Rørt Serena Williams går i stå midt i interview: 'Jeg græder, hvis I spørger mere til Wozniacki'

Serena Williams og Caroline Wozniacki er nære venner uden for tennisbanen.

Caroline Wozniacki kommer til at blive savnet af mange på kvindernes tennistour. Det har flere af hendes venner og rivaler sagt i løbet af Australian Open, hvor danskeren fredag spillede karrierens sidste kamp.

Men særligt svært bliver det nok for amerikaneren Serena Williams, der er kendt som danskerens gode veninde.

Hun måtte sige til journalisterne på et pressemøde, efter at hun havde tabt til Qiang Wang fra Kina, at hun ikke kunne svare på flere spørgsmål om Caroline Wozniacki og hendes karrierestop.

- Jeg kan ikke svare på Caroline-spørgsmål. Jeg kommer til at græde. Hun er en af mine bedste veninder i hele verden, siger Serena Williams på et pressemøde.

- Vi kommer til at få et godt liv resten af vores liv sammen, men jeg kommer til at savne hende på touren.

Serena støttede Wozniacki efter McIlroy-brud

29-årige Wozniacki har i løbet af turneringen fortalt, hvordan Williams-søstrene var gode til at tage imod hende, da hun begyndte at spille tennis.

Og det er blandt andet tidligere blevet beskrevet, at Serena Williams var der for Wozniacki, da danskerens forhold til golfspilleren Rory McIlroy gik i stykker i 2014.

Efter at Wozniacki og Williams begge havde tabt fredag, mødtes de også kort bagefter.

- Ja, hun kom ind i omklædningsrummet bagefter. Vi var begge lidt kede af det over vores kampe, siger Williams.

Wozniacki og Serena Williams stillede sidste weekend op i double sammen i WTA-turneringen i Auckland. De nåede finalen, som de dog tabte. (Foto: MICHAEL BRADLEY © Scanpix)

- Men det er ikke verdens undergang. Tingene går videre. Jeg kan spille bedre. Men jeg ved ikke, om hun kommer til at spille bedre nu, siger hun med et smil.

- Hun har haft en fantastisk karriere. Gud, hvor kommer jeg til at savne hende.

Serena Williams var tydeligt slukøret efter sit nederlag mod Qiang Wang.

Hun mener, at hun var langt fra det niveau, hun kan spille på.

- Jeg lavede alt for mange fejl til at være en professionel sportskvinde i dag, siger amerikaneren.

38-årige Williams bebuder dog, at det er op på hesten med det samme igen.

- Jeg kommer helt sikkert til at træne i morgen. Det vil jeg først og fremmest gøre for at sikre, at jeg ikke gør det her igen, siger hun.

/ritzau/