GENSYN 14-årige Wozniacki ville vinde alle Grand Slams

Caroline Wozniacki har i dag vundet sin første Grand Slam-turnering. En drøm, hun har haft i mange år.

En pigedrøm er i dag gået i opfyldelse. Caroline Wozniacki har med sejren i Australian Open vundet sin første Grand Slam-titel – en drøm, hun har haft siden hun var meget ung.

Allerede som tidlig teenager kørte Wozniackis karriere nemlig så meget på skinner, at hun var begyndt at drømme rigtig stort:

- Da jeg blev Sjællandsmester, ville jeg være Danmarksmester. Da jeg så blev Danmarksmester ville jeg være Seniordanmarksmester. Så ville jeg være nummer ét på ranglisten i Danmark. Og så ville jeg være nummer ét på seniorernes verdensrangliste og vinde de fire Grand Slams, sagde den dengang 14-årige Caroline Wozniacki i 2005.

Kræver hårdt arbejde

Dengang som i dag er hendes træner farmand Piotr Wozniacki, der med sine polske aner og fortid som fodboldspiller altid har prædiket disciplin for Caroline.

- Det er vigtigt, at barnet har sine drømme. Men for at gøre drømmene realistiske kræver det hårdt arbejde.

Man skal dog ikke tage fejl. Drømmene var støbt på Wozniackis teenageværelse, og ikke i Piotrs hoved.

- Dem, der kender mig, ved, at det er mig, der vil det og ikke mine forældre. Det kan være, at nogen, jeg ikke kender, tror det, men dem, der har noget med tennis at gøre i min omgangskreds, ved, at det er mig, der vil det.

Se eller gense det skønne klip med den unge Wozniacki i videoen over artiklen.