Piotr Wozniacki: Nu er det Carolines tur

Caroline Wozniackis far og træner roser det danske tennis-es for at bevare roen i svær semifinale i Melbourne.

Her ses David Lee, Caroline Wozniackis kæreste, og hendes far, Piotr Wozniacki ved semifinalen i Melbourne. (Foto: Thomas Peter © Scanpix)

Piotr Wozniacki var et stort smil, efter at hans datter, Caroline Wozniacki, tidligt torsdag morgen dansk tid havde kvalificeret sig til sin første finale ved Australian Open.

- Som far og træner er jeg selvfølgelig meget glad. Det var ikke nogen nem kamp. Mertens spillede godt, men Caroline var klar og servede godt i hele kampen, siger Piotr Wozniacki.

Den andenseedede dansker vandt semifinalen over 22-årige Elise Mertens med 6-3, 7-6.

Wozniacki var sin belgiske modstander overlegen i første sæt og store dele af andet.

Pludselig gik der tilsyneladende dansk gummiarm i den, da danskeren kunne serve kampen hjem ved stillingen 5-4 i andet sæt.

Afslappet far

Belgieren fik brudt Wozniackis serv og tvang kampen ud i en tiebreak.

- Jeg var egentlig meget afslappet. Og det var vigtigt, at hun kunne se i mine øjne, at jeg var mere afslappet, siger Piotr Wozniacki med henvisning til semifinalen ved Australian Open i 2011.

Den kamp tabte Caroline Wozniacki til kinesiske Li Na efter at have misbrugt to matchbolde i andet sæt.

Piotr Wozniacki roser sin datter for at bevare roen, da Mertens pludselig viste tænder sidst i andet sæt.

- I tiebreaken fokuserede Caroline igen 120 procent. Hun tænkte: Nu er det min tur, og nu skal jeg bare vinde den næste bold, siger Piotr Wozniacki.

Finalen spilles lørdag kl. 9.30 dansk tid og kan tv-mæssigt følges både på Kanal 5 og Eurosport 1 og tekstmæssigt på dr.dk.

/ritzau/