FREDAG I FORTIDEN Da Bamse og Kylling afbrød dramatisk tennismatch

I anledning af Davis Cup-kampen mellem Danmark og Sverige rejser vi tilbage til 1995, hvor Bamse kom i vejen for en dramatisk afslutning.

Ikke alle seere var glade for Bamse og Kylling.

Det lignede en dansk sensation, da tennisspilleren Frederik Fetterlein stod over for den svenske stjernespiller Stefan Edberg i Brøndby Hallen en februardag i 1995.

Danmark mødte Sverige i en Davis Cup-dyst, der på papiret lignede et sikkert stik til vores naboer mod nordøst. Men den kække og velspillende Fetterlein ville det anderledes.

Danskeren spillede forrygende og vandt opgøret med Stefan Edberg i fire sæt – til stor begejstring for både kommentatorer, tilskuere og ikke mindst Fetterlein selv.

Bamse sætter sig på sendefladen

Sejren bragte dybt sensationelt Danmark foran 2-0 mod den svenske overmagt, og dermed var der lagt op til en gyser af en afgørelse i de efterfølgende kampe. Men DR havde andre planer for sendefladen, og tenniskampene måtte vige for børnenes favoritter Bamse og Kylling.

Beslutningen om at sende børnefjernsyn frem for Davis Cup-tennis kom til at betyde, at det aldrig blev tv-transmitteret, at Danmark endte med at tabe opgøret til Sverige med 2-3.

- Jeg husker det desværre alt for tydeligt, siger tennislandstræner Kenneth Carlsen, der selv spillede med i 1995.

- Sådan var det jo dengang, Bamse og Kylling var jo vigtigt. Der var flere, der ville se det. Mere er der vel ikke at sige. Der er rigtig mange, der har kommenteret på, at de sad midt i en meget spændende og afgørende kamp, som de pludselig ikke kunne se. Det var ikke vores beslutning, vil jeg bare sige.

Du kan i videoklippet øverst i artiklen se, hvordan utilfredse seere kimer DR ned, alt imens Bamse og Kylling fredsommeligt ruller over skærmen.

I dag, fredag, går det løs igen mellem de to brodernationer, der nok engang mødes i Davis Cup, når Antvorskov Hallen lægger gulv til en spændende dyst. Forhåbentlig uden afbrydelser.