I 2008 leverede Federer og Nadal historiens bedste Wimbledon-kamp - Nu mødes de igen

De to tennisikoner mødes i en Wimbledon-semifinale i eftermiddag.

For første gang i 11 år mødes Rafael Nadal og Roger Federer ved Wimbledon. Foto: REUTERS/Toby Melville (Foto: Toby Melville © Scanpix)

Wimbledon. Verdens ældste tennisturnering. Faktisk også ældre end udtrykket ”historiens vingesus”. Det siger vist det hele.

Græsset i England er et sted, hvor et trofæ i strakte arme er lig med en plads direkte i, ja, tennishistorien.

Dér, på Centre Court, har drabelige dueller og rivaliseringer gennem årene udspillet sig. Så store, at der er skrevet bøger, lavet dokumentarer og sågar indspillet film herom. For to år siden udkom spillefilmen Borg vs. McEnroe om den legendariske Wimbledon-finale i 1980. Opgøret mellem Björn Borg og John McEnroe blev i flere årtier betragtet som den bedste kamp ved græsturneringen nogensinde. Blev.

For i 2008 skulle en 4 timer og 48 minutter lang finale vise sig at sig at vende op og ned på det og samtidig lægge kimen til det, der sidenhen velsagtens kan betragtes som den største rivalisering i moderne tennis.

Roger Federer mod Rafael Nadal. Schweizisk elegance mod spansk råstyrke.

- Jeg har været så heldig, at folk har talt om min kamp mod Björn Borg i 1980 som en af de store kampe. Men jeg så finalen i 2008 og sagde bagefter til mig selv: 'Det her er den bedste kamp, jeg nogensinde har set ved Wimbledon', udtalte John McEnroe til BBC sidste sommer, da '10 års-jubilæet' for finalen mellem Federer og Nadal blev markeret.

Fem sæt, herunder to tie breaks, måtte d'herrer igennem, før en dengang 22-årig spanier kunne hæve trofæet efter cifrene 6–4, 6–4, 6–7(5–7), 6–7(8–10), 9–7.

John McEnroe i aktion mod Björn Borg under Wimbledon i 1980. Foto: Arkivfoto/Ritzau Scanpix (Foto: ROBERT DEAR © Scanpix)

Ikke siden er Roger Federer og Rafael Nadal mødtes ved verdens mest prestigefyldte tennisturnering, men fredag klokken 16.00 står de der igen, overfor hinanden, på Centre Court, og denne gang med muligheden for at spille sig i finalen.

Nadal på spring til sin sjette, mens viserne i det schweiziske tennisurværk har muligheden for at krydse toppen af skiven og spille sig i sin 12. Wimbledon-finale.

Tre gange tidligere har de mødt hinanden ved græsturneringen. Alle tre gange i finalen. I 2006 og 2007 tog Federer trofæet, mens det som sagt var Nadal, der vandt maratonkampen i 2008.

Unikke opgør

Fredagens semifinale mellem Roger Federer og Rafael Nadal er deres 40. indbyrdes single-opgør. De 39 foregående er 15 gange endt med schweizisk sejr og omvendt 24 gange med spansk jubel. Af de 39 kampe har 24 været finaler. Og det var 24 (!).

- At spille mod Roger er altid en unik oplevelse. Jeg glæder mig til at være tilbage på Centre Court mod ham efter 11 år. Det betyder meget for mig og formentlig også meget for ham, fortæller Rafael Nadal til ATP Tour forud for fredagens Wimbledon-semifinale.

Roger Federer omfavner Rafael Nadal efter spanierens Wimbledon-sejr i 2008. Foto: REUTERS (Foto: POOL New © Scanpix)

- Jeg er begejstret for kampen, begejstret over muligheden for at møde ham igen. Jeg siger altid det samme: 'Selvfølgelig er mulighederne for at spille mod hinanden hver gang blevet mindre, men vi er her stadig. Og fredag har vi endnu en chance for det', siger Nadal, der har enorm respekt for det schweiziske tennisikon.

- Jeg skal spille mod måske den bedste tennisspiller på græsunderlaget i historien og ved, at jeg skal spille op til mit bedste, hvis jeg skal have en chance for at gå i finalen, siger spanieren.

De to tennisspillere mødtes så sent som i sidste måned i semifinalen ved French Open. Her var det på grus - Rafael Nadals livret. Og det var da også spanieren, der trak det længste strå og ligeledes senere vandt turneringen.

Semifinalen mellem Roger Federer og Rafael Nadal spilles klokken 16.00 på Centre Court. Tidligere på dagen står Novak Djokovic overfor Roberto Bautista-Agut fra Spanien i den anden semifinale.

Facebook
Twitter