'Hun har drukket 700 drinks': Tilskuer vil hive tennisspiller i retten for druk-beskyldninger

En episode under årets Wimbledon-finale har nu fået en tilskuer til at sagsøge australske Nick Kyrgios.

Tennisspilleren Nick Kyrgios har flere kontroversielle sager på CV'et, og nu tilføjes endnu en. (Foto: © Toby Melville, Ritzau Scanpix)

Han er blevet kaldt tennissportens bad boy, for sine verbale, konfrontatoriske udbrud under kampene, men også for sit selvtillidsfulde og til tider flabede spil.

Begge dele viste australske Nick Kyrgios i årets Wimbledon-turnering, hvor han nåede hele vejen til finalen.

Her stod han ansigt til ansigt med serbiske superstjerne Novak Djokovic, men undervejs i opgøret var den 27-årige australiers fokus rettet andetsteds.

Lidt larm fra én enkelt person på tilskuerpladserne distraherede Nick Kyrgios, der derfor henvendte sig til dommeren for at beklage sig. Over TV-signalet kunne man høre australieren beskylde tilskueren for at være beruset og at 'have drukket 700 drinks', og senere endte personen også med at blive bedt om at forlade siddepladserne.

Sidenhen blev finalen spillet færdig, Djokovic vandt, og så skulle man tro, at den bog var lukket.

Det er dog ikke tilfældet.

For tilskueren er ikke tilfreds med Nick Kyrgios beskyldninger under finalen, og nu truer hun med at hive ham i retten for æreskrænkelse. Det fremgår af en skriftlig udtalelse, den polske tennistilskuer og jurist, Anna Paulis, samt hendes advokater har offentliggjort tirsdag, skriver nyhedsbureauet Reuters.

- Det forårsagede ikke kun betydelig skade på dagen, hvilket resulterede i, at jeg midlertidigt blev fjernet fra arenaen. Men hr. Kyrgios falske påstand blev også udsendt til og læst af millioner rundt om i verden, hvilket forårsagede mig og min familie betydelig skade og pinsel, siger Anna Paulis.

Wimbledon-finalen startede godt for Nick Kyrgios, da han vandt første sæt. Men efterfølgende gik det ned ad bakke for ham. (Foto: © Toby Melville, Ritzau Scanpix)

Polakken skriver desuden, at påstanden, om at hun var fuld, var hensynsløs og ikke havde hold i virkeligheden. Derfor håber hun også, at hendes udtalelse får Nick Kyrgios til at reflektere over sin opførsel, og at han kommer med en løsning på sagen.

- Men hvis han ikke er villig til at gøre dette, er jeg forpligtet til at opnå retfærdighed i retten, skriver hun.

'Hun har drukket 700 drinks, bro'

I et interview med britiske The Sun har polakken fortalt, at hun udelukkende var ude på at støtte Nick Kyrgios med sine tilråb under Wimbledon-finalen.

Men australieren opfattede det snarere som forstyrrende, da han skulle serve, og det fortalte han til kampens dommer.

- Det kostede mig næsten sejren i mit serveparti. Hvorfor er hun her stadig? Hun er sanseløst beruset, sagde Kyrgios under kampen.

Tennisdommeren Renaud Lichtenstein måtte lægge øre til flere frustrationer fra Nick Kyrgios under Wimbledon-finalen. (Foto: © Paul Childs, Ritzau Scanpix)

Dommeren vidste dog ikke, hvem australieren talte om, og så udpegede han hende.

- Det er hende med kjolen. Hende, der ligner, at hun har drukket 700 drinks, sagde australieren.

Så mange drinks havde polakken næppe fået indenbords, men hun blev efterfølgende eskorteret væk fra tilskuerpladserne.

Og spørger man Michael Mortensen, der er tenniskommentator hos Discovery, var det bestemt ikke uforudsigeligt, for Nick Kyrgios hører og ser alt, hvad der foregår både på og uden for kridtstregerne.

- At han kan pege på den person, der har ytret sig, viser, at han bruger tilskuerne som den helt store inspirationskilde. Er der en tilskuer, han kan blive lidt knotten på, som gør, at han også har en modstander uden for banen, gør han det, siger Michael Mortensen.

- Man skal ikke involvere sig i de her samtaler med Nick Kyrgios i kampene. Der kommer man til kort. Det skete også med skuespilleren Ben Stiller under en kamp, da han sagde et eller andet.

Verbale udbrud en del af hans spil

Det forsvarer naturligvis ikke australierens beskyldningerne om, at polakken skulle have fået en snes for meget alkohol.

Men verbale udråb - også mod tilskuere - er en del af hans spil, fortæller Michael Mortensen.

- Han prøver at bruge det som et våben, så modstanderen bliver frustreret over, at der sker så mange ting uden for banen i stedet for på banen. Det er jo et lille skaktræk fra hans side. Jeg har set masser af kampe, hvor spillere er ved at blive sindssyge, siger tenniskommentatoren.

For Nick Kyrgios bliver bedre, når hele verden er i mod ham, fortæller Michael Mortensen.

Australieren lader sig provokere og bruger konfrontationerne som et våben, så han får et mentalt overskud.

Ind i mellem har de verbale udbrud dog taget overhånd for Nick Kyrgios, fortæller Michael Mortensen, men det er gadedrenge-udtrykket, der gør ham til den spiller, han er, og derfor skal han finde den gyldne middelvej.

- Hvis han bliver for poleret, kan han ikke holde det niveau, han har i øjeblikket. Men jeg håber, han finder balancen, hvor der er plads til både spasmageri, verbale udbrud, kontakten med tilskuerne og så det meget, meget flydende spil, han er garant for.