Holger Rune føler sig snydt i verdenstoppen: 'Jeg er træt og sur'

Dansk tennistalent mener, at tennisherrernes verdensrangliste er uretfærdig, og at han burde ligge højere, end han gør.

Holger Rune, mener at ATP gør det svært for ham at nå sit mål om at komme i top 100. (Foto: KELD NAVNTOFT © Ritzau Scanpix)

Han stjal hele tennisverdens opmærksomhed, da han uimponeret gik på banen med en Ikea-pose over skulderen og vandt et sæt mod den ubestridte verdensetter Novak Djokovic.

18-årige Holger Rune har i år fået sit store internationale gemmenbrud og er klatret højt op på verdensranglisten fra en plads som nummer 473 til nummer 123.

Alligevel er Holger Rune både 'træt og sur', når han i dag skal gøre status over sin sæson. Han føler sig nemlig uretfærdigt behandlet af tennisherrernes turneringsarrangør, ATP, som også bestemmer over verdensranglisten.

Holger Runes selverklærede mål i år var at nå i top-100 på verdensranglisten. Det er ikke lykkedes. Det danske tennistalents præstationer og pointhøst i år ville ellers have berettiget ham til en plads i top-100 under normale omstændigheder.

Men fordi ATP har ændret reglerne for verdensranglisten på grund af de mange udskudte og aflyste turneringer under corona det seneste halvandet år, er Holger Rune stadig uden for det gode selskab i top-100.

- Jeg føler mig træt og vred nu, fordi jeg synes, at systemet er uretfærdigt. Jeg elsker tennis, men vi bliver nødt til at kæmpe ud fra lige muligheder, skriver den 18-årige dansker på Instagram.

- I år har jeg kæmpet hårdt for at indfri mit mål om at komme i top-100. ATP har kontinuerligt gjort det svært for mig og mange andre unge, fremadstormende spillere.

Holger Rune mødte tidligere i år verdensetteren Novak Djokovic. Danskeren tabte kampen, men vandt overraskende et sæt undervejs. (Foto: Robert Deutsch © Ritzau Scanpix)

Normalt løber ATP’s verdensrangliste over de seneste 12 måneders turneringer. Men i år har ATP justeret verdensranglisten til at dække over en længere periode for at lappe de huller, der er opstået i turneringskalenderen på grund af corona.

Derfor nyder nogle spillere stadig godt af ranglistepoint, som de har optjent i 2019. Og det har matematisk gjort det sværere for unge spillere, som ikke selv var en del af ATP Touren i 2019, at avancere på verdensranglisten.

- Hvis man fulgte det normale ranglistesystem, ville jeg have været nummer 62 og ikke nummer 124 (på mandagens opdaterede verdensrangliste er Holger Rune nummer 123, red.), skriver Holger Rune på Instagram.

- Gør det en forskel? Ja, når man er ambitiøs og arbejder hårdt, så betyder det noget, at man får sin belønning. Med en højere rangering ville jeg være i stand til at træde ind i bedre turneringer, og jeg ville føle, at mit hårde arbejde blev belønnet.

Ifølge Peter Bastiansen, som er tenniskommentator på TV2, har Holger Rune helt klart en sag. Fastfrysningen af point fra tidligere år tilgodeser de erfarne, etablerede spillere i verdenseliten.

- Det er et stort problem for de spillere, som ikke er med i de største turneringer, hvor der er mange point at hente. Holger Rune er for eksempel ikke i nærheden af at komme i top-50, fordi han skal måske spille 5-6 turneringer for at få det samme antal point som ved større turneringer, forklarer Peter Bastiansen.

ATP's fastfrysning af point til verdensranglisten er en kæmpe ulempe for spillere som Holger Rune, mener tenniskommentatoren Peter Bastiansen. (Foto: Robert Deutsch © Ritzau Scanpix)

Tenniskommentatoren kan derfor godt forstå, at Holger Rune er utilfreds med sin nuværende placering på verdensranglisten. Forskellen på nummer 62 og 123 er 'gigantisk', siger han.

- Er du nummer 62 i verden, er du med i en lang række ATP-turneringer og alle grand slams. Der er en kolossal forskel på, hvor han er i dag, og hvor han ville have været. Både præmie - og pointmæssigt. Kæmpe forskel.

Holger Rune er ikke den første ATP-spiller, som kritiserer den corona-tilpassede verdensrangliste. Det samme har dette års OL-guldvinder Alexander Zverev gjort.

- Lige nu er rangliste-systemet så ødelagt, at man ikke kan bruge det til noget. Det er lidt absurd, sagde Zverev til CNN i foråret, da han lå nummer syv på verdensranglisten.

Zverev, som var inde i en stime med turneringssejre, var utilfreds, fordi han på trods af sin storform var rangeret under den schweiziske superstjerne Roger Federer. I en længere periode havde Federer ikke optjent nye point til verdensranglisten på grund af en knæskade, men han beholdt alligevel sin plads i verdensranglisten top-10 på grund af sine tidligere resultater.

'Den røde løber er rullet ud for Rune'

Holger Rune er i øjeblikket vred over, at ATP’s verdensrangliste skævvrider den sportslige fairness.

Men tidligere i år var det faktisk Holger Rune selv, der blev beskyldt for at nyde godt af en konkurrenceforvridende fordel i tennissporten: De såkaldte wildcards, som turneringsarrangører kan give til spillere, der ikke har ranglistepoint nok til at kvalificere sig til turneringen, men som arrangørerne alligevel ønsker at give en invitation.

I år har Holger Rune for eksempel fået wildcard-invitationer til store turneringer som Indian Wells, Monte Carlo og Andalusien Open.

Det har blandt andet medført kritik fra tennisreporter Carayol er Runes fra den britiske avis The Guardian, som mener, at Holger Rune ikke har modtaget sine wildcards på baggrund af sine sportslige bedrifter, men derimod sit netværk og tilknytning til det prestigefyldte Mouratoglou-akademi, som danskeren træner på.

- Danmark har på usandsynlig vis skabt to unge talenter. Men mens Clara Tauson har måttet slide sig vej til top-100, har Holger Rune fået den røde løber rullet ud foran sig, skrev Carayol er Runes i The Guardian.

- For Rune opstår de her muligheder (wildcards, red.) på grund af indflydelse fra hans sponsorer, agenter og hans tilknytning til det prominente franske akademi (Mouratoglou, red.)

Peter Bastiansen, tenniskommentator på TV2, er enig i, at Holger Rune har modtaget usædvanlig mange wildcards i år. Det udligner dog ikke den konkurrenceskævvridning, som han lige nu er ramt af med den corona-tilpassede verdensrangliste, understreger han.

- Holger Rune har fået ekstremt mange wildcards i forhold til andre spillere. Men det er også, fordi han har haft gode rådgivere, som har hjulpet med at skaffe dem. Og det er rigtigt, at det et stykke hen ad vejen har hjulpet ham.

- Det er dog ikke nær så fordelagtigt, som hvis han havde været nummer 62 i verden i stedet for 123. Så havde han haft adgang til stort set samtlige turneringer i stedet for at skulle spille to-tre kvalifikationskampe, som han skal nu. Det er han fysisk påvirket af, og han er ikke lige så frisk, som de andre.

DR Sporten har forsøgt at få et interview med Holger Rune om kritikken af ATP’s verdensrangliste, men hans manager er i skrivende stund ikke vendt tilbage på henvendelsen.

FacebookTwitter