Godt halvandet år efter den kinesiske tennisspiller Peng Shuais mystiske forsvinden er der nu nyt i sagen.
Direktøren for kvindernes internationale tennisforbund, WTA, Steve Simon, har nemlig udtalt til den franske avis L’Equipe, at ”WTA ved, at hun er i sikkerhed og ved, hvor hun befinder sig”.
Det fremgår ikke af interviewet, hvor hun er, eller hvad hun har foretaget sig de seneste mange måneder.
Udmeldingen kommer efter lang tids spekulationer, og nu ser det altså ud til, at der er sat et foreløbigt punktum i sagen.
Men den tilsyneladende positive besked vækker ikke den store glæde herhjemme. Der er nemlig fortsat mange ting, der er uklare.
Sådan lyder meldingen fra formanden i Dansk Tennis Forbund, Henrik Thorsøe Pedersen.
- Hvis hun er i sikkerhed, hvorfor kan hun så ikke stå frem? Hvorfor kan vi ikke få lov til at vide, hvor hun er? Det ville være mere interessant for mig, hvis et medie havde mødt hende og kunne fortælle, at hun har det godt. Det er der jo ingen beviser for, siger han.
Han bakkes op af Michael Mortensen, der er tennisekspert for Discovery.
- At WTA-direktøren siger, at hun har det godt, er selvfølgelig fint. Men der er alt for mange ubesvarede spørgsmål, siger han.
Lang og forvirrende sag
Den efterhånden lange og komplicerede sag om Peng Shuai begyndte i starten af november 2021.
Dengang offentliggjorde hun et opslag på det kinesiske sociale medie Weibo, hvor hun beskyldte den kinesiske toppolitiker Xhang Gaoli for at have forgrebet sig seksuelt på hende tre år tidligere.
Opslaget blev senere fjernet, og Peng Shuai forsvandt fra offentligheden i flere uger, hvilket fik flere til at frygte for hendes sikkerhed.
Store organisationer som blandt andre EU og FN pressede på for at få svar i sagen, hvilket medførte, at Peng Shuai stod i et interview og fortalte, at hun havde det godt. Siden blev den oprindelige anklage også trukket tilbage.
Der var dog mange, der var af den overbevisning, at tennisspilleren var blevet tvunget til at lægge låg på sagen af det officielle Kina. Og derfor fastholdt WTA også deres boykot af alle turneringer i Kina – indtil april i år.
Og som forlængelse deraf kom altså i denne uge meldingen om, at forbundet ved, hvor Peng Shuai befinder sig, og at hun er i sikkerhed.
Men det er måske snarere et spørgsmål om Kinas økonomiske formåen end et reelt punktum i sagen, lyder det fra Michael Mortensen.
- Jeg tror, at det er et spørgsmål om økonomi. Kina er en af de allerstørste tennisnationer, og der er mange turneringer i landet i løbet af en WTA-sæson. Det er mange millioner dollars, som WTA mister ved en boykot, siger han.
'Naivt' af WTA
WTA-direktøren selv har en lidt anden opfattelse af tingene.
- Vi har taget stærkt afstand til Kina, og det er der få andre, der har gjort. Næsten to år senere har det ikke ført til nogen løsning, så det var på tide at ændre vores tilgang. Vi skal begynde at tale sammen og finde fælles løsninger. Og jeg håber, at WTAs tilbagevenden til Kina vil give os muligheden for at gøre netop det, siger Steve Simon til L’Equipe.
Men den udmelding giver den danske tennisformand Henrik Thorsøe Jørgensen ikke giver meget for.
- De mener måske, at de kan gøre en forskel ved at være til stede i Kina. Det mener jeg er naivt: At tro, at man ved at afvikle WTA-turneringer i Kina kan gøre en forskel. Den forskel gør man ved at blive væk. Hverken du eller jeg kan påvirke menneskerettighederne i Kina, og det tror jeg heller ikke, at WTA kan.
- Hvis man ønsker at gøre en forskel, skal man gøre det på en anden måde, siger han.
Michael Mortensen mener heller ikke, at det er løsningen, at WTA igen vil afvikle turneringer i Kina.
- Jeg håber virkelig, at der bliver stillet nogle kritiske spørgsmål fra spillernes side: At man får nogle konkrete beviser eller en eller anden garanti om, at hun har det godt. Og hvis man ikke får det, synes jeg, at spillerne skal boykotte turneringer i Kina, siger han.
Og han tvivler på, at der nogensinde kommer fuld klarhed i sagen om Peng Shuai.
- Det tror jeg faktisk ikke. Jeg tror faktisk ikke, at vi kommer til bunds i den her sag, siger han.