Løchte om Wimbledon-avancement: 'Var lidt rusten'

Frederik Løchte Nielsen spillede mandag sin første hele kamp under dette års Wimbledon.

Frederik Løchte følte sig lidt rusten, men blev spillet varm under dagens sejr ved Wimbledon. (Foto: Claus Fisker/Scanpix 2016) (Foto: claus fisker © Scanpix)

Frederik Løchte Nielsen og engelske Joe Salisbury kvalificerede sig mandag til kvartfinalen i Wimbledon.

Doubleparret slog de to colombianere Juan-Sebastian Cabal og Robert Farah i fire sæt med cifrene 5-7, 7-6, 6-3 og 7-6, og derfor var det også en tilfreds Frederik Løchte, der gav sit syn på kampen efterfølgende.

- Det var en ganske glimrende kamp, hvor vi spillede godt, selv om jeg var lidt rusten i starten. Begge hold servede godt, og så var der lige nogle udfald undervejs, hvor vi var gode til at minimere skaden og bevare roen, siger Løchte.

Harmoni og jokes

Kampen mandag var parrets første hele kamp sammen i årets Wimbledon, og stemningen mellem Frederik Løchte og Joe Salisbury lover godt før næste runde.

- Samarbejdet er glimrende, og vi har en god harmoni, hvor vi på de rigtige tidspunkter også lige kan fortælle en joke. Vi har en god forståelse for, hvornår vi veksler mellem dét og det seriøse. På den måde er der ikke noget specielt ved at spille sammen med Joe, for vi spiller sammen som om vi havde gjort det i meget længere tid, siger Løchte, der vurderer de resterende hold i double-turneringen til alle at kunne spille med om titlen.

- Alle otte hold kan gå hele vejen, det er så tæt i double og især på græs, hvor der er så meget 'tjubang' og ikke så mange break-chancer. Så alle har muligheden, og vi har en lige så stor mulighed som de andre, siger Frederik Løchte.

Facebook
Twitter