den bedste spiller, siger hun.

Hun mener, at kampen bliver afgjort af den, der bedst kan håndtere at stå i en Wimbledon-finale.

- Mit råd til begge spillere ville være, at de bare skal spille spillet. De skal spille mod modstanderen og ikke spille Wimbledon-finalen.

- Alle bliver nervøse, og alle kan fejle. Det handler om, hvor lidt du fejler, og hvor godt du kan håndtere nerverne, siger hun.

Ashleigh Barty vandt sin semifinale mod tyske Angelique Kerber. (Foto: Paul Childs © Ritzau Scanpix)

Barty vil ære legendarisk australier

25-årige Ashleigh Barty, der ligger nummer et på verdensranglisten, har kun tabt et enkelt sæt i løbet af turneringen. I 2011 vandt hun Wimbledons junior-turnering, men det er altså ikke lykkes hende at spille sig i en Wimbledon-finale før.

Hun er den første australier i en Wimbledon-finale siden hendes store idol, Evonne Goolagong, vandt sin anden Wimbledon-titel i 1980. Den første vandt hun for 50 år siden i 1971 og lige præcis det jubilæum, vil Barty være med til at ære.

- At give mig selv en chance for at skabe historie, der næsten er som en hyldest til hende, er virkelig spændende. Det er et virkelig særligt jubilæum for hende, sagde Ashleigh Barty efter semifinalen.

Barty har under turneringen spillet i en tennisnederdel, der har været inspireret af den kjole, som Goolagong vandt i for 50 år siden.

Her kan du se Barty fra semifinalen i 2021 og Goolagong fra finalen i 1971. (Foto: Dubreuil Corinne © Abaca/Ritzau Scanpix / Foto: Polfoto © TOPFOTO/Ritzau Scanpix)

- Jeg kunne ikke være mere stolt af at være i stand til at bære et outfit inspireret af hende. Jeg kunne ikke være mere henrykt over at have muligheden for at vinde på lørdag, siger Barty.

Pliskova går efter første Grand Slam-titel

Det vil den 29-årige tjekkiske finalemodstander, Karolina Pliskova, helt sikkert gerne undgå. Den tidligere verdensetter er nemlig på jagt efter sin første Grand Slam-titel.

Pliskova ligger nummer 13 på verdensranglisten og er i sin kun anden Grand Slam-finale trods mange flotte WTA-titler. I 2016 tabte hun til tyske Angelique Kerber i US Open-finalen, og siden har hun forsøgt at ryste prædikatet som en af de bedste spillere uden en Grand Slam af sig.

Karolina Pliskova vandt mod Aryna Sabalenka i semifinalen. (Foto: adrian dennis © Ritzau Scanpix)

Ved de seneste to Wimbledons i 2018 og 2019 (2020-turneringen var aflyst pga. corona) er det for Pliskova ikke blevet til mere end fjerde runde, og det skal laves om i år.

- Jeg tror stadig ikke helt på det (at være i finalen, red).

- Da jeg kom ind i turneringen, var drømmen at komme videre til uge to, for det har jeg ikke været i noget tid. Jeg havde aldrig troet på, at jeg måske ville komme i finalen, siger Karolina Pliskova.

Du kan se finalen på TV2 Sport fra klokken 15.

Søndag spiller Novak Djokovic og Matteo Berrettini i herrernes finale.

FacebookTwitter