Kåde unge og skæve baner er Wozniackis værste Wimbledon-fjender

Wimbledon giver Wozniacki en række udfordringer, hun normalt har svært ved at håndtere.

351 dage. Så længe har hundreder af medarbejdere arbejdet på at gøre Center Court, Court 1 og alle de andre græsbaner på All England Lawn Tennis & Crouquet Club klar. Klar til årets udgave af Wimbledon, turneringen over dem alle. I daglig tale ”The Championships”.

Siden finalen en søndag i juli sidste år har den fulde fokus været på at få jævnet de mytiske græsplæner i det sydvestlige London ud. 14 dages Wimbledon forandrer anlæggets lidt mere end tyve baner fra snorlige græstæpper til det der mest af alt minder om en travetur på en støvet sti på Roskildefestivalen.

Forandringen sker gradvist under turneringen, hvilket påvirker spillet. I den første af de to uger turneringen varer er spillet præget af lave opspring som følge af det glid bolden har på græsset. I uge to hopper bolden højere, men med en mere ujævn og uforudsigelig karakter, da slitagen på det der engang var græs er forskellig og underlaget ikke har samme jævne karakter som ved starten af turneringen. Det skaber tilfældigheder og udfordringer for spillerne, der oftere end på andre underlag tvinges til at improvisere og spille alternativ tennis.

”Manic Monday” hedder mandagen i uge to af turneringen. Her indleder de tilbageværende 16 mænd og kvinder for alvor jagten på Wimbledon-trofæet i herre- og damesingle. Alle tilbageværende singlespillere er i aktion i fjerde runde. Feltet skæres fra 16 til 8 spillere i de to singlerækker. En dag Caroline Wozniacki har oplevet seks gange. Alle som taber.

Dermed er Wimbledon den turnering af de fire Grand Slams, hvor danskeren har klaret det dårligst. Det til trods for, at det var her hun som teenager strøg til tops i pigesingle og vandt juniorernes udgave af turneringen tilbage i 2006. Ser man isoleret på danskerens gode fysik, evne til at bevæge sig og tilpasse sig i en given kamp kan det undre, hvorfor danskeren aldrig har formået at spille sig forbi Manic Monday og ind blandt de sidste 8 spillere i den mest traditionsrige tennisturnering i verden. En undren danskerens tidligere træner og nuværende tenniskommentator hos Eurosport Michael Mortensen deler.

- Det er overraskende for mig. Der er flere af dem hun har tabt til, hun burde have slået. Omvendt har hun også tabt til flere spillere med store våben. Dem der bare har flere ekstra fordele af at spille på græs end Caroline har, forklarer Michael Mortensen.

De store våben har i en årrække været omdrejningspunktet for debatten, når den har omhandlet manglerne hos Caroline Wozniacki. Danskeren var kendt og frygtet som spilleren med evnen til fysisk at løbe en kamp hjem, mentalt at nedbryde modstanderne, men aldrig at slå vinderslag i en mængde til alene på den måde at tilintetgøre modstanderen.

Caroline Wozniacki med trofæet efter sejren i Eastbourne. (Foto: GLYN KIRK © Scanpix)

Sejren ved Australian Open tidligere i år lukkede en gang for alle munden på skeptikerne, der ikke troede danskeren var i stand til at gå hele vejen i en Grand Slam. Wozniacki har udviklet sig til at være en mere komplet spiller, men de offensive elementer, der er blevet bygget på, er endnu ikke af den kaliber, der kræves på græs, hvis man vil drømme med om mesterskabet i ”The Championships”.

Ifølge Michael Mortensen har Caroline Wozniacki flere kompetencer på verdensklasseniveau i form af fysik og mental styrke. Det er bare sjældent dem, der bliver afgørende, når Wimbledon bevæger sig ind i sin afgørende fase.

- Det bliver meget tilfældigt, når der spilles på græs. Det lyder som den værste kliche, men fordi duellerne er så korte grundet boldens høje hastighed og lave opspring på græs, så er det sådan det er.

- Der er kortere vej til sensationer og store overraskelser og mindre plads til at arbejde sig ind i kampene. Den cocktail er gift for Caroline, der nok er blevet bedre offensivt, men stadig savner de der store vindervåben, der bliver belønnet ekstra meget ved Wimbledon, forklarer Michael Mortensen.

Han understreger, at det i høj grad handler om at turde tage chancen og afgøre duellen tidligt. Han har med interesse fulgt, hvordan Caroline Wozniacki har udviklet evnen til at bygge pointet op og være i kontrol hele vejen. En evne hun ikke besad for få sæsoner siden.

Ofte skal der ifølge Michael Mortensen 7-8 slag til, før duellen er vundet af danskeren. På græs giver den rytme bagslag. De farlige modstandere er i stand til, på et enkelt slag, at vende defensiv til offensiv. Det ser man ikke på samme måde ske på grus og hardcourt, hvilket er en af Wozniackis helt store udfordringer inden årets Wimbledon.

Mental bagage skal bearbejdes

Caroline Wozniacki ankom i går søndag til sin første træning på Wimbledon forud for mandagens kamp i første runde mod amerikaneren Varvara Lepchenko. Hurtigt vil hun blive konfronteret med de manglende meritter ved Wimbledon, sidste år var fjerde runde endestationen mod en anden amerikaner, Coco Vanderweghe.

