I disse dage krydser han ketsjere med verdenseliten i grandslam-turneringen Australian Open.
På den anden side af kloden har den danske tennisstjerne Holger Rune fejet al modstand af banen i de to første runder, og natten til lørdag dansk tid har den 19-årige dansker mulighed for at spille sig videre til fjerde runde.
Men snart behøver man ikke rejse 16.000 kilometer for at opleve den danske tennisstjerne svinge ketsjeren.
For i begyndelsen af februar spiller den danske verdensstjerne nemlig på dansk grund, når han er en del af det danske tennislandshold, der spiller Davis Cup på hjemmebane i Hillerød. Det oplyser Dansk Tennis Forbund.
Dermed kan det danske tennispublikum glæde sig til at se Rune i aktion for første gang i næstene to år. Det samme kan den danske Davis Cup-kaptajn, Frederik Løchte Nielsen.
- Det er den højest rangerede mandlige spiller i nyere tid, og det er et privilegie at have ham på holdet, lyder det fra Frederik Løchte Nielsen.
- Han vil forstærke enhver nation i verden, så vi er utroligt glade for at have ham på holdet. Det er et kirsebær på toppen og noget, der gør, at vi kan præsentere et suverænt hold.
Holger Rune var sidst i aktion på dansk grund i foråret 2020. Dengang var han nummer 827 på verdensranglisten og var et ubeskrevet blad i international tennis. Men i dag ligger han nummer 10, og er en af sportens nye stjerneskud.
Og det er en vild udvikling den danske teeneager har været igennem, det fortæller tennisekspert hos Discovery, Michael Mortensen, som derfor kalder udtagelsen af Rune en gave til dansk tennis.
- Vi er velsignet af, at vi har en verdensstjerne, som kommer hjem og spiller foran det danske publikum. Det er enestående, vi kan stille med en spiller af den kaliber.
- Han er jo gået fra at være ukendt til at være verdensstjerne på et år, og det er også gået meget hurtigere, end jeg havde regnet med, siger Michael Mortensen.
Rune øger mulighederne for dansk succes
Opgøret mod Indien spilles i World Group I Play-offs. Vinderen kan se frem til en kamp i september i World Group I, der er det næsthøjeste niveau i Davis Cup-turneringen.
Senest Danmark var i aktion i Davis Cup-sammenhæng, var også mod Indien. Dengang tabte de danske tennisherrer 4-0 i kampe, men med Rune på holdet og en andet underlag, tror Michael Mortensen på dansk succes.
- At spille i den varme på græs mod et indisk hold, som er vant til de forhold, var en svær opgave, som vi egentlig løste meget fint selvom vi tabte, siger Michael Mortensen.
- Vi har nogle rigtig dygtige spillere, og er nu på hjemmebane og spiller på hardcourt, så jeg er meget fortrøstningsfuld på det danske holds vegne.
Og så har Danmark altså et es i ærmet, som kommer til at give et boost til det danske hold. For med Rune på holdkortet kommer areanaen forhåbentlig til at blive stopfyldt.
- Bare det at spille foran et stort dansk publikum vil være med til at give det danske hold et løft, siger Michael Mortensen.
- De andre spillere kommer også til at hæve deres niveau, når de kan læne sig op ad en spiller med Holger Runes klasse.
Den danske trup består udover Holger Rune af August Holmgren, Elmer Møller, Johannes Ingildsen og Christian Sigsgaard.
Davis Cup-opgøret mod Indien spilles den 3. og 4. februar i Royal Stage i Hillerød og kan ses på DRTV, DR1 og DR2.