Som en af Danmarks største sportsstjerner interesserer Caroline Wozniacki ganske naturligt mange danskere. Det kan man også se i mængden af spørgsmål, som danskerne stiller Google, hvor man vil vide alt fra hendes højde, hvor meget hun tjener, civilstatus og hendes største sejre.

Vi har samlet en håndfuld af de fleste spørgsmål stillet på Google og giver svarene herunder:

"Hvem er Caroline Wozniacki?"

Skulle man være enten a) fuldstændig ligeglad med sport, eller b) have levet under en sten de seneste 10 år, så er det muligt, man ikke ved hvem Caroline Wozniacki er.

Skulle det være tilfældet er her den korte udgave: Hun er Danmarks suverænt bedste tennisspiller nogensinde.

"Hvorfor har Caroline Wozniacki plaster på knæet?"

I en årrække har Wozniacki spillet med et plaster på venstre knæ, og det skyldes, at hun lider af springerknæ. Med tapen sikrer hun sig, at hun ikke er hæmmet særligt meget af knæet, når hun spiller.

"Er Caroline Wozniacki dansk statsborger?"

Ja, hun er født og opvokset i Danmark. Spørgsmålet bliver nok ofte stillet på grund af hendes polske forældre, men de flyttede altså til Danmark inden Wozniacki blev født. Nærmere bestemt Odense – det eventyr kunne H.C Andersen nærmest ikke have skrevet bedre.

"Er Caroline Wozniacki skadet?"

I oktober måtte Caroline Wozniacki trække sig fra en turnering i Hongkong med en skade i venstre albue. Den skade er hun heldigvis over nu, og lørdag kan hun vinde karrierens første Grand Slam.

"Hvad har Caroline Wozniacki vundet?"

Ja, altså udover utrolig mange fans’ hjerter? Et utal af turneringer. Siden hun blev senior i en alder af 15 i 2005, har hun vundet 27 titler på WTA-touren - siden 2008 har hun formået at vinde mindst én titel om året. Bedst gik det i 10/11, hvor hun begge år vandt hele seks titler. Men den største triumf kom kort før nytår, da den danske superstjerne vandt sæsonfinalen, hvor verdens otte bedste spillere var samlet.

"Er Caroline Wozniacki gift?"

Nej, men det var saftsuseme tæt på! Hun var forlovet med den nordirske golfstjerne Rory McIlroy tilbage i 2014. Invitationerne var sendt ud og det hele planlagt, men pludselig ringede golfspilleren og aflyste. Wozniacki har dog fundet kærligheden igen hos NBA-spilleren David Lee.

"Hvad nummer ligger Caroline Wozniacki?"

Hun har tidligere ligget nummer et i verden, men kom derefter ind i en skidt periode, hvor hun raslede ned af ranglisten. Nu er hun dog tilbage i verdenstoppen (aktuelt som nummer to).

"Hvor bor Caroline Wozniacki?"

Som en sand globetrotter bor Wozniacki nok mest på hoteller til turneringer rundt omkring i verden. Hendes officielle bopæl er dog i Monte Carlo, Monaco, men hun har også ejendomme i USA.

"Hvordan gik det Caroline Wozniacki?"

Det er jo et mere dagsrelevant spørgsmål. Hendes sidste kamp var natten til torsdag, hvor hun vandt semifinalen ved Australian Open over Elise Mertens med 6-3, 7-6.

"Hvem sponsorer Caroline Wozniacki?"

”Rene linjer – det er vigtigt” vil for nogle nok lyde velkendt. Sloganet stammer fra den fremragende reklameserie Wozniacki lavede med Europæiske Rejseforsikringer tilbage i 2012. I år kunne den succesfulde dansker så annoncerer en livstidskontrakt med Adidas, så penge løber hun nok ikke tør for lige foreløbigt.

"Hvor gammel var Caroline Wozniacki, da hun begyndte spille tennis?"

Hun begyndte at spille da hun var 7 år, og hun har fået sin tennisopdragelse i Farum. Efter kun at have spillet i fire år, blev der lavet det famøse tv-indslag, hvor hun udtalte at hun ville være verdens bedste. Således opnået – nemt!

"Hvor meget har Caroline Wozniacki tjent?"

Rigtig rigtig rigtig mange penge. En ting er de penge hun har tjent på turneringer, hvor hun har vundet $26.856.094 - omkring 160 millioner kroner. Men så er der sponsorater og meget andet, og her er der også rigtig mange penge at hente.

"Hvilken pris fik Caroline Wozniacki i januar 2015?"

Forud for Australian Open blev det offentliggjort at danskeren ville blive udnævnt som ’Ambassador of the year’ på WTA-touren. Udmærkelsen kom efter et år, hvor Wozniacki udover at have fuldt program på touren også lige løb New York City Marathon, hvor hun samlede penge ind til velgørenhed. Vildt!

"Hvem er træner for Caroline Wozniacki?"

Som Marilyn Monroe sang det ’My heart belongs to daddy’. Wozniacki har haft flere trænere i karrieren, men alle kun i kort tid. Altid er hun vendt tilbage til sin far efterfølgende, og nu har hun sagt, at hun er færdig med at forsøge med andre.

"Hvem viser Caroline Wozniacki?"

Finalen i Australian Open kan ses både på Eurosport og Kanal 5 fra klokken 9.30 lørdag morgen. Hvis du ikke er i nærheden af et TV, når hun spiller en af karrierens største kampe, kan du selvfølgelig følge hendes kamp i live-tekst her på dr.dk/sporten.

Rettet: Faktafejl i grafik