Løchte og makker overvinder problemer og spiller sig videre i French Open

Frederik Løchte og Robin Haase tabte første sæt, men vandt alligevel over britisk par i French Open.

Frederik Løchte Nielsen og Robin Haase er videre til tredje runde i French Open. (Foto: claus fisker © Scanpix)

Frederik Løchte Nielsen og makkeren Robin Haase fra Holland kan fortsat drømme om en grand slam-triumf i Paris.

Torsdag spillede den dansk-hollandske herredouble sig videre til tredje runde i French Open, hvilket svarer til ottendedelsfinalerne.

Avancementet blev sikret med en sejr i tre sæt over briterne Daniel Evans og Cameron Norrie. Løchte og Hasse vandt med 2-6, 6-2, 6-3.

Begyndte skidt, men kom igen

Indledningen på opgøret kunne ellers ikke blive værre for Løchte og Haase. De tabte kampens fire første partier, og i løbet af 26 minutter var første sæt forbi med en britisk sejr på 6-2.

I andet sæt var der kun to breakbolde. De tilfaldt begge Løchte og Haase, og begge blev udnyttet. Dermed blev der svaret tilbage med samme cifre, som første sæt blev tabt.

Det gav et overtag, som Løchte og Haase tog med ud til tredje sæt. På den sjette breakbold lykkedes det at bryde til 4-2.

Frederik Løchte Nielsens makker er Robin Haase fra Holland. (Foto: Yoan Valat © Scanpix)

Siden måtte Daniel Evans ned og bide i det røde grus, da han vrikkede om på foden. Briten rejste sig efter lidt tid og spillede kampen til ende, men Evans og Norrie kunne ikke bremse Løchte og co.

Det er endnu uklart, hvem Løchte og Haase skal møde i tredje runde. Der kan dog vente særdeles hård modstand, hvis de tredjeseedede colombianere Robert Farah og Juan-Sebastian Cabal slår sig videre fra anden runde.

/ritzau/

Facebook
Twitter