Maria Sharapova tryner alle andre på pengelisten

I eftermiddag møder Caroline Wozniacki den tennisspiller i verden, der tjener flest penge.

Maria Sharapova har indbringende aftaler med bl.a. Nike, der sikrer hende en topplacering på Forbes' pengeliste. (Foto: Roslan Rahman © Scanpix)

Det kaster lidt af sig, når man har sponsoraftaler med firmaer som Nike, Porsche, Samsung, Tag Heuer og Evian. Det kan Maria Sharapova tale med om, for den russiske tennisspiller topper listen over hvilke kvindelige sportsfolk, der tjener flest penge.

På dén liste distancerer den lange russer fx verdensetteren Serena Williams, der godt nok har mere succes på banen, men til gengæld ikke høster så meget fra sponsorerne.

Det er magasinet Forbes, der hvert år opgør listen over de kvinder, der tjener flest penge. Sharapova har fra juni 2013 til juni 2014 sikret sig 24,4 millioner dollar (142 millioner kroner).

Heraf kommer knap 14 millioner kroner fra præmiepenge, mens det er sponsorer, der spytter de resterende 128 millioner kroner i kassen.

Wozniacki på flot syvendeplads

Sharapova møder som bekendt Caroline Wozniacki ved sæsonfinalen i Singapore i eftermiddag, og russeren fører den indbyrdes kampstatistik 5-3 før kampen. Pengemæssigt er hun også i front, men Wozniacki er ganske godt med.

Danskeren er placeret på syvendepladsen på Forbes' liste med en indtjening på 10,8 mio. dollar (63 mio. kroner). Wozniacki hentede otte millioner kroner i præmiepenge og 55 millioner kroner i sponsorpenge. Det er især en god aftale med Adidas, der sikrer Wozniackis top 10-placering på listen.

I går sagde Wozniacki til Ekstra Bladet, at hun ikke bliver motiveret af penge: "For mig handler det om tennis og trofæer." Men hun forklarer også, at hun synes, at sponsorerne får en del ud af deres investeringer:

- Tennis er den største kvindesport i verden. Medierne beskæftiger sig rigtigt meget med os. Vi er hele tiden på. Vi er også gode til at promovere sporten, at få ting som mode med ind over og stille op til alt muligt, så folk lærer os lidt bedre at kende, siger Wozniacki til Ekstra Bladet.

Hun ved i øvrigt godt "sådan plus-minus, men ikke helt præcist," hvor mange millioner hun er god for.

Serena er fifty-fifty på præmier og sponsorer

Serena Williams, der er den store favorit ved denne uges sæsonfinale i Singapore, er placeret på listens tredjeplads. Hun tjente 22 millioner dollar (128 mio. kroner) - helt lige fordelt med 64 millioner kroner fra både sponsorer og præmiepenge. Williams har sponsoraftaler med Nike, Wilson og Gatorade.

Det er i øvrigt også værd at bemærke, at Li Na er på andenpladsen med 23,6 mio. dollar (138 mio. kroner) - 33 mio. kroner i præmiepenge og 105 mio. kroner fra sponsorer. Hun har netop meddelt, at hun indstiller karrieren, men det har givet pote at være den første kinesiske grand slam-vinder. Hun vandt French Open i 2011 og tog Autralian Open-titlen her i 2014, hvilket udløste en stor bonus fra Nike.

Tennis-spillere dominerer Forbes' liste, hvor syv af personerne i top 10 er fra ketcher-sportens verden.

Forbes liste

1. Maria Sharapova, tennisspiller ($24.4 million, $2.4 million, $22 million)

2. Li Na, tennisspiller ($23.6 million, $5.6 million, $18 million)

3. Serena Williams, tennisspiller ($22 million, $11 million, $11 million)

4. Kim Yna, kunstskøjteløber ($16.3 million, $300,000, $16 million)

Nascar-køreren Danica Patrick viser sin GoDaddy-dragt frem - hun har også sponsoraftaler med Motorola og Coca-Cola. (Foto: Tom Pennington © Scanpix)

5. Danica Patrick, racerkører ($15 million, $7 million, $8 million)

6. Victoria Azarenka, tennisspiller ($11.1 million, $3.6 million, $7.5 million)

Nascar-køreren Danica Patrick viser sin GoDaddy-dragt frem - hun har også sponsoraftaler med Motorola og Coca-Cola. (Foto: Matthew Stockman © Scanpix)

7. Caroline Wozniacki, tennisspiller ($10.8 million, $1.3 million, $9.5 million)

8. Agnieszka Radwanska, tennisspiller ($6.8 million, $3.8 million, $3 million)

9. Ana Ivanovic, tennisspiller ($6.4 million, $1.4 million, $5 million)

Nascar-køreren Danica Patrick viser sin GoDaddy-dragt frem - hun har også sponsoraftaler med Motorola og Coca-Cola. (Foto: Jung Yeon-Je © Scanpix)

10. Paula Creamer, golfspiller ($4.5 million, $1 million, $4.5 million)

Kilde: Forbes

Facebook
Twitter