Kinesisk tennisstjerne beskyldte toppolitiker for overgreb. Nu truer forbund med boykot af landet

I sidste uge beskyldte den kinesiske tennisstjerne politikeren for at have tiltvunget sig sex med hende. Nu reagerer den administrerende direktør for WTA Touren.

Peng Shuai har i løbet af sin karriere både triumferet i Wimbledon og French Open, men ketsjeren har hun siden lagt på hylden. (Foto: Adnan Abidi © Ritzau Scanpix)

Det er blot lidt over en uge siden, den tidligere verdensetter i kvindedouble i tennis, Peng Shuai, beskyldte en kinesisk toppolitiker for at tiltvinge sig sex med hende.

I et opslag på det kinesiske sociale medie Weibo, beskyldte hun politikeren Zhang Gaoli for at begå overgreb på hende for tre år siden.

- Den eftermiddag gav jeg ikke samtykke, og jeg kunne ikke stoppe med at græde, skrev den tidligere verdensetter i opslaget, der siden blev slettet ifølge BBC.

Nu tager Steve Simon, der er adminstrerende direktør for den største tennisturneringsserie for de bedste kvindelige spiller, WTA Touren, så tyren ved hornene. I et interview med New York Times opfordrer han de kinesiske myndigheder til at lave en grundig undersøgelse af sagen.

- Hun udviste stort mod ved at stå frem.

- Nu vil vi sikre os, at vi bevæger os frem til et sted, hvor der gennemføres en fuldstændig og gennemsigtig undersøgelse. Alt andet, synes jeg, er en krænkelse af ikke kun vores spillere, men mod alle kvinder, siger Steve Simons ifølge New York Times.

Om en undersøgelse igangsættes vides endnu ikke. Men tennisformanden mener sin opfordring alvorligt - så alvorligt, at han truer med at udelukke Kina fra at holde turneringer i WTA-regi, hvis ikke udfaldet af en sådan undersøgelse er tilfredsstillende.

- Hvis vi i sidste ende ikke kan se de passende resultater af dette, vil vi være klar til at gå så langt at sige, at vi ikke vil drive forretning i Kina, siger Steve Simons.

Forbundet afholder 11 turneringer i Kina og havde også, ifølge New York Times, en lukrativ aftale om at afholde kvindernes sæsonfinaler i storbyen Shenzhen indtil 2030. Den blev dog i år flyttet til Guadalajara i Mexico på grund af coronavirus.

I Kina forholder man sig dog foreløbigt passivt til sagens udvikling.

- Jeg har ikke hørt om det emne, du rejser, siger det kinesiske udenrigsministeriums talsmand, Zhao Lijian ifølge ritzau.

Ikke mere censur

Opslaget, tennisstjernen lagde på det sociale medie, blev hurtigt - men ikke overraskende - taget ned igen. Langt de fleste medier i Kina er nemlig underlagt censur af regeringspartiet, og netop fordi Peng Shuais anklager ramte en toppolitiker, var opslaget lynhurtigt væk igen.

- Indholdet er ikke unikt, men hovedpersonen er unik. Det er første gang, man ser sådan en sag ramme så højprominent en person. Det er derfor, Weibo bliver fuldstændig censureret, sagde Casper Wichmann, der er daglig leder af Kinatænketanken ThinkChina ved Københavns Universitet, i sidste uge.

Zhang Gaoli er tidligere vicepremierminister i Kina og har også været medlem af toppen af det kommunistiske parti. (Foto: DON Emmert © Ritzau Scanpix)

Netop opslaget blev taget ned, ser Steve Simon som et stort problem. Han opfordrer derfor til, at sagen fremadrettet behandles uden censurering af indhold.

- Vi forventer at denne sag bliver behandlet ordentligt, så anklagerne bliver undersøgt fair og grundigt til bunds uden censur, siger tennisformanden ifølge mediet insidethegames.

Siden opslaget blev taget ned, har den tidligere verdensetter i tennis ikke leveret nye udmeldinger på det sociale medie, og stilheden fra Peng Shuais side har derfor fået flere til at frygte for hendes sikkerhed.

Steve Simon fortæller dog, at man fra flere kilder har fået bekræftelser på, at Peng Shuai har det godt og ikke er i fare.

Ingen, der har med det internationale tennisforbund at gøre, har dog været i stand til at komme i kontakt med hende endnu.

FacebookTwitter