OVERBLIK Sagen om ’forsvunden’ kinesisk tennisspiller tager ny drejning: Nu trækker hun anklager om misbrug tilbage

Peng Shuai anklagede tidligere på året kinesisk toppolitiker for seksuelt misbrug, men nu trækker tennisspilleren anklagerne tilbage. Få overblik over sagen her.

Peng Shuai afviser i et interview, at hun har skrevet at hun skulle være blevet seksuelt misbrugt af en kinesisk toppolitiker. (Foto: Susana Vera © Ritzau Scanpix)

Det begyndte med, at den kinesiske tennisspiller Peng Shuai i begyndelsen af november, på det kinesiske sociale medie Weibo, beskyldte en kinesisk toppolitiker for at have misbrugt hende seksuelt.

Siden har sagen fyldt meget i medier over hele verden, og nu har den taget en ny drejning. For i et interview med det statskontrollerede singaporeanske medie Lianhe Zaobao afviser den 35-årige tennisspiller nu, at hun har skrevet, at hun skulle være blevet seksuelt misbrugt.

- Jeg ville gerne gøre dette meget klart: Jeg har aldrig påstået eller skrevet om, at nogen har misbrugt mig seksuelt, lyder det fra Peng Shuai.

Men den udmelding giver den største turneringsserie for de bedste kvindelige spillere, WTA Touren, ikke meget for.

Tidligere i år udtrykte de bekymring for Peng Shuais velbefindende, og i begyndelsen af december suspenderede WTA alle turneringer i Kina, fordi de ikke kunne få kontakt til tennisspilleren.

Til nyhedsbureauet ATP siger WTA om det nye interview.

- Disse optrædener hverken opklarer eller adresserer WTA's primære bekymring om hendes velbefindende eller hendes mulighed for at kommunikere uden censur eller pres.

Men hvad er egentlig op og ned i sagen om Peng Shuai? Her følger et oprids af sagen.

2. november: Peng Shuai beskylder toppolitiker for seksuelt misbrug

Hele sagen begyndte med et opslag på det kinesiske sociale medie Weibo, hvor Peng Shuai beskyldte en kinesisk toppolitiker for at tiltvinge sig sex med hende.

I opslaget, som kort efter offentliggørelsen blev slettet, beskyldte hun toppolitikeren Zhang Gaoli for at begå seksuelt overgreb mod hende for tre år siden.

- Den eftermiddag gav jeg ikke samtykke, og jeg kunne ikke stoppe med at græde.

- Du tog mig med til dit hus og tvang mig og dig til at have et forhold, skrev hun ifølge BBC.

Peng Shuai skrev også, at hun ikke havde beviser for overgrebet, men at hun ville fortælle sandheden.

14. november: WTA truer med boykot af Kina

Administrerende direktør for WTA, Steve Simon, var tidligt ude med trusler om at suspendere WTAs aktiviteter i Kina, hvis ikke der blev fulgt op på Peng Shuais anklager. (Foto: HENRY ROMERO © Ritzau Scanpix)

Opslaget og anklagerne fra Peng Shuai fik Steve Simon, der er administrerende direktør for den største turneringsserie for de bedste kvindelige spillere, WTA Touren, til at opfordre de kinesiske myndigheder til at undersøge sagen grundigt.

- Hun udviste stort mod ved at stå frem.

- Nu vil vi sikre os, at vi bevæger os frem til et sted, hvor der gennemføres en fuldstændig og gennemsigtig undersøgelse. Alt andet, synes jeg, er en krænkelse af ikke kun vores spillere, men mod alle kvinder, sagde Steve Simons til New York Times.

Og Steve Simon var parat til at gå langt for Peng Shuai. WTA afholder 11 turneringer i Kina og har også, ifølge New York Times, en lukrativ aftale om at afholde kvindernes sæsonfinaler i storbyen Shenzhen indtil 2030. Men alt dette var Steve Simon villig til at skyde en hvid pind efter.

- Hvis vi i sidste ende ikke kan se de passende resultater af dette, vil vi være klar til at gå så langt at sige, at vi ikke vil drive forretning i Kina, lød det fra Steve Simons.

18. november: WTA modtager, hvad de mener er en falsk e-mail fra Peng Shuai

Efter Peng Shuais opslag, det, som senere blev fjernet, var der ingen, som hørte fra den 35-årige tennisspiller i næsten 14 dage. Det fik flere til at frygte for hendes sikkerhed. Men 18. november var der livstegn fra tennisspilleren.

- Jeg er ikke forsvundet eller i fare. Jeg har bare slappet af herhjemme.

Sådan skrev Peng Shuai i en e-mail til tennisorganisationen WTA. Men direktør Steve Simon var overbevist om, at den beroligende besked fra den tidligere verdensetter var falsk.

