På papiret er French Open godkendt, men Rune mangler stadig at knække grand slam-koden

Den danske tennisstjerne røg onsdag ud af French Open og har stadig aldrig været længere end kvartfinalen i en grand slam-turnering.

Der var lagt op til den helt store revanche, da Holger Rune onsdag aften mødte norske Casper Ruud i kvartfinalen ved French Open.

De to dystede samme sted sidste år. Også om en plads i semifinalen. Dengang trak Ruud det længste strå, og det gjorde han også onsdag.

Dermed sluttede årets anden Grand slam-turnering for den 20-årige dansker på samme perron som sidste år. En plads blandt de otte bedste, men toget med de fire semifinalister kørte altså endnu engang afsted uden Rune.

Holger Rune (højre) tabte for andet år i træk kvartfinalen ved French Open til norske Casper Ruud. (Foto: © THOMAS SAMSON, Ritzau Scanpix)
Holger Rune (højre) tabte for andet år i træk kvartfinalen ved French Open til norske Casper Ruud. (Foto: © THOMAS SAMSON, Ritzau Scanpix)

Og generelt har grusturneringen i Paris været en smule bumlet for Rune, som ud over nederlaget til Casper Ruud også var presset i fjerde runde-opgøret mod Francisco Cerundolo, der tvang danskeren ud i fem sæt.

DR Sportens tennisreporter Kresten Mosbæk bed da også mærke i, at især energien i onsdagens kvartfinale mod Casper Ruud så ud til at mangle.

- I de første to sæt var det jo ikke Casper Ruud, som slog Rune. Det var mere Rune, som slog sig selv. Det eneste, han kunne få energi af, var fra publikum, men jeg havde aldrig fornemmelsen af, at han ville finde det spil, der kunne vende kampen, siger han til DR Sportens podcast Tyvstart.

Godkendt på papiret

Der var ellers store forventninger til Holger Rune op til dette års udgave af French Open. I løbet af foråret har Rune vist grustennis i verdensklasse og spillet sig frem til finalen i ATP 1000-turneringerne i Monte Carlo og Rom.

Lodtrækningen til French Open var også god for danskeren. 'Det kunne faktisk ikke være bedre', som Kresten Mosbæk sagde før turneringen.

Herunder kan du se og høre Holger Rune sætte ord på sit nederlag til Casper Ruud.

Det store spørgsmål er så, om Runes French Open er godkendt, når nu forventningerne måske var til mere? Svaret er svært at grave frem, lyder det fra DR Sportens tennisreporter.

- På den ene side er han en spiller, som i et halvt år har leveret på absolut topniveau. Men på den anden side kommer man måske nogle gange til at skrue forventninger for højt op, siger Kresten Mosbæk.

- Man skal huske på, at Rune for mindre end halvandet år siden var uden for top-100 på verdensranglisten, så på papiret er French Open vel godkendt for Rune.

Skal knække koden til Grand slam-turneringerne

Nu kan Rune-lejren så pakke sine ting sammen i den franske hovedstad og tage den store evalueringsbrille på. For tilbage står, at Holger Rune stadig ikke har formået at spille sig rigtig langt i en Grand slam-turnering. De to kvartfinaler i French Open er bedste resultater for den 20-årige dansker.

Og det er ifølge Kresten Mosbæk også en af de ting, som Rune og staben omkring ham kommer til at kigge nærmere på.

- De skal jo tage med, at de stadig ikke har knækket koden til at nå langt i en grand slam-turnering. Vi sidder jo alle med en fornemmelse af, at Holger Rune kan vinde en ATP 1000-turnering, det har han gjort før, og han har også været i to finaler.

Men der er bare milevidt fra ATP 1000-turneringer og op til sportens hellige gral - de fire grand slams, fortæller Kresten Mosbæk.

Og forskellen lige nu er, at det virker til, at de allerbedste spillere modsat Holger Rune kan præstere over de to uger, som en grand slam-turnering varer. Også flere af de spillere, som danskeren slår i ATP 1000-turneringerne.

- Se bare på Alexander Zverev. Han har været ude med en skade og har ikke spillet så godt i år. Men nu står han altså i en semifinale i French Open for tredje år i træk, siger Kresten Mosbæk og hentyder til tyskeren, som møder Casper Ruud i semifinalen.

- Holger Rune har et enormt højt topniveau, men bundniveauet skal hæves. Hvordan, er det store spørgsmål.

Du kan høre hele afsnittet af dagens afsnit af DR Sportens podcast Tyvstart, der handler om Holger Rune, ved at følge nedenstående link.