Forstå WTA-sæsonfinalen inden Wozniacki åbner titelforsvaret

Danskeren er forsvarende mester i Singapore og er igen i år bejler til at tage titlen i turneringen i Singapore.

Normalt er det vind eller forsvind. Tennis på topniveau levner sjældent mere end én chance for at stå som samlet vinder af turneringen.

Kvindernes sæsonfinale, WTA-Finals, i Singapore er årets eneste undtagelse. Som den sidste turnering i årets WTA-kalender spilles der puljespil. Kalenderårets otte bedste spillere deles i to puljer, to fra hver går videre til semifinalen.

I grafikken øverst i artiklen kan du blive klogere på, hvordan strukturen i årets sidste store turnering er.

Sidste års turnering blev den helt store triumf for Caroline Wozniacki. Efter to indledende sejre tabte Wozniacki i tredje puljekamp til Caroline Garcia, men gik alligevel videre og vandt finalen mod Venus Williams.

En triumf der på det tidspunkt var den største i danskerens karriere. En triumf der ifølge danskeren tidligere træner Michael Mortensen banede vejen for sejren et par måneder senere ved Grand Slam-turneringen Australian Open.

- Det var I Singapore, Caroline lagde grundstenen til den sejr, hun fik i januar måned ved Australian Open. De gode takter, hun viste i Singapore, formåede hun at bygge videre på i optakten til 2018 og hele vejen til årets første Grand Slam, siger Michael Mortensen.

Storfavorit i år

Sæsonfinalen rangerer i kategori lige under de fire Grand Slam-turneringer. Turneringens udfordring er, at den er placeret i slutningen af en lang og slidsom sæson. En, der møder op til turneringen mindre slidt og mindre skadet end rivalerne, er Caroline Wozniacki. Danskeren fik ødelagt det meste af sommeren og dermed US Open grundet en skade. Siden er hun vendt tilbage, senest med sejren i China Open. En sejr, der gør danskeren til favorit ved sæsonfinalen.

- Jeg har været sammen med Caroline i Danmark i sidste uge, set hende træne og jeg må bare sige, hun spiller på et vanvittigt niveau. Hun er glad, er ovenpå og i det hele taget inspirereret. Titlen i Kina var så vigtig for hende, den gav hende glæden og autoriteten tilbage. Hun er lige nu i samme form, som da hun vandt Australian Open. Måske lidt træt mentalt, men titlen i Kina har givet hende ekstra energi. En energi, der gør, at jeg ser hende som favorit til at vinde og forsvare titlen i Singapore, lyder det fra Michael Mortensen.

Turneringen sættes i gang i Singapore søndag med finale den efterfølgende søndag.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter