Frederik Løchte tangerer farfars danske rekord: Det havde jeg aldrig troet

Frederik Løchte Nielsen havde aldrig forestillet sig, at han skulle tangere sin farfar Kurt Nielsens Davis Cup-rekord.

Arkivfoto. (Foto: Claus Fisker © Scanpix)

Det forlyder, at æblet sjældent falder langt fra stammen.

Og den påstand fik ben at gå på, da Frederik Løchte Nielsen søndag eftermiddag overbevisende besejrede den højere rangerede nordmand Casper Ruud.

En sejr, der sikrede en samlet dansk sejr over Norge ved Davis Cup, men som også betyder, at Løchte tangerer den danske rekord for flest sejre ved Davis Cup, som er sat af hans egen farfar – tennislegenden Kurt Nielsen.

Og at det er lykkes at tangere rekorden på 53 sejre, kommer i den grad bag på den danske tennisspiller.

- Det er lidt pudsigt, men også sjovt. Det havde jeg aldrig troet ville ske, siger Løchte til DR Sporten.

- Jeg havde ikke troet, at jeg skulle spille så mange kampe ved Davis Cup. Da jeg startede var jeg ikke særlig god, så bare det at være på Davis Cup-holdet, det var langt fra virkeligheden. Men det er nu sjovt, at jeg har tangeret den. Jeg tror, at min farfar ville have været lidt oppe og køre over det.

Sejren over det norske stortalent kom i hus efter en suveræn indsats af Løchte, der lukkede og slukkede allerede efter tre sæt.

- Jeg spiller fandeme en god kamp. I to og et halvt sæt var det fejlfrit. Jeg kan ikke se, hvordan jeg skulle have gjort det bedre.

- Han kommer lidt bedre med til sidst, men bliver så skadet og kæmper for at gennemføre. Men det er jo ude af mine hænder, så jeg er bare super tilfreds med, at jeg spillede virkelig godt. Og så giver sejren os jo også håneretten over Norge.

Sydafrikansk modstand

Nu venter der det danske Davis Cup-hold en duel mod Sydafrika, hvor vinderen rykker en række op i Europa/Afrika-rækkerne.

Frederik Løchte forventer hård modstand fra det sydafrikanske hold.

- De har et meget homogent hold med en fantastisk god double. Det bliver udfordrende. De har også to gode singler. De er ikke lige så højt rangeret som Norge, men højt niveau, der minder lidt om vores. Det bliver en jævn kamp, men som vi bestemt kan vinde.

Kampene mod Sydafrika bliver spillet fra den 15.-17. september.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter