Holger Rune er uden nogen dikkedarer videre i den store tennisturnering Miami Open.
Søndag aften besejrede den 19-årige danske tenniskomet nemlig ganske suverænt argentinske Diego Schwartzman og spillede sig videre til fjerde runde af den amerikanske ATP 1000-turnering.
Den danske tennisstjerne spillede til tider formidabel tennis mod den 30-årige argentiner, der er nummer 38 i verden, og han endte også med at vinde opgøret 6-4 og 6-2 i to sæt.
En overbevisende sejr, og det glæder da også Holger Rune, at det lykkedes at vinde så komfortabelt.
- Mit fokus lå på at udnytte mine chancer. Jeg vil sige, at vi spillede på mine præmisser i 95 procent af kampen. Det er jeg glad for, for han er virkelig en stærk spiller, siger Holger Rune i det officielle interview efter kampen.
Det var dog ikke fordi, den 19-årige dansker kom sovende til sin suveræne sejr.
Men Holger Rune, der lige nu er nummer otte på verdensranglisten, formåede med sine hårde, præcise slag at sende sin modstander rundt i tennis-manegen, og det var vigtigt, mener han.
- Han er meget stærk. Jeg prøvede at sætte ham under pres, og det gjorde jeg godt. Jeg er superglad for, at det lykkedes i dag, siger Holger Rune.
God start banede vejen
Det var da også Holger Rune, der indledte opgøret bedst.
30-årige Schwarzman havde serven i kampens første parti, men den danske tenniskomet kom blæsende fra land og returnerede hver en bold med stor sikkerhed. Allerede i første parti brød danskeren argentinerens serv, og kursen var derfor sat.
Men han havde ikke tænkt sig bare sådan lige at give op, den rutinerede argentiner.
Efter første parti højnede han niveauet og fulgte også fint med Holger Runes høje, tempofyldte spil.
Alligevel var det som om, den danske tennisstjerne var et par skridt foran sin argentinske modstander i både tanker og handling.
For selvom Diego Schwartzman havde god opbakning fra tilskuerne, der undervejs i første sæt gav den god gas med deres 'Diego, Diego, Diego'-tilråb, virkede Holger Rune i kontrol, og han gav heller aldrig for alvor modstanderen chancen for at bryde.
Da han selv fik chancen for at serve første sæt hjem, greb han til gengæld muligheden. 6-4, og videre til næste sæt.
Og også her viste danskeren, hvorfor han er blandt de ti bedste i verden.
I første parti brød Holger Rune nemlig argentineren, der virkede til at have svært ved at håndtere teenagerens kraftige slag. Men i andet parti var det så argentinerens tur til at bryde Holger Rune.
Verdens nummer otte sendte flere server direkte i nettet, og det var til stor gavn for hans 30-årige konkurrent, der pludselig kunne øjne et comeback.
Det kunne han dog godt glemme alt om. For allerede i partiet efter viste Holger Rune, at han havde andre planer for opgøret, da han brød argentineren på ny.
Og derfra så han sig ikke tilbage.
Med elegant, nærmest legende spil fordelte han boldene og lod modstanderen fræse rundt til alle banens hjørner i de efterfølgende partier, og efter en sejr på 6-2 i andet sæt kunne han knytte næven og juble over, at han er videre i Miami Open.
I fjerde runde skal Holger Rune møde amerikanske Taylor Fritz, der er nummer ti på verdensranglisten.