Rafael Nadal slår sig til tops i tennishistorien: 'Han er umenneskelig'

Den spanske tennisspiller vandt søndag Australian Open. Grand slam-titel nummer 21.

Nadal vandt for anden gang Australian Open. Første gang var i 2009. (Foto: Asanka Brendon Ratnayake © Ritzau Scanpix)

Den spanske tennisspiller Rafael Nadal vandt tidligere søndag Australian Open.

En bedrift, der betyder, at spanieren nu er den mest vindende herresinglespiller i historien. Søndagens triumf var den 21. af slagsen, hvilket er én mere end Nadals evige konkurrenter Novak Djokovic og Roger Federer.

Sejren kom i hus efter et vaskeægte comeback over verdensranglistens nummer to, russeren Daniil Medvedev.

Rafael Nadal, der selv er nummer fem i verden, tabte de første to sæt mod Medvedev, men efter fight af den anden verden vendte spanieren opgøret og sejrede 7-5 i femte og afgørende sæt.

- Det er en af de bedste tenniskampe, jeg har set i min karriere. Det er en kamp med alle de ingredienser, en klasse kamp skal besidde, siger Michael Mortensen, der kommenterede finalen for Eurosport.

Søndagens finale, og den rekord spanieren nu selv er ejer over, bidrager til den respekt, som Michael Mortensen allerede har for en af sportens største.

- Jeg har den dybeste respekt for, hvad Nadal har præsteret. Han er umenneskelig. Som han spillede i dag, er han en G.O.A.T - den største nogensinde.

- Det var en fryd for øjet at se, hvordan han fandt løsningerne på problemerne. Han er en helt særlig ambassadør for tennis og for sit land. Som tennisentusiast var det kæmpestort at opleve det, siger Michael Mortensen.

Kampen gjorde også indtryk på hovedpersonen:

- Det har været en af de mest emotionelle tenniskampe i min karriere.

- Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Det er bare utroligt, og hvis jeg skal være ærlig, så var jeg for halvanden måned siden i tvivl om, hvorvidt jeg ville komme tilbage på touren og spille tennis igen, siger Rafael Nadal ifølge Ritzau.

En skade i foden drillede spanieren op til turneringen. Nu kan han tage et velfortjent hvil ovenpå Australian Open-finalen, der varede knap fem og en halv time.

Rafael Nadal vandt sin første grand slam-titel ved French Open i 2005. Hele 13 gange har spanieren vundet turneringen. (Foto: STF © Ritzau Scanpix)

Bedst tænkelige position

Det er altid rart at vinde. Det er klart. Men Rafael Nadals sejr ved Australian Open kommer på et særligt belejligt tidspunkt, vurderer Michael Mortensen.

Nu kan spanieren rette fokus på maj måneds French Open, der har været en form for hjemmebane for Nadal gennem karrieren.

Selvom han er født og opvokset på Mallorca, har han et helt særligt forhold til grusbanerne i den franske hovedstad, hvor 13 af de 21 grand slam-titler er kommet i hus.

To tal, der meget muligt kan stige til 14 og 22 om fire måneders tid.

- Nadal er favorit til at vinde French Open i år, med den selvtillid han har. Nu kan han tillade sig at tage en meget lang pause, restituere og starte op til grussæsonen, siger Michael Mortensen.

For kender man bare lidt til sportsstjerner, så stiller de sig sjældent tilfreds. De er konstant på jagt efter nye bedrifter. Det samme gælder Rafael Nadal.

- Han har bragt sig i den bedst tænkelige position til at vinde endnu en grand slam-turnering. Men han er 35 år. Det må vi ikke glemme, siger Michael Mortensen.

Ekstra salt i såret på Djokovic

Den danske tenniskommentator havde på forhånd ikke Rafael Nadal som favorit ved Australian Open.

Det var tværtimod verdensetteren, Novak Djokovic, der på grund af indrejseregler fik annulleret sit visum og måtte rejse hjem fra Australien, før turneringen begyndte.

Derfor er det overraskende, at Nadal nu står med rekorden for flest grand slam-titler.

- Det må jeg sige. Jeg havde regnet med, at Djokovic ville vinde, hvis han havde været med ved Australian Open, siger Michael Mortensen.

I stedet har han kunnet følge med fra hjemlandet Serbien og se en af sine ærkerivaler stjæle rekorden.

- At se Nadal vinde er en bitter pille for Djokovic at sluge. Det er lidt ekstra salt i såret, siger Michael Mortensen.

Kun én kan nå Nadal

Med det sagt, er Novak Djokovic den helt rette til at vende situationen til en fordel. Det vurderer Michael Mortensen:

- Djokovic er den type, der kommer stærkt igen. Han vil gerne vise omverdenen, at det er ham, der har ret. Når han kommer tilbage vil han bevise, at han er verdens bedste tennisspiller.

40-årige Roger Federer bliver ikke nævnt i samtalen om, hvem der kan ende med flest af sportens mest prestigefyldte trofæer. Michael Mortensen vurderer det til at være en duel, Nadal og Djokovic imellem:

- Djokovic er jo en spiller, der kan vinde de tre kommende grand slam-turneringer.

- Han er yngre, og hvis han kan finde motivationen, efter det der skete i Australien og bruge modgangen til noget positivt, så er han stadigvæk den spiller, der på sigt kan vinde flest grand slam-titler.

Er der andre end de tre, der kommer i nærheden af det her?

- Nej, det er der ikke. De tre spillere har været enestående til at inspirere hinanden. Den nye generation er lavet af noget helt andet. Jeg kan ikke i min vildeste fantasi se nogen af de unge spillere, der vil være i stand til at vinde så mange grand slam-titler, som de tre har, siger Michael Mortensen.