Kristian Pless får comeback på David Cup-holdet

30-årige Kristian Pless er tilbage på Davis Cup-landsholdet. Kaptajn Kenneth Carlsen har udtaget Pless til dét hold, der skal møde Slovenien i februar.

30-årige Kristian Pless er tilbage på Davis Cup-landsholdet. Kaptajn Kenneth Carlsen har udtaget Pless til dét hold, der skal møde Slovenien i Velenje fra den 10.-12. februar.

Carlsens hold føres an af Frederik Løchte Nielsen, som tidligere i januar var med i karrierens første Grand Slam-turnering.

- Vi glæder os til opgaven i Slovenien, selvom det bliver svært. Slovenien er favorit, men vi tror på chancen. Forhåbentlig rider vi videre på den positive bølge fra 2011. Formår vi at bevare vores position i Europa/Afrika Group I her i 2012, vil det være en stor præstation, siger Kenneth Carlsen i en pressemeddelelse.

Danmark har mødt Slovenien en gang tidligere i Davis Cup-sammenhæng. Det skete i 2003 med Kenneth Carlsen som styrmand på banen og dansk 4-1 sejr.

Danmark har ikke været repræsenteret i Europa/Afrika Group I siden 1998 - holdet sikrede sig oprykning til Group I i september måned med 3-2 sejr over Bosnien-Hercegovina i oprykningsfinalen i Europa/Afrika Group II.

Davis Cup-truppen

Frederik Løchte Nielsen, 28 år, nummer 227 på single-verdensranglisten, nummer 103 på double-verdensranglisten. Kristian Pless, 30 år, urangeret. Thomas Kromann, 24 år, urangeret. Christoffer Kønigsfeldt, 22 år, urangeret.

 

Facebook
Twitter