OVERBLIK Gode muligheder for otte på stribe for Wozniacki

Wozniackis kommende modstander i US Open har ikke en heldig statistik mod danskeren.

Wozniacki har tidligere været i to US Open-finaler, men har stadig sin første Grand Slam-triumf til gode. (Foto: EDUARDO MUNOZ ALVAREZ © Scanpix)

Natten til tirsdag spillede Caroline Wozniacki sig sikkert videre til anden runde i Grand Slam-turneringen US Open efter en sejr i to sæt over rumænske Mihaela Buzarnescu. Snart går det løs igen.

I den kommende runde skal Wozniacki op mod russiske Ekaterina Makarova, og ser man på statistikkerne, bør danskeren ikke have problemer med sin kommende modstander. Syv gange tidligere har de mødt hinanden, og samtlige gange har Wozniacki trukket sig sejrrigt ud af opgøret.

Op og ned ad ranglisten

Siden de to senest stod over for hinanden den 5. maj 2014, er der sket meget for dem hver især.

Makarova har været oppe på en placering som nummer otte på verdensranglisten i 2015, men hun har været skadesplaget, og det har gjort, at hun er røget et pænt stykke ned på listen siden da.

Wozniacki var helt nede på en 19. plads i slutningen af 2016, men i 2017 har hun taget skeen i den anden hånd og ligger nu igen blandt verdenstoppen.

Derfor er det også danskeren, der står med de klart stærkeste kort på hånden med en placering som nummer fem på verdensranglisten inden opgøret. Makarova er nummer 40.

Sammenholdt med den indbyrdes historik burde det blive en forholdsvis nem opgave for Wozniacki, der er femteseedet i turneringen.

Favoritdræber

De to spillere går formentlig begge ind til kampen med en god fornemmelse, for de foretrækker begge at spille på hardcourt, og begge har tidligere betegnet US Open som deres yndlingsturnering

Makarova er sammen med den tyske verdenssekser, Angelique Kerber, den eneste venstrehåndede spiller, der har slået den levende legende Serena Williams i en Grand Slam-turnering. Det gjorde hun i 2012, og dengang var Makarova placeret som nummer 42 på verdensranglisten.

Tidligere på måneden slog hun netop Angelique Kerber, der dengang lå nummer tre, ud af Cincinnati Masters, så den 29-årige russer er ikke helt uerfaren med at slå højere rangerede spiller ud i de store turneringer.

Snart står hun over for endnu en af slagsen i Wozniacki. Kampen spilles i løbet af onsdag.

Facebook
Twitter