Mens journalisters kritiske spørgsmål til manglen på resultater kan forsvares og besvares verbalt, så er det anderledes med de udfordringer der venter på banen. Udfordringer der skal besvares med forhånd, baghånd, serv, men ikke mindst med et stærkt mentalt mindset. Noget der tidligere har kostet dyrt i de kampe danskeren har tabt i det der har udviklet sig til at blive forbandelsens fjerde runde.

- Hvis Caroline kommer bagud med et break, føler hun hurtigt det er op ad bakke. Det bliver ofte lidt låst, det tennis hun præsterer. Der må hun bare acceptere, at når man spiller på græs, så er der mange ubekendte, man skal forholde sig til. Hun er simpelthen tvunget til at spille en slags tennis, hun ikke har lyst til.

- Spørgsmålet er om hun kan føle sig nok hjemme i en utryg tilstand, når hun møder de tungtslående typer, der hverken afgiver tid eller plads til at spille dueller. Det er det der tidligere har kostet hende uventede nederlag ved Wimbledon, hendes manglende evne til at tilpasse sig en uvant situation, forklarer Michael Mortensen.

Han understreger at han har Caroline Wozniacki som én i et bredt felt af bejlere til titlen ved Wimbledon i en tid, hvor internationale dametennis ikke har en decideret dronning. Noget der ved Wimbledon er til Wozniackis fordel, i særdeleshed efter sejren i årets første Grand Slam, Australian Open.

En sejr der bør betyde et større mentalt overskud i kampene på den store Grand Slam-scene. Et overskud der skal anvendes til at udfordre og udforske det ukendte, noget der bliver vitalt i danskerens forsøg på at forcere den svære fjerde runde.

- Hun skal komme mere frem til nettet end hun plejer at gøre. Det skal være en del af hendes koncept, hvis hun vil bryde forbandelse med at ryge ud i fjerde runde. Man skal spille ud af den boks man plejer at gøre, når man hedder Caroline Wozniacki, hvis man vil have større succes end fjerde runde ved Wimbledon, forklarer Michael Mortensen.

Forklaringen fra Michael Mortensen hænger i høj grad sammen med, at international dametennis i de senere sæsoner har set en række unge spille storme frem mod verdenstoppen. Senest fik Wozniacki det selv at mærke ved French Open, hvor hun for tredje gang i år tabte til den unge russer Daria Kasatkina.

Japaneren Naomi Osaka og letten Jelena Ostapenko er andre navne der, med udsving, har været i stand til at hamle op med og besejre de etablerede verdensstjerner som Wozniacki, Anngelique Kerber, Serena Williams og Simona Halep.

Kåde unge er de farligste i flokken

Netop de unge spillere er ifølge Michael Mortensen de farligste i turneringen for Caroline Wozniacki. De spiller med en mangel på respekt for de store stjerner. Den respekt danskeren ofte har held med at anvende til egen fordel mod de mere etablerede spillere. En respekt der ofte udvikler kampen i en mere mental retning. Mod de unge bliver det ofte mere brutalt og uden andet end power som afgørende faktor.

- Carolines udvikling med eksempelvis et slag som den underskruede slice samt frækheden til at lave flere stopbolde er nøglen, hvis hun skal kunne hamle op med de hårdtslående stjerner og de kåde unge. Hun skal være i den mentale balance der gør, at hun hele tiden kan se, hvilket slag i hendes værktøjskasse, der skal anvende næste gang.

Wozniacki havde gang i det store slagrepertoire under turneringen i Eastbourne. (Foto: GLYN KIRK © Scanpix)

- Hun har ikke samme power som mange af de andre, derfor bliver hendes evne til ikke at lade sig påvirke af de kompromisløse typer vital. For uanset hvad, så vil hun før eller siden møde en brutal spiller ved Wimbledon, forklarer Michael Mortensen.

Udover egen mental balance fremhæver Wozniackis tidligere træner Michael Mortensen et særligt punkt hos danskeren der skal lykkedes, hvis Wimbledon i år skal vare mere end fire kampe for Wozniacki.

- Returneringen er helt klart der, hvor Caroline halter. Hun bliver for henholdende, når hun returnerer. Jeg så det senest i French Open. Hun skal turde træde mere ind i banen, signalere til modstanderen, at hun ikke frygter deres server. De skal frygte hendes returnering.

- Det element er ekstremt vigtigt på græs, det kan afgøre kampene. Caroline har muligheden for at gøre det, fordi hendes benarbejde er så godt, at hun hurtigere end nogen anden kommer godt i stilling til bolden.

Mens de første timers tennis denne mandag fra den sydvestlige forstad til London vil sende kåde drømme til alverdens haveejere med lidende græsplæne, så vil Wozniacki i langt højere grad drømme sig hen, hvor det øverste lag fra 351 dages hårdt slid er væk. Det vil tage toppen af farten, skabe en bane mere i stil med det hardcourt-underlag danskeren har fejret så mange store sejre på. Senest ved Australian Open i Melbourne i januar.

Først gælder det dog mødet mandag eftermiddag med en velplejet grøn græsplæne, når Wozniacki spiller første runde af årets tredje Grand Slam mod amerikaneren Varvara Lepchenko. Modstanderen vil som turneringen skrider frem få nye navne og have større spilkompetencer. Kun ganske få vil have Wozniackis viden om, hvad der kræves for at gå hele vejen i den drømmeverden Grand Slam-turneringer er for alle tennisspillere i hele verden.

En viden Wozniacki skal huske på, når tennisboldene suser forbi hende i tilspidsede situationer. Det er den viden der skal bære hende igennem og gøre Wimbledon til et kapitel og ikke blot et komma i den imponerende historiefortælling om den danske superstjerne.

Facebook
Twitter