KOMMENTAR Omvejen er altid den rigtige for Wozniacki

Nederlag og nedtur gav grobund for Wozniackis vilde forvandling, vurderer DR Sportens tennisekspert, Per Colstrup Vinkel.

De rystede på hovederne, vendte ryggen til og sagde sågar højlydt fra. Spillere, forældre og trænere var alle enige om, det var for meget. Det gik ikke.

Omdrejningspunktet var en lille lyshåret tennisglad pige og hendes far, der aldrig kunne få træning nok. Uanset hvor mange timer lille Caroline fik på træningsbanen, var det ikke nok. Derfor blev bagsædet på bilen i de tidligere ungdomsår tennisspillerens andet hjem, når farmand Piotr efter endt træningspas i én klub hastede videre til den næste klub, hvor flere træningstimer ventede.

Talentet var indlysende, det kunne selv de største rivaler til Caroline Wozniacki ikke undgå at se, men den ambitiøse tilgang og udfordring af tennisportens normer og retningslinjer i jagten på resultater og udvikling var ikke noget det danske tennislandskab tog pænt imod.

Derfor var Piotr Wozniacki drivkraften i et større logistisk setup, hvor han stod for sammenhængskraften på tennisdelen, mens mor Anna holdt styr på hjemmefronten.

På tærsklen til teenagetiden pressede Piotr på for at få træningstid med landets ypperste tennisspillere på elitecenteret i Farum. Familien var flyttet fra Herfølge til Farum af den ene årsag, at det var her tenniseliten trænede. Men Team Danmarks regler forbød klart, at lille Caroline kunne træne med, uagtet talentet allerede var indlysende som 12-årig.

Piotr Wozniacki sørgerde for, at datteren tilfældigvis spillede på banen lige inden Team Danmark-træningen begyndte, så kunne man hun lige være med under opvarmningen, og var der sygdom kunne der vil ikke ske noget ved, at Caroline var reserve.

Piotr og Caroline tog ikke et nej for et nej, reglerne blev igen og igen udfordret,. Det handlede om at sikre de bedste betingelser for datteren.

Som 16-årig vandt Caroline Wozniacki ungdomsudgaven af Wimbledon og karrieren i seniorregi tog efterfølgende fart. Altid med Piotr Wozniacki som fast følgesvend, præcis som han havde været det i tiden med juniorturneringer. Selvom datteren var en del af ungdomslandsholdet betød det ikke, at faderen kyssede Caroline farvel i lufthavnen og overlod ansvaret til den tilfældige træner forbundet havde valgt at sende med.

Wozniacki med trofæet efter sejren i Wimbledon. (Foto: Alessia Pierdomenico)

Ofte var de turneringer landsholdene rejste til valgt ud fra en fælles betragtning for spillertruppen, og ikke mindst hvornår det passede ind i trænerens kalender at rejse.

Det betød blandt andet, at Caroline Wozniacki ikke af forbundet blev tilmeldt French Open, fordi Dansk Tennis Forbund vurderede en lavere rangerende turnering ville passe bedre. Piotr var uenig, han og datteren rejste alene, uden forbundets accept, til French Open i Paris.

For hvorfor skulle hun dyste med de næstbedste, når muligheden for at prøve sig af mod de bedste var tilstede?

Sammentømret makkerpar

Opvæksten i et dansk system, der ikke var gearet til at håndtere den dedikation familien Wozniacki havde til datterens tennis, trækker tråde helt frem til lørdagens finale ved Australian Open mellem Caroline Wozniacki og Simona Halep.

For nok var klubber, forbund og trænere værktøjer der blev brugt i vejen på at opnå international succes, men den store internationale succes var aldrig blevet opnået uden evnen og modet til at udfordre og konstant sætte spørgsmålstegn ved systemerne.

Begrænsede økonomiske midler gjorde, at familien Wozniacki de første år ikke mulighed for at ansætte en personlig træner til datteren. Det var derfor naturligt, at far Piotr stod for den del af træningen, der lå udover klubtræningen i Farum og andre klubber.

