Hedebølge er Wozniackis vej til ny Grand Slam-triumf

Grus og Caroline Wozniacki har aldrig været en god kombination. Ved French Open kan vejret dog give danskeren en uventet fordel på det svære røde grusunderlag.

De kommende to ugers toptennis i den vestlige udkant af Paris adskiller sig på mange måder fra de tre øvrige Grand Slam-turneringer, der spilles i Melbourne, London og New York.

Det røde grus, der spilles på, giver ofte både længere og mere afvekslende dueller. Ydermere giver gruset også mulighed for en stor variation i hastighed, hvilket især kan give udfordringer for spillere som Caroline Wozniacki, der præsterer bedst i kampe med rytme og få udsving.

I Paris bliver spillerne, i modsætning til ved de andre Grand Slams, ikke sendt i omklædningsrummet i samme sekund, de første regndråber falder fra himlen. På grus kan man fortsætte spillet i en periode med regn, dog altid med en objektiv vurdering af banens beskaffenhed.

Regnen i den franske forsommer er ekstremt svingende. Turneringer er blevet afviklet med hedebølge uden en eneste regnvejrsafbrydelse, mens andre er blevet forlænget og udsat som følge af konstant regn.

Netop vejret spiller en stor rolle for hovedturneringens eneste danske deltager, Caroline Wozniacki, mener tennisekspert Michael mortensen.

- Det bedste for Caroline er, hvis det bliver varmt og solrigt i Paris. Det vil gøre, at bolden kommer hurtigt igennem luften, det er perfekt for Caroline. Hun kan ikke lide de der tunge baner, hvor hun bliver hængende i gruset. Det skal være så identisk med hardcourt, som det kan blive, når nu de spiller French Open på grus, siger Michael Mortensen.

I 2011 førte Michael Mortensen den kinesiske spiller Li Na til triumf i damesingle ved French Open. En spiller, der med flade grundslag og power som spidskompetence ikke i udgangspunktet var født til at vinde French Open på et langsomt underlag.

Grusbanerne i Paris er bygget op med et solidt fundament af grus, der er mast massivt sammen. Det gør banerne hurtigere end de bløde grusbaner, mange kender fra den lokale tennisklub i Danmark.

Ujævn optakt ikke afgørende

Efter den store triumf i januar måned med sejren ved Australian Open i Melbourne har Caroline Wozniackis resultater været på det jævne.

Der er ikke blevet vundet danske WTA-titler siden Grand Slam-sejren i Australien, og optakten på grus til French Open har heller ikke været imponerende. Et faktum, man ifølge Michael Mortensen ikke nødvendigvis skal se som bekymrende.

- Imponerende, nej. Acceptabelt, ja. Hun har spillet nogle enkelte lange kampe, hvor hun blev testet både tennismæssigt og mentalt. De er mere værd end store turneringssejre, for husk på, at Caroline stadig har bagagen fyldt med selvtillid fra Australian Open.

Hun behøver ikke på samme måde blive bekræftet som tidligere. Hun ved, hvad hun kan, lyder det fra Michael Mortensen, der også har en fortid som træner for Caroline Wozniacki.

I januar tog Caroline Wozniacki son største sejr, da hun vandt Australian Open. (Foto: Thomas Peter © Scanpix)

Michael Mortensen hæfter sig ved, hvordan kontrasterne mellem de forskellige underlag i dag er mindre end tidligere. Grus er blevet hurtigere, græsset - som der spilles på ved Wimbledon - langsommere.

Flere af de samme spillere kæmper med om titlerne i alle de fire Grand Slams, fordi man har forsøgt at gøre underlagene mere lig hinanden. For en allroundspiller som Caroline Wozniacki er det en fordel.

- Der er 10-15 spillere, der kan vinde French Open i damesingle. Caroline er en af dem. Der er i dag ikke den store forskel på grus og hardcourt, spillerne er så alsidige, de har kompetencerne til at spille på alle underlag.

- Derfor tror jeg også, vi vil se et French Open i damesingle, hvor vi fra starten vil se store favoritter forsvinde ud af turneringen. Forskellen på de bedste og dem lige efter er bare ikke stor længere, det så vi også sidste år, hvor Jelana Ostapenko kom ud af ingenting og vandt turneringen, forklarer Michael Mortensen.

Allerede søndag har store spillere som Venus Williams og netop Jelana Ostapenko forladt turneringen, da de tabte i første runde.

Psykologisk fordel til Wozniacki

Udover et stort favoritfelt vurderer Michael Mortensen, at bredden i international dametennis aktuelt er større end nogensinde. Derfor vil erfaring og det at vide, hvad der kræves i Grand Slam-regi også være afgørende.

Caroline Wozniacki stiller i Paris for første gang til start i en Grand Slam med en Slam-sejr på sit CV. På banen ligegyldigt, men på det mentale niveau afgørende.

- Det kommer til at betyde meget. Hun har vundet en Grand Slam-turnering, hun ved, hvad der skal til. Hun ved, hvordan hun reagerer, når tingene spidser til. Det pres hun tidligere har været under med, at hun skal vinde en Grand Slam er væk.

- Nu kan hun mere nyde det, hun ved hvilke tanker og dæmoner, hun skal blive fortrolig med. Det bliver en kæmpe fordel for hende, forklarer Michael Mortensen.

Caroline Wozniackis bedste resultat ved French Open er to kvartfinaler. Den seneste var sidste år, hvor hun tabte i tre sæt til den senere vinder af turneringen, Jelena Ostapenko.

Danskeren, der i år er seedet som nummer to i turneringen, spiller første runde mandag klokken cirka 14.30 mod amerikaneren Danielle Collins. Kampen bliver vist på Eurosport 2.

Facebook
Twitter