Paris kaldes lysets by, men onsdag aften blev håbet slukket for Holger Rune i Frankrigs hovedstad.
Den fremadstormende tennisdansker tabte således kvartfinalen ved French Open i fire sæt til norske Casper Ruud, 1-6, 2-6, 6-3, 3-6.
Efter en katastrofal indledning var den 20-årige Holger Rune tæt på at levere et stort comeback, inden aftenens modstander smashede sejren i hus.
Holger Rune indledte ellers første parti med at presse Casper Ruud ud i to mulige breakbolde, men forgæves.
Den ellers lovende start stoppede nemlig brat, og de mange VIP-gæster, som ankom sent til onsdagens kamp, kunne let være blevet oppe ved champagnen, hvis de tog plads med forventninger om god tennis.
Men så kom tredje sæt
For Holger Rune var især slem til at begå en række uprovokerede fejl, og blev fejet af banen af den effektive nordmand, Casper Ruud. Mod slutningen af partiet begyndte publikum på French Opens største arena, Court Philippe-Chatrier, ligefrem at sukke, men lige lidt hjalp det. Holger Rune tabte 1-6.
Andet sæt blev desværre for den unge dansker en lige så pauver omgang. Casper Ruud dækkede det røde grus med samme præcision som en robotplæneklipper. Fulgte linjerne til perfektion og dækkede hver en kvadratmeter.
Holger Rune lignede så småt en 20-årig gut, der allerede var på vej mod lufthavnen Charles de Gaulle i udkanten af Paris – men så kom tredje sæt.
Som forvandlet leverede verdensranglistens nummer seks det ene gode slag efter det andet. Den berygtede stopbold begyndte sågar at fungere igen, og Holger Runes fokus var tilbage. Manden med de to fornavne kunne pludselig alt det, han ikke kunne i begyndelsen og vandt tredje sæt med 6-3.
... Inden Casper Ruud slukkede lyset
I fjerde sæt fik Casper Ruud atter fat, og i en tæt affære trak nordmanden langsomt fra. Holger Rune viste storspil i glimt, men hans solide modstander var svær at slå ud af kurs. Danskeren missede muligheden for at bryde Casper Ruuds serv og kunne i stedet se nordmanden bringe sig i front med 1-4.
Dermed havde Holger Rune populært sagt ryggen mod muren og et tennismæssigt Eiffeltårn at bestige. Han forsøgte og afværgede to matchbolde ved stillingen 2-5. Publikum heppede på den unge dansker, som vinkede tilbage.
Den norske tennisstjerne slukkede således det danske tennislys med 3-6 i fjerde sæt og er klar til semifinalen for andet år i træk. Efter kampen fortalte Casper Ruud, at han var meget lettet.
- Jeg fik mange lette point i de første to sæt, men så blev det hårdere. Heldigvis trak jeg det længste strå, siger Casper Ruud.
- Jeg spillede godt i begyndelsen af kampen. Han (Holger Rune, red.) var favorit. Han har spillet bedre i år, og slot mig i Rom (ved Italian Open, red.). Men heldigvis gik det til min fordel denne gang.
Omvendt måtte Holger Rune slukøret forlade lysets by, Paris. Men som et gammelt ordsprog siger - det er altid mørkest før daggry, og om en uge begynder græssæsonen, der kulminerer med den mytiske grand slam-turnering, Wimbledon i London.
I semifinalen skal Casper Ruud møde tyske Alexander Zverev. Retten til den anden billet til French Open-finalen skal findes mellem verdensranglistens nummer ét og to, Carlos Alcaraz og Novak Djokovic.
I torsdagens afsnit af DR Sportens podcast Tyvstart kan du høre analysen efter Holger Runes nederlag ved French Open.