Med en fortid i fodbold forstod han sig på elitesport, men tennis var nyt og derfor var timerne til klubtræning også en form for uddannelse i tennissportens tekniske og taktiske verden for Piotr Wozniacki.

Da en storsmilende Caroline Wozniacki en junidag i 2006 løftede pokalen som vinder af pigesingle ved Wimbledon var Piotr Wozniacki overbevist om, at flere af landets fremmeste trænere ville melde deres interesse for at træne datteren i jagten på yderligere international succes.

Det skete ikke.

Den dag besluttede Piotr Wozniacki, at det var ham, og ikke tilfældige trænere, der måtte være drivkraften i ambitionen om at gøre datteren til verdens bedste. Til det formål var brug for kontinuitet. Hvad han ikke havde i viden om tennis måtte der kompenseres for via hårdt arbejde.

Toptrænere som konsulenter

I oktober 2010 kunne Caroline Wozniacki efter en sejr i Beijing kalde sig for verdens bedste tennisspiller. Verdensranglistens førsteplads blev indtaget efter en sejr mod Petra Kvitova.

På tribunen klappede Piotr Wozniacki med. Han kunne se datteren høste frugten af mange års hårdt arbejde. Selv havde han via samarbejde med flere forskellige trænere oparbejdet en stor forståelse og indsigt i, hvad der krævedes for at kunne begå sig i international tennis.

Men den massive succes kom så tidligt i karrieren, at de sidste lag i udviklingen af tennisspilleren Caroline Wozniacki ikke helt var afsluttet.

Den solide base, mentalt som fysisk, var skræmmende og nedbrød stort set hele den etablerede verdenstop. Men det smukke og alsidige spil havde der ikke fra starten været den store fokus på.

Caroline Wozniacki træner i dag fortsat med hendes far, Piotr. (Foto: BJARKE ØRSTED)

Erobringen af førstepladsen betød, at fokus på et øjeblik blev forvandlet fra udvikling til resultater og fastholdelse. Det handlede konstant om at bevise overfor omverdenen, at førstepladsen ikke bare var blevet indtaget, fordi hun kunne løbe solen sort og slide modstanderne op.

I det meste af to år fokuserede danskeren på at forsvare førstepladsen, et slidsomt stykke arbejde hun udførte med vanlig professionel attitude. Problemet var bare, at de jævnaldrende konkurrenter i skyggen af rampelyset havde ro til at bygge en mere komplet spillestil op. En stil der fra 2012 og årene frem skulle vise sig at være årsag til den største nedtur i karrieren for Caroline Wozniacki.

Victoria Azarenka og Petra Kvitova var to af dem, der med sejre i Australian Open og Wimbledon vandt de store trofæer som danskeren endnu ikke havde opnået at hjemføre.

Caroline Wozniacki gled ikke bare væk fra førstepladsen, hun forsvandt også hos modstanderne som den usårlige spiller. Respekten forsvandt, modstanderne mødte til kamp mod danskeren med en viden om, hvordan hun skulle besejres og ikke mindst troen på at hun kunne slås.

Endnu en omvej for at finde tilbage på sporet

Sven Groeneveld, Ricardo Sanchez, Thomas Høgstedt, Thomas Johanson, Michael Mortensen og David Kotyza er blandt hovedingredienserne til den inspirationtur Piotr- og Caroline Wozniacki i tiden efter tabet af førstepladsen på verdensranglisten i 2012 er ude på.

Udadtil bliver ansættelserne ofte opfattet som en erstatning for Piotr Wozniacki. I enkelte tilfælde har det måske også været håbet det skulle være sådan, men slippe kontakten og følingen med datterens tennis gør Piotr Wozniacki aldrig.

Om det er manglen på kemi mellem Caroline og trænerne eller den tætte far-datter relationen, der ganske enkelt er for stærk til at give plads til en ny træner, kan kun de to svare på. Mit bud er at svaret ligger et sted midt imellem.

Uagtet afstanden til de kolde tennishaller i Køge, Farum og Lyngby var læren for Piotr Wozniacki under tiden med de skiftende trænere den samme.

