Presseboykot kostede sidste år French Open: Nu er japansk stjerne tilbage i Paris

Verdens bedste tennisspillere dyster på gruset, når grandslam-turneringen French Open begynder i dag.

Naomi Osaka er tilbage ved French Open, hvor hun sidste år trak sig som følge at mentale helbredsproblemer. (Foto: Susana Vera © Ritzau Scanpix)

Sidste år. Nogenlunde ved denne tid trak den japanske tennisstjerne Naomi Osaka alle overskrifter op til og under grandslam-turneringen French Open.

Osaka annoncerede, at hun ikke ville deltage i de officielle pressemøder. Begrundelsen var, at det i hendes øjne lægger urimeligt pres på sportsfolks mentale helbred. French Open kvitterede med en bødestraf og trussel om udelukkelse. Osaka svarede tilbage ved at trække sig fra turneringen efter én kamp.

Nu er både French Open og Osaka klar til at tage endnu en dans på tennisgruset i den franske hovedstad. Årets anden grandslam-turnering begynder søndag, og Naomi Osaka har denne gang holdt presseboykoten i tasken og i stedet hevet selverkendelsen frem.

- Jeg vil ikke lyve. Da jeg kom, var jeg nervøs. Jeg kunne selvfølgelig ikke lide den måde, jeg håndterede situationen på, og jeg var bange for at møde folk, som jeg måske havde fornærmet. Men alle har taget godt imod mig, lyder det fra den tidligere verdensetter på et officielt pressemøde forud for turneringen.

Naomi Osaka nåede én kamp ved sidste års French Open inde hun trak sig fra turneringen. (Foto: CHRISTIAN HARTMANN © Ritzau Scanpix)

I efterveerne på at Osaka sidste år trak sig fra French Open, meddelte hun, at hun i flere perioder siden sit store gennembrud i 2018 havde kæmpet med depression, og at hun derfor ville bruge noget tid væk fra tennisbanen.

Første gang Osaka var tilbage i aktion efter sit French Open-exit, var i den olympiske tennisturnering på hjemmebanen i Tokyo i juli 2021. Men her blev tredje runde endestationen for hjemmebanefavoritten, og det overraskede de fleste, ikke mindst tennisekspert Anders Haahr, som dengang sagde:

- Jeg ved ikke, om hun ikke var der mentalt, eller om det var noget fysisk. Der var i hvert fald en eller anden form for nærvær, der ikke var der.

Og siden OL-turneringen har det også været småt med succes for den ellers sejrsvante firedobbelte grandslam-vinder.

En finaleplads i WTA-turneringen i Miami har været bedste resultat i en periode, hvor hun er drysset fra en placering som nummer to på verdensranglisten til en aktuel placering som nummer 38.

Men selvom der er gået et år, siden nedturen begyndte, og det mentale helbred gradvis har fået det bedre, så møder Osaka ikke op til dette års French Open uden en rygsæk med minder.

- Jeg vil ikke sige, at det er et overstået kapitel. Selvfølgelig tænker jeg stadig på det, og jeg forbereder mig også på, at når jeg går på banen, så kan der blive råbt noget, som det skete ved Indian Wells.

Osaka refererer til, at hun under tennisturneringen Indian Wells tilbage i marts blev mødt af råb fra tilskuerpladserne.

- Du stinker!

- Du er dårlig!

Fornærmelsen blev hørt af millioner af tv-seere, tusindvis af tilskuere på stadion og Osaka selv, som blev hårdt ramt af ordene. Tårerne begyndte at trille, Osaka gik i baglås på banen og tabte kampen i to sæt.

Naomi Osaka side om side med Iga Swiatek efter finalenederlaget i Miami. (Foto: Geoff Burke © Ritzau Scanpix)

Men japaneren lod sig ikke sådan slå ud. Ugen efter var Osaka tilbage på tennisbanen ved turneringen i Miami.

- Jeg er stolt af mig selv, fordi jeg er nået til et punkt i mit liv, hvor jeg vælger at være tro mod mig selv i de svære øjeblikke, skrev Osaka på Twitter til turneringen.

Og noget kunne tyde på, at hun var på rette spor. Naomi Osaka spillede sig hele vejen til finalen, hvor hun dog måtte se sig overmatchet af polske Iga Swiatek.

Nu står den så på French Open for den 24-årige japaner, som i løbet af det seneste år har revurderet sin tilgang til både tennispublikummet og pressen.

- Jeg føler, at det, der har ændret sig, er, at jeg nu prøver at finde ud af, hvilket slags publikum jeg spiller for.

- Jeg føler mig som en standup-komiker, der forsøger at finde ud af, hvad der er ok, og hvad der ikke er. Som om jeg på en måde analyserer, hvad jeg kan sige, og hvad jeg ikke kan sige, lyder det fra Osaka.

French Open begynder i dag. Naomi Osaka spiller første runde mod amerikanske Amanda Anisimova mandag.