Holger Rune vinder dansk tennisturnering

Den 17-årige dansker besejrede Christian Sigsgaard i finalen

Holger Rune vandt søndag UTR Leschly Challenge efter en finalesejr i to sæt over Christian Sigsgaard. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Søndag var finaledag i UTR Leschly Challenge, hvor fire af Danmarks fineste mandlige tennisspillere dystede. Efter lørdagens

semifinaler
var finalen et opgør mellem Holger Rune og Christian Sigsgaard. Efter lige knap fem kvarters spil kunne Holger Rune række armene i vejret og juble over sejren.

Første sæt var en tæt affære, og de to fulgtes ad i stillingen. Christian Sigsgaard fik brudt Holger Runes serv til en 4-2-føring, men Holger Rune brød tilbage, og så måtte der en tiebreak til.

I tiebreaken var Holger Rune stærkest og sikrede sig en sætsejr på 7-6.

Det næste sæt var dog på ingen måde lige så tæt som det første. Her var klasseforskel, og Holger Rune kørte hurtigt sættet hjem med cifrene 6-2.

Bronzekampen
stod mellem Frederik Løchte Nielsen og Johannes Ingildsen. Her havde Johannes Ingildsen mulighed for at få revanche efter finalenederlaget til netop Frederik Løchte Nielsen ved invationsturneringen i Give for en uge siden.

Efter første sæt lugtede det da også af revanche, da Johannes Ingildsen tog sættet med 6-3. Men derfra styrede Frederik Løchte Nielsen begivenhederne og tog de to næste sæt, begge med cifrene 6-3 og kampen 2-1 i sæt.

Med turneringssejren til Holger Rune følger en præmiesum på 50.000 kroner, mens Christian Sigsgaard tager 30.000 for andenpladsen.

Facebook
Twitter