Her er favoritterne i Wimbledon

DR giver dig her et overblik over favoritterne hos både herrer og kvinder ved Wimbledon, der starter i dag.

Novak Djokovic er storfavorit hos herrerne, mens Serena Williams er det hos kvinderne. (Foto: Andalou Agency © Getty Images)

Mandag starter Grand Slam-turneringen Wimbledon i London. Alle de store favoritter er med, og det tegner til at blive en spændende turnering med plads til overraskelser. Men der er to klare favoritter i stjerne-feltet i år. Det mener tenniskommentator Per Colstrup Vinkel.

- I forhold til kvindernes turnering er Serena Williams storfavorit. Hun er oppe på 20 titler, og hvor end hun kommer, er hun storfavorit, og så har hun en ekstra motivation i forhold til Wimbledon i år, siger Vinkel til DR Sporten og uddyber:

- Hun har vundet både Australian Open og French Open, og noget af det eneste, hun mangler i karrieren er at vinde alle fire Grand Slam-titler inden for et kalenderår. Det har hun muligheden for i år, og det er det, hun går efter, siger Vinkel.

- Hvis hun vinder både Wimbledon og US Open, vil hun også være den allermest vindende tennisspiller, hun slår Steffi Grafs rekord på 21 titler. Så man får nærmest ikke en mere motiveret Williams. Men hun er ikke helt ung længere, og der er nogle yngre spillere, som den forsvarende mester Kvitova, der kan spille så hurtigt, at Serena Williams ikke kan være med i tempoet, siger tenniskommentatoren.  

Mere åbent hos herrerne

I herrernes turnering er tingene lidt mere åbne, også selv om Novak Djokovic er favorit. Der er et felt af unge spillere, der er begyndt at udfordre de største stjerner.

- Det er en uhyggelig interessant turnering hos herrerne, for i de seneste mange år har man talt om ’the big four’, Federer, Djokovic, Nadal og Murray, som de fire spillere, der har siddet på tronen, siger Vinkel og fortsætter:

- Men Nadal har været skadet, Roger Federer er ikke, hvad han har været, og Andy Murray har været svingende. Det er kun Novak Djokovic, som har holdt fanen højt, og han tabte jo finalen ved French Open. De fire spillere er begyndt at slå sprækker, og der er ved at være god kvalitet og kontinuitet i de spillere, der kommer i næste række. De er begyndt at udfordre de bedste spillere og er også begyndt at slå dem, så der kunne være et tronskifte på vej, siger han og peger på spillere som Marin Cilic og Stanislas Wawrinka.

 

Her er Per Colstrup Vinkel favorit-top 3 i kvindernes turnering:

1. Serena Williams. Hun er den største favorit. Når hun rammer dagen, er hun stadigvæk langt bedre end alle de andre. Hun slår så hårdt, og hun har en mental robusthed, der skræmmer modstanderne. Der er ingen, der har fundet nøglen til at låse hende op, når hun er på sit bedste. Hendes største udfordring er at komme forbi de første runder, hvor hun møder nogen, som hun ikke rigtigt kender, og som derfor ikke har den samme respekt for hende.    

2. Petra Kvitova. Hun har vundet Wimbledon to gange tidligere, så hun ved om nogen, hvad det kræver at spille på græs og at vinde turneringen.

3. Maria Sharapova. Der er et bredt felt, der byder sig til som outsidere, men Sharapova har vundet store turneringer før, så hun ved, hvad det vil sige at vinde Grand Slam-turneringer. Hun har ikke ramt formen den senere tid, men hun er stadig i en kaliber, der kan gøre det ved Wimbledon.

 

Her er Per Colstrup Vinkel favorit-top 3 i herrernes turnering:

1. Novak Djokovic. Han er storfavorit, primært fordi han tabte French Open-finalen, som er den turnering, han mangler at vinde. Det plejer at være sådan, at når han har lidt et hårdt nederlag, så kommer han endnu mere motiveret ind til næste turnering. Vi vil se en form for reaktion fra hans side, og så er han jo forsvarende mester.

2. Stanislas Wawrinka. Han har aldrig vundet Wimbledon, men han har vundet Australian Open og French Open. Han har et spil, der umiddelbart ikke passer så godt til græs, men det er også så power-betonet, at det ofte ikke gør så meget, hvilket underlag han spiller på. Hvis han rammer sit bedste samtidig med den selvtillid, han har efter French Open, så kan han nærmest gå på vandet.

3. Roger Federer. En form for outsider. Det er efterhånden et stykke tid siden, han har vundet en Grand Slam-turnering, og der er mange, der taler om, at løbet er kørt, for han er ikke helt ung længere. Men er der endnu et skud i bøssen tilbage, er det lige præcis her i Wimbledon, hvor han har vundet mange gange før. Han har det enkle, simple spil, hvor han server godt, og han er begyndt at komme frem til nettet. Kan han have held til at ramme sit aggressive spil med korte dueller, så kan han gå hele vejen. Og det er nok hans sidste chance for at vinde en Grand Slam.

Facebook
Twitter