McIlroy og Caroline Wozniacki er kærester

Golfstjernen Rory McIlroy og Caroline Wozniacki bekræftede i nat, at de er kærester.

Caroline Wozniackis kæreste, Rory McIlroy, overværede verdensetterens kamp i New Haven i nat side om side med Piotr Wozniacki. (Foto: Matthew Stockman © Scanpix)

En af sportsverdenens dårligst skjulte hemmeligheder kom frem i lyset i nat, da golfstjernen Rory McIlroy bekræftede, at han kommer sammen med Caroline Wozniacki.

Den 22-årige nordirer var i New Haven for at overvære Wozniackis tenniskamp mod Christina McHale, og her sagde han til journalister, at de roligt kan kalde den 21-årige danske verdensetter for hans kæreste.

- Vi har temmelig meget til fælles. Det er selvfølgelig forskellige sportsgrene, men vi er i nogenlunde samme position i en ung alder, og vi kan tale om ting, som en masse 21-22-årige sikkert ikke kan tale om. Det er dejligt at have en, der på en måde forstår, hvad man går igennem, sagde McIlroy ifølge nyhedsbureauet AP.

Også Wozniacki selv bekræftede efter nattens kamp den glade nyhed.

- Vi er sammen, og han er her. Han er min kæreste, ja, sagde hun til Ekstra Bladet.

- Han er sød, stille og rolig og nede på jorden. Og så lever han det samme liv som mig, kan man sige. Der er mange ligheder mellem golf og tennis og de ting, man går igennem, sagde danskeren.

Rory McIlroy er født 4. maj 1989 i Holywood i Nordirland. Han har vundet to sejre på Europa Touren og to på PGA Touren. I juni i år strøg han til tops i majorturneringen US Open.

Facebook
Twitter