Holger Runes comeback tillader det danske landshold at drømme stort

Holger Rune ser frem til at spille på dansk grund, når han i weekenden går på banen for Danmarks Davis Cup-hold.

En amerikansk avis skrev for nylig, at Holger Rune taler, som han spiller tennis - i et hæsblæsende tempo med få pauser til at trække vejret.

På samme måde har den danske tennisspiller en masse at sige, når DR Sporten spørger, hvad han tænker om at skulle spille landskampe for det danske Davis Cup-hold, der i weekenden møder Indien.

- Det er sindssygt fedt. Det er så længe siden, jeg har spillet hjemme i Danmark. Det bliver sindssygt fedt at spille foran alle de danske fans, siger Holger Rune.

"Sidst" var i 2018, da en 14-årig Holger Rune var med mod Egypten. Siden er der sendt mange tennisbolde over nettet, og den i dag 19-årige ketsjeratlet rangerer i skrivende stund som nummer ni på verdensranglisten.

Holger Rune bliver den første dansker i aktion, når han fredag eftermiddag møder Yuki Bhambri, der er nummer 571 på verdensranglisten.

Holger Rune spiller som oftest på egen hånd, når han træder på banen ved turneringer som det netop overståede Australian Open. Derfor ser han frem til et anderledes format på dansk grund i Hillerød.

- Jeg elsker Danmark, som er et dejligt land, og jeg glæder mig til at spille i weekenden på en fantastisk bane for full house, siger han.

- Det er ikke så tit, det sker, men når muligheden er der, tager jeg chancen og kommer hjem.

Og det er det danske landshold glade for, at Holger Rune gør - tager chancen.

"Jeg kan huske, at han justerede små ting fra den ene dag til den anden, hvor jeg bare tænkte: Hold da kæft, han er flere år forud for sin udvikling", har Frederik Løchte Nielsen sagt om det første møde med Holger Rune. (Foto: © Nikolai Linares, Nikolai Linares)

'Vildt, hvor god han er'

Davis Cup-kaptajn Frederik Løchte Nielsen har udtaget Danmarks trup, og han mener, at der i Holger Rune er tale om et once in a lifetime-talent.

Ifølge den tidligere Wimbledon-vinder i herredouble vil Holger Rune "forstærke alle landshold i hele verden".

- Det er et kæmpe privilegie at have ham på holdet, og hans tilstedeværelse betyder, at vi kan have nogle store ambitioner, siger Frederik Løchte Nielsen.

Herunder kan du høre Frederik Løchte Nielsen sætte ord på Holger Runes betydning:

Det handler dels om, at Holger Rune er en dygtig tennisspiller, og dels om at han er en god dreng, som bidrager med godt humør.

Frederik Løchte Nielsen var også med på holdet, da Holger Rune debuterede i 2018, og tennismæssigt er der sket en masse, understreger han.

- Det er helt vildt, så godt han spiller. Det er dagligdag for ham, men det er ikke dagligdag for os, så det er også fedt at være med og for drengene at opleve det niveau, der skal til for at være i top-ti i verden, fortæller Frederik Løchte Nielsen.

Holger Rune går på banen fredag eftermiddag som den første mand i aktion for det danske Davis Cup-hold. Du kan se opgøret på DR1, DR2 og DRTV fra klokken 15.45, ligesom du kan lytte med på DR Lyd og følge med her på DR.dk.