- Erklæringen, der er udgivet af kinesiske statsmedier vedrørende Peng Shuai, forstærker kun mine bekymringer med hensyn til hendes sikkerhed og opholdssted, lød det fra Steve Simon.

20. november: Kinesisk statsmedie deler video af Peng Shuai

Peng Shuai (nummer to fra venstre mod højre) til åbningsceremonien på tenniskampen i Beijing.

Der skulle gå næsten tre uger, før Peng Shuai viste sig offentligt. Lørdag den 20. november begyndte Hu Xijin, der er chefredaktør på det kinesiske kommunistpartis officielle avis Global Times, at dele både videoer og billeder af Peng Shuai på Twitter.

Til billederne skrev Hu Xijin, at han var 'villig til at stole på ægtheden af billederne' og er sikker på, at 'de falske spekulationer omkring hende med tiden vil blive knust'.

10 timer senere var han på den igen. Denne gang med en video af Peng Shuai, der deltog i åbningsceremonien til en tenniskamp i Beijing mellem to teenagere.

21. november: Den Internationale Olympiske komité har kontakt med Peng Shuai

Følgende billede blev offentliggjort af Den Internationale Komité, hvor præsident Thomas Bach taler med tennisspilleren Peng Shuai. (Foto: GREG MARTIN © Ritzau Scanpix)

Dagen efter offentliggørelsen af videoen af Peng Shuai var det så præsidenten for den Internationale Olympiske Komité, Thomas Bach, som kunne fortælle, at han havde været i kontakt med Peng Shuai.

- Hun forklarede, at hun er i sikkerhed og har det godt i sit hjem i Beijing, men ønsker respekt for sit privatliv lige nu, skrev IOC i en udtalelse ifølge Reuters.

- Derfor ønsker hun at bruge sin tid med venner og familie lige nu. Uanset hvad, vil hun fortsat være involveret i tennis, sporten hun elsker så højt.

24. november: EU følger trop i vestens pres på Kina

Hør DRs Asien-korrespondent, Philip Khokhar, sætte ord på sagen om Peng Shuai i videoen herover:

24. november meldte EU sig på banen som den seneste i rækken til at kræve verificerbare beviser for, hvor den kinesiske tennisspiller var, og hvordan hun havde det.

Derudover havde FN, USA, Storbritannien, Frankrig, tennisforbundet WTA og et utal af sportsstjerner været yderst kritiske under hele forløbet.

- Vi opfordrer til en fuld og gennemsigtig undersøgelse, lyder det fra Nabila Massrali, talsperson for EU's udenrigstjeneste ifølge nyhedsbureauet AFP.

En talsperson fra Kinas udenrigsministerium bad om at få stoppet de 'ondsindede hypoteser'. Men de forklaringer fejede EU's talsperson af banen.

- Vi har set Peng Shuais formodede bemærkninger og billeder fra hendes deltagelse i offentlige begivenheder. Men meldingerne vedrørende både anklagerne om seksuelle overgreb og det faktum, at hun ikke er set i to uger, forbliver meget bekymrende, siger Nabila Massrali.

2. december: WTA suspenderer alle turneringer i Kina

I begyndelsen af december kom der handling bag ordene fra WTA. I en pressemeddelelse oplyste organisationen, at involveringen i Kina blev suspenderet med omgående virkning.

- Jeg kan ikke med god samvittighed bede vores atleter om at spille der, så længe Peng Shuai ikke må kommunikere frit og tilsyneladende er blevet presset til at modsige sine beskyldninger om seksuelle overgreb, lød det fra WTA-direktør Steve Simon.

WTA fastholdt deres overbevisning om, at de livstegn, der blev vist fra Global Times og IOC ikke var nok, og desuden gentig de kravet om en grundig og gennemsigtig undersøgelse af Peng Shuais beskyldninger, som forbundet mente, blev fejet ind under gulvtæppet.

19. december: Peng Shuai trækker anklager om seksuel misbrug tilbage

Og så er vi tilbage ved nutiden og Peng Shuais interview med det statskontrollerede singaporeanske medie Lianhe Zaobao.

Udover at afvise at hun på noget tidspunkt har skrevet om, at hun skulle være blevet seksuelt misbrugt, så fortæller den 35-årige kinesiske tennisspiller også, at den e-mail, som WTA modtog i november og mente var falsk, var skrevet af hende.

WTA giver da heller ikke meget for det nye interview med Peng Shuai, og vil stadigvæk have sagen undersøgt.

- Vi vil stadig have en komplet og gennemsigtig undersøgelse uden censur, lyder det ifølge WTA til AFP.