Hvad ved en fodboldspiller om tennis? FC Barcelona-stjerne vil revolutionere historisk turnering

Fodboldspilleren Gerard Pique kritiseres for at have købt sig ind i tennisturneringen Davis Cup.

Træning, kost og søvn. Tre grundsten i de fleste topatleters arbejde. Men sådan er det ikke for den spanske fodboldstjerne Gerard Pique.

Forsvarsspilleren, der til daglig spiller i den spanske storklub FC Barcelona, sover nemlig så lidt som muligt.

- Jeg sover knap nok fire-fem timer hver nat. For jeg har brug for tid til alt muligt, sagde han for nylig til den spanske avis El País.

De mange vågner timer, som Gerard Pique indretter sine dage med, skyldes, at han er begyndt at bijobbe. Ved siden af tilværelsen som professionel fodboldspiller er han forretningsmand.

Han driver investeringsvirksomheden Kosmos, hvis hovedværk kulminerer i disse dage. På en 25-årig kontrakt med det internationale tennisforbund, ITF, har Kosmos garanteret at investere i omegnen af 850 millioner kroner årligt i tennis for til gengæld at overtage rettighederne til at drive Davis Cup – verdensmesterskabet for tennislandshold.

Gerard Pique kalder det 'sit livs projekt'. Davis Cup er en af de mest traditionsrige turneringer i tennis, men nu har Kosmos totalrenoveret og ommøbleret den historiske institution.

Gerard Piques virksomhed Kosmos har i år relanceret tennisturneringen Davis Cup, som i denne uge har premiere i sin nye form i Madrid. (Foto: Gabriel bouys © Scanpix)

Indtil i år har kampene i Davis Cup været spredt ud over kalenderåret og kloden. Med hjemme-og udebanekampe mellem landsholdene fordelt henover fire spillerunder i februar, april, september og november.

I stedet er Davis Cup under Kosmos' ledelse nu blevet en turnering, hvor alle landshold samles til en slutrunde, sådan som man kender det fra blandt fodbold- og håndbold-VM. Alle kampe spilles i ét værtsland på én uge. Fra gruppespil til kvartfinaler, semifinaler og finale.

Men ikke alle er glade for, at en fodboldspiller nu står i spidsen for at skabe forandring i tennis og den 119 år gamle Davis Cup.

Sportens allerstørste navn, Roger Federer, har udtalt, at det er mærkeligt at se en fodboldspiller komme ind i tennisverden på den måde, og han advarer imod, at Davis Cup ikke må blive til 'Pique Cup.'

- Vi bliver drevet af en spansk fodboldspiller. Det svarer til, at jeg kom og begyndte at lave om på Champions League, har Lleyton Hewitt, der er tidligere verdensetter i tennis og nuværende holdkaptajn for det australske Davis Cup hold, tidligere sagt.

Den tidligere verdensetter i tennis Lleyton Hewitt er en af flere, der er kritisk over for Gerard Piques nye indflydelse i tennistoppen. (Foto: TIM WIMBORNE © Scanpix)

De store stjerner skal tilbage i folden

Det nye format, der lige nu har premiere i Madrid i Spanien, er et forsøg på at styrke Davis Cups værdi som brand. Den tidligere version af Davis Cup døjede nemlig med en vedvarende hovedpine: At sportens største navne tøvede med at stille op i turneringen.

- Fordi topspillernes turneringskalendere i forvejen er så pressede, begyndte flere og flere at skippe Davis Cup, fordi det krævede så mange kampe med stor geografisk spredning og over mange uger i løbet af året, siger den tidligere danske Davis Cup-deltager og nuværende tenniskommentator Michael Mortensen.

- Derfor har det nok også været nødvendigt med en forandring nu. For det er gået ud over fan-interessen, at de største spillere har valgt turneringen fra. Og det lader til, at der virkelig er opbakning fra topspillerne, nu hvor turneringen er blevet mere komprimeret. Jeg tror, det kan blive en kæmpe succes.

Selvom Davis Cups nye format giver færre rejse- og kampdage for sportens travle verdensstjerner, er det dog ikke alle, der byder fornyelsen velkommen.

Rusland og Tyskland er begge med i Davis Cup, men verdensranglistens nummer fem og syv, russiske Daniil Medvedev og tyske Alexander Zverev, har valgt ikke at deltage.

- For mig er Davis Cup hjemme- og udebanekampe. At spille over én uge, ét sted, hvor alt bliver afgjort, er ikke Davis Cup. Jeg håber, at folk indser, at Davis Cup er mere end bare penge; det er historie, siger Alexander Zverev til BBC.