Han havde basen på plads, en verdensklassespiller var blevet skabt, nu manglede toppen af kransekagen. Evnen til at kunne variere og overraske modstanderne. Kort fortalt, at blive en komplet tennisspiller.

I medierne blev de mange trænerskifter udlagt som et udtryk for Piotr Wozniackis manglende evne til at slippe tøjlerne og overgive ansvaret for datterens tennis til en mere kompetent fagperson.

Men ingen kender mennesket bag tennisstjernen Caroline Wozniacki bedre end Piotr Wozniacki. For at få bare en brøkdel af de mange nye input implementeret, ikke bare i træning, men også i kamp, krævedes uden tvivl en fortrolighed med privatpersonen Caroline Wozniacki.

15-årige Caroline Wozniacki smiler, mens hun er på vej mod toppen. (Foto: Kaare Smith)

En fortrolighed ingen af de ansatte trænere nogensinde var i nærheden af at opnå. De bidrog hver især med inspiration til udviklingen af en mere moderne spillestil. Meget mere nåede de aldrig.

Langsommelig modning

Fra 2012, hvor danskeren mistede førstepladsen på verdensranglisten, gik to et halvt år inden Caroline Wozniacki stod i finalen i en Grand Slam for anden gang.

Nederlaget i US Open til Serena Williams indikerede, at danskeren var på vej i en ny retning, men at der fortsat var langt til at kunne hamle op med sportens superstjerner.

Den stil Piotr og Caroline Wozniacki havde arbejdet med siden starten, kulminerende i 2010 med indtagelsen af førstepladsen på verdensranglisten. Et langt forløb der gjorde, at stilen var så indgroet af det tog både tid og ekstraordinære mængder af tålmodighed at ændre på. Egenskaber en træner, der er ansat for at skabe resultater nu og her, ikke kan forventes at have.

Derfor har det utvivlsomt ligget mellem linjerne, at det var far-datter konstellationen, der skulle trække det tunge læs over tid i jagten på at finde frem til en Wozniacki version 2.0. En udgave der, bygget op om de velkendte styrker, kunne formå at angribe og udfordre modstanderne, så de ikke længere kunne forudse danskerens næste træk.

I stedet for at lade sig diktere rundt på banen ville danskeren nu selv svinge tangentstokken og lade modstanderne løbe.

Løbende kunne iagttagere anskue, hvordan nye elementer opstod i danskerens spil. Sammensætningen manglede dog fortsat at blive fuldendt.

Det skete en augustdag i 2016, hvor Caroline Wozniacki i anden runde af US Open var bagud med 0-4 mod den evige rival Svetlana Kuznetsova. Fra det ene moment til det andet var det som om danskeren begyndte at tro på de tusindvis af træningstimer, hun de foregående fire år havde brugt på udvikling, rent faktisk kunne gavne hende.

Kuznetsova blev besejret og derfra har pilen peget i en kontinuerlig positiv retning såvel resultatmæssigt som spillemæssigt for danskeren.

Små fem år tog det fra erkendelsen af, at noget måtte ske til det færdige produkt kunne aflæses på banen for Caroline Wozniacki.

Lang tid vil mange mene, men Piotr- og Caroline Wozniacki gør aldrig noget halvt.

Andre ville uden tvivl have opgivet undervejs i den langsommelige søgen efter en tilpas ny spillestil, bare ikke familien Wozniacki. Lektien fra de unge år i Danmark om at intet kommer af sig selv, man må selv opsøge chancen for succes i livet gentog sig. Evnen til at tage ejerskab og tro på projektet, til trods for andres undren og kritik, virker til at blive belønnet.

Lørdag formiddag klokken 9.30 kan Caroline Wozniacki endegyldigt understrege, at omveje kan være den rigtige vej. Her spiller hun karrierens tredje Grand Slamfinale, når hun på Rod Laver Arena i Melbourne møder verdensranglistens aktuelle nummer 1, Simona Halep fra Rumænien.