Så gik den ikke længere: 15-årig komet forlader Australian Open i tårer

Efter mere end to timer måtte Coco Gauff kapitulere i mødet med Sofia Kenin ved Australian Open.

Coco Gauff tabte efter to timers spil. (Foto: Francis Malasig © Scanpix)

15-årige Coco Gauff har været en af de helt store historier ved Australian Open, men den amerikanske teenager kommer ikke til at vinde tennisturneringen.

Søndag morgen dansk tid blev hun sendt ud af 14.-seedede Sofia Kenin i turneringens fjerde runde. Efter to jævnbyrdige sæt uddelte Gauffs landsmand et æg i tredje sæt, og derfor endte sætcifrene 6-7, 6-3, 6-0 i Sofia Kenins favør.

Efterfølgende forlod Gauff banen i Melbourne i tårer.

Når hun har sundet sig, kan hun kigge tilbage på en turnering, hvor hun har stjålet overskrifterne og atter vist, at hun er en, man skal regne med i årene fremover.

I første runde sendte hun rutinerede Venus Williams ud af turneringen, og i tredje runde blev hun den yngste nogensinde til at sende den forsvarende mester ud af Australian Open, da Gauff besejrede Naomi Osaka.

Se højdepunkter fra Coco Gauffs nederlag herunder:

Wozniackis overmand klar til kvartfinalen

To dage efter at have sendt Caroline Wozniacki på pension fortsatte Ons Jabeur med at imponere, og hun skal nu møde Sofia Kenin i kvartfinalen.

Den useedede tuneser blev kvartfinaleklar ved at vinde i to sæt over 27.-seedede Qiang Wang fra Kina, der ellers havde imponeret ved at slå Serena Williams ud tidligere i turneringen.

Ons Jabeur vandt 7-6, 6-1 over Qiang Wang og står dermed foran sin første grand slam-kvartfinale i karrieren.

- Jeg er virkelig i chok, det er uvirkeligt, og jeg kan slet ikke beskrive, hvordan jeg har det, siger den 25-årige tuneser ifølge AFP.

Djokovic sikkert videre

I herrernes turnering cruiser serbiske Novak Djokovic mod endnu en triumf.

Søndag morgen dansk tid sikrede turneringens forsvarende mester sig en plads i kvartfinalerne, da han overbevisende slog Diego Schwartzman med cifrene 6-3, 6-4, 6-4.

Se højdepunkter fra kampen her:

I kvartfinalen venter Milos Raonic, der er seedet som nummer 32 i turneringen. Han sikrede kvartfinalebilletten ved at slå Marin Cilic i tre sæt.

/ritzau/