Alexander Zverev har valgt ikke at deltage i Davis Cup i denne uge, fordi han er utilfreds med turneringens nye format. (Foto: DANIEL LEAL-OLIVAS © Scanpix)

Ny turnering opstår ud af politisk flimmer

Uroen og uenigheden ulmer lige nu i tennissportens top. Og det er ikke kun på grund af Gerard Piques relancering af Davis Cup. Tennisspillernes kalender har nemlig ikke fået bare én ny landsholdsturnering, men to.

I mere end 100 år har ITF med Davis Cup haft monopol som tennissportens svar på VM. Men fra januar lancerer det andet store internationale tennisforbund ATP, Association of Tennis Professionals, en konkurrent til formatet: ATP Cup.

I ATP Cup tørner 24 landshold sammen i Australien og skal over 10 dage spille gruppespil, kvartfinaler, semifinaler og finale. Et format, der til forveksling ligner den nye version af Davis Cup.

Det betyder, at der nu er to landsholdsturneringer, der begge gerne vil opfattes som tennissportens verdensmesterskab. Ifølge Michael Mortensen udspringer den nye konkurrencesituation om at kunne tilbyde tennissportens 'rigtige' VM af en politisk interessekonflikt mellem ITF og ATP.

- Jeg tror ikke, ATP har været meget for ITF's nye Davis Cup-format. Derfor har de lavet deres egen landsholdsturnering. Der er jo stor kommerciel interesse i at være dem, der kan tilbyde turneringerne, hvor de bedste spillere ønsker at være med.

Michael Mortensen mener, det risikerer at blive en ulempe for tennissporten, at der nu er to turneringer, der ikke kan blive enige om, hvilken der er den rigtige VM-turnering.

- Det er ærgerligt for tennissporten, at to så store organisationer har svært ved at samarbejde om så vigtig en ting. Et eller andet sted havde der jo ikke været brug for ATP Cup, hvis ITF og ATP kunne få samarbejdet til at fungere om Davis Cup. For sportens bedste burde de have et fælles mål om at skabe én fantastisk landsholdsturnering, som kunne være den bedst mulige reklame for tennis worldwide.

Når Gerard Pique (i midten) ikke bruger sin fritid på at være forretningsmand, er han forsvarsspiller i den spanske storklub FC Barcelona. (Foto: Susana Vera © Scanpix)

Febrilsk famlen eller modig modernisering?

I stedet for én hel, risikerer tennissporten nu at få to halve VM-titler. I Davis Cup er den ingen verdensranglistepoint på højkant, men til gengæld er den vigtig at deltage i, hvis man vil kvalificere sig til OL. I ATP Cup er der ingen OL-billetter på spil, men til gengæld er der verdensranglistepoint.

Den todeling gør, at Gerard Piques ambition om gøre Davis Cup mere attraktiv for verdenseliten bliver udfordret fra dag ét.

Gerard Pique har investeret millioner af kroner og mange timers misset nattesøvn i at revolutionere landsholdstennis og relancere Davis Cup.

Nu står projektet sin første store prøve i Madrid, men noget tyder på, at annonceringen af det konkurrerende VM-format har påvirket Davis Cups tiltrækningskraft.

Inden turneringen blev skudt i gang mandag, berettede den engelske avis The Telegraph, at 66 procent af billetterne stadig ikke var blevet solgt.

Mens ITF og ATP kæmper om stjernespillernes og fansenes gunst, syner et spørgsmål krystalklart midt i tågen af turneringsstrukturer og tennis-tovtrækkeri: Er der plads til to næsten identiske landsholdsturneringer?

Gerard Pique er i tvivl, siger han.

- Jeg ved ikke, om der er plads i tennis til begge turneringer eller ej. Men jeg har altid sagt, at vores idé er at åbne døren for ATP, så vi kan lave en aftale. Jeg tænker, at det er logiske skridt for fremtiden.

Davis Cup afgøres i denne uge i Madrid. Her ses den chilenske spiller Nicolas Jarry i aktion. (Foto: Gabriel bouys © Scanpix)

En fodboldspiller der vil revolutionere tennissporten. Og to nye VM-lignende landsholdsturneringer i kommerciel skyttegravskrig, som samtidig flirter med en fusion, før det hele rigtig er begyndt. Der er grunde nok til at være forvirret.

Men er de mange nye tiltag et tegn på sygdom eller sundhed i tennistoppen? Er det nødvendig og modig modernisering i et foranderligt sportslandskab, eller er det en febrilsk famlen efter formularen for fremtidens sportevents?

Ifølge den tyske tennislegende Boris Becker, som skal være Tysklands holdkaptajn til den kommende premiereudgave af ATP Cup, er det et sundhedstegn.

- Tennis er et rigtig godt sted lige nu. Det faktum, at vi har så mange nye turneringer, taler for den interesse, det image og den kvalitet, som spillerne har, siger han til den engelske avis The Guardian.

Davis Cup spilles lige nu i Madrid i Spanien. Kvartfinalerne spilles fra torsdag d. 21. november, og finalen spilles søndag d. 24. november