Den danske tennisstjerne Holger Rune måtte grave dybt, da han mandag spillede sig videre til kvartfinalerne i French Open.
Fjerderundekampen mod argentinske Francisco Cerundolo blev afgjort efter fire timers drama, hvor sejren blev sikret efter en tiebreak i femte sæt.
Inden den afgørende tiebreak måtte Holger Rune fortælle sig selv, at der skulle satses, hvis sejren skulle i hus.
- Jeg sagde til mig selv, at jeg skulle tro på mig selv, være aggressiv og spille på den måde, som jeg ved, virker for mig, siger Holger Rune på et pressemøde efter kampen.
Til DR Sportens udsendte reporter forklarer Holger Rune, at det ikke nyttede noget at spille safe.
- Jeg gik efter det. Dem, der går efter det, er typisk også dem, der har heldet med sig, så det er jeg glad for, siger Holger Rune.
- Jeg gik i slider-mode og begyndte at sætte alle bolde. Hvis du skal vinde den her kamp, så skal du slå nogle vinderslag.
Hør Holger Rune sætte ord på den afgørende fase af mandagens kamp i videoen herunder.
Kampen der havde alt
Ifølge DR Sportens tennisreporter, Kresten Mosbæk, var kampen mod Francisco Cerundolo, der bød på stort drama og skiftende momentum, ganske særlig.
- Hvis man tager alt med, ser jeg det her som en af de mest ikoniske og dramatiske kampe på det her niveau, som Holger Rune har leveret. Den havde alt, siger Kresten Mosbæk.
Holger Rune så til tider ud til at mangle energi i opgøret, hvilket han også gjorde sit team opmærksom på i løbet af kampen. Da det hele skulle afgøres i femte sæt, skruede han dog bissen på og fandt de sidste procenter.
- Jeg fandt den energi, jeg skulle finde, til sidst. Det er det vigtigste. Hvorvidt jeg havde energi i hele kampen, det er lidt mindre vigtigt, for jeg fandt den, da det var vigtigst.
Den danske tennisstjerne er ikke bekymret for, at mandagens lange kamp kommer til at få betydning for onsdagens kvartfinale mod norske Casper Ruud, der ligger nummer fire på verdensranglisten.
- Jeg har tid til at restituere nu. Jeg har en masse ting på programmet, som jeg skal have gjort efter den her kamp, og så er det med at få sovet en masse, som alle ved, siger en grinende Holger Rune.
Tidligere i grand slam-turneringen fortalte den danske stjernespiller, hvor meget tid han bruger under dynen.
- Og så er det ellers bare at få slappet af og få gjort alle de rigtige ting og så forhåbentlig være topklar til på onsdag, siger Holger Rune.
Onsdagens kvartfinale bliver en gentagelse fra sidste års French Open, hvor Rune og Casper Ruud også tørnede sammen. Dengang vandt nordmanden i et dramatisk opgør, hvor det ikke kun var spillet på banen, der endte med at fylde.
- Jeg håber, at der bliver mindre drama i år, siger Holger Rune.
- Han er en god spiller. Jeg respekterer ham. Der er ingen problemer. Så det burde blive en kamp uden problemer, og jeg ser bare frem til den. Jeg tabte sidste år. Scenariet er det samme, og forhåbentlig kan jeg gøre en forskel i år.