Livesport på dansk jord igen: Rutineret Løchte ruller repertoiret ud og sikrer turneringssejr

Tennisspilleren Frederik Løchte Nielsen vinder overbevisende invitationsturneringen i Give.

Frederik Løchte Nielsen var sikkerheden selv, da han lørdag vandt invitationsturneringen arrangeret af Give Tennisklub og ØBG Tennis i Silkeborg. (Foto: Peter Cziborra © Scanpix)

Livesport på dansk jord?

Ja, så ventede man gerne en ekstra dag for at finde en afgørelse.

For midt i sportstørken meldte et regnvejr fredag sin ankomst, og derfor blev finalen ved invitationsturneringen for otte af de bedste danske tennisspillere

udskudt
.

Lørdag formiddag var vejrguderne i bedre humør, og her kunne finaleopgøret mellem Johannes Ingildsen (KB) og den tidligere Wimbledon-vinder, Frederik Løchte Nielsen (Lyngby), afgøres på banerne i Give.

Talent mod rutine, og her trak Løchte det længste strå med en overbevisende sejr i tre sæt.

36-årige Løchte havde fundet sit storspil frem og red videre på de gode

præstationer
i puljespillet, samt semifinalesejren over Holger Rune, og brød tidligt i første sæt Johannes Ingildsens serverparti.

Foran 4-1 så Løchte sig ikke tilbage og tog sikkert sætsejren.

Billedet var det samme i de to efterfølgende sæt.

Johannes Ingildsen viste stor energi og fightervilje, men rutinerede Løchte virkede hele tiden til at have tænkt både et og to slag foran det 22-årige talent.

  • Frederik Løchte Nielsen (tv.) vandt i 2012 den prestigefyldte turnering Wimbledon i herredouble med sin makker Jonathan Marray (arkivfoto). (Foto: Stefan Wermuth © Scanpix)
  • Frederik Løchte Nielsens vej til førstepladsen kom blandt andet i hus efter en semifinalesejr fredag over det danske tennistalent Holger Rune (billedet). (Foto: Niels Christian Vilmann © Scanpix)
1 / 2

- Jeg er virkelig tilfreds. Det var en god kamp fra min side fra start til slut, sagde Frederik Løchte Nielsen til Eurosport efterfølgende.

- Jeg havde en god fornemmelse for, hvornår jeg skulle bruge de forskellige slag. Jeg servede også ganske udmærket, så det var allround en god kamp fra min side.

Det var første udgave af turneringen, der på rekordtid - tre uger - var lykkedes at stable på benene takket være lokale sponsorer og frivillige i de to klubber, sagde sportschef i Give Tennisklub, Lars Baes, under præmieoverrækkelsen,

Han håbede derfor også, at man igen i 2021 - og de efterfølgende år - kan gentage succesen, lød det, før han overrakte Løcthe pokalen og en check på 10.000 kroner.

- Det er jo en vandrepokal. Det forpligter selvfølgelig i forhold til at komme næste år, lød det med et grin.

Facebook
Twitter