Kinesisk tennisspiller i kovending: Nægter nu at have beskyldt politiker for seksuelle overgreb

Peng Shuai siger, at hun aldrig har anklaget nogen for seksuelt overgreb. Det overrasker ikke en Kinaekspert.

Den kinesiske tennisspiller siger, at hendes kommentar i december er en misforståelse. (Foto: Edgar Su © Ritzau Scanpix)

Der er sagt og skrevet meget om Peng Shuai siden november sidste år.

Er tennisspilleren i sikkerhed? Kan hun tale frit, eller forsøger den kinesiske regering at lukke munden hende?

Nu tager sagen dog en ny og opsigtsvækkende drejning.

I et interview med den franske avis L'Equipe afviser den kinesiske tennisspiller, at hun nogensinde skulle have rettet anklage mod landets tidligere vicepremierminister Zhang Gaoli for seksuelle overgreb.

- Seksuelle overgreb? Jeg har aldrig sagt, at nogen har forgrebet sig på mig på nogen måde, siger Peng Shuai.

Hun afviste at være forsvundet og sagde, at hun har levet et helt normalt liv siden november.

Peng Shuai på forsiden af den franske avis L'Equipe. Kineseren afviser i interviewet, at hun har beskyldt landets vicepræsident for seksuelle overgreb. (Foto: IAN LANGSDON © Ritzau Scanpix)

Det er stik imod, hvad hun skrev på det sociale medie Weibo for knap tre måneder siden. Opslaget blev hurtigt slettet, men internettet glemmer aldrig.

- Den eftermiddag gav jeg ikke samtykke, og jeg kunne ikke stoppe med at græde. Du tog mig med til dit hus og tvang mig og dig til at have et forhold, skrev tennisspilleren ifølge BBC.

Snart havde det meste af verden læst om Peng Shuai og Zhang Gaoli. Tennisstjerner, menneskerettighedsorganisationer, regeringsledere og FN krævede livstegn fra Peng Shuai.

Men de to gange hun siden har talt via Kinas statsmedier, har det ikke været troværdigt, mener Steve Simon, direktør i den internationale kvindelige tennisorganisation, WTA, samt flere andre højtstående kritikere.

Men overfor L'Equipe gentog Peng Shuai sin udtalelse fra december og sagde, at der altså var tale om en misforståelse.

De seneste udtalelser fra kineseren ændrer dog ikke noget for WTA, der er kvindernes internationale tennisforbund. Forbundet vil stadig undersøge sagen og efterspørger et privat møde med kineseren. Det skriver WTA på sin hjemmeside.

Er blevet presset til at tale

At sagen har taget denne drejning overrasker på ingen måde Casper Wichmann. Han er daglig leder af tænketanken ThinkChina ved Københavns Universitet og forklarer, at det er endnu et eksempel på Kinas kommunistparti, som udøver sin magt.

- Peng Shuai er blevet udsat for et enormt pres fra den politiske top, siger Casper Wichmann.

Udtalelserne om overgreb faldt lige inden et vigtigt topmøde for partiet, ligesom det igangværende vinter-OL nærmede sig med hastige skridt. Den slags 'slinger i valsen' var der ikke plads til, lyder vurderingen.

Kinas omdømme i Vesten bliver stadigt dårligere, og dette er endnu en møgsag, der taler ind i fordommene om partiet og Kina, forklarer Casper Wichmann.

- Der er meget på spil. Præsident Xi Jinping skal levere overfor befolkningen og opretholde et billede af Kina som et land, der har styr på sine ting.

- Derfor må man gå ud fra, at man har presset Peng Shuai til at sige sådan her.

- Når man kender til Kina, er det tydeligt, at hun er blevet "inviteret til te", som man siger om folk, der ikke klinger med partiets linje. De skal lige have et par alvorsord om, hvordan man bør gebærde sig, siger Casper Wichmann.

  • - Vesten var ikke sene til at bruge det som en del af det pres, der er imellem USA og Kina. Derfor blev Kina nødt til at forholde sig til det og sagen blev endnu mere alvorlig for partiet, siger Kina-ekspert Casper Wichmann. (Foto: PAUL CROCK © Ritzau Scanpix)
  • Under januars Australian Open have flere tilskuere t-shirts på med teksten 'hvor er Peng Shuai?'. (Foto: William WEST © Ritzau Scanpix)
1 / 2

Til trods for, at Peng Shuai nu er vendt fuldstændig på en tallerken, har Casper Wichmann svært ved at forestille sig, at der ligefrem er sket den misforståelse. Han er ikke i tvivl om, at kommunistpartiet har tvunget tennisspilleren til at ændre sine udtalelser.

- Man skal ikke lade tvivlen komme partiet alt for meget til gode, selvom muligheden er der for, at hun har ret. Det kan vi ikke afvise fuldstændigt. Men man kan med god grund være mistroisk, siger Wichmann.