'Sindssygt krævende' stjernetræner skal føre Clara Tauson tilbage til tennistoppen

Den 20-årige tennisspiller har indgået et samarbejde med spanske Carlos Martinez, som tidligere har trænet en dobbelt grand slam-vinder.

Clara Tauson er i skrivende stund nummer 126 på verdensranglisten. Sidste år var hun oppe som nummer 33. (Foto: © Mary Altaffer, Copyright 2022 The Associated Press. All rights reserved.)

Det var egentlig ikke meningen, at det skulle være et flashy trænernavn. Men det blev det.

Clara Tausons nye tennistræner, Carlos Martinez, har nemlig mange af de redskaber, som kan føre den 20-årige dansker tilbage mod sportens sjove selskab.

Hun er i skrivende stund i Barcelona for at træne med sin spanske træner, der blandt andre har arbejdet sammen med den tidligere dobbelte grand slam-vinder Svetlana Kuznetsova.

Clara Tauson, nummer 126 på verdensranglisten, håber, at hun sammen med Martinez kan spille sig tilbage mod tennistoppen.

- Carlos er sindssygt krævende på tennisbanen, men det er jeg også selv, så det bliver meget spændende at arbejde sammen med ham, skriver Clara Tauson i en mail til DR Sporten.

I februar sidste år var danskeren oppe som nummer 33 i verden, men på grund af skader og uheldige resultater gled hun i årets løb ud af sportens gode selskab. Det gjorde ondt på økonomien, og i januar måtte hun stoppe samarbejde med træneren Olivier Jeunehomme.

Clara Tauson og kompagni satser økonomisk ved at ansætte Carlos Martinez, fortæller Søren Tauson. (Foto: © ANNE-CHRISTINE POUJOULAT, Ritzau Scanpix)
Clara Tauson og kompagni satser økonomisk ved at ansætte Carlos Martinez, fortæller Søren Tauson. (Foto: © ANNE-CHRISTINE POUJOULAT, Ritzau Scanpix)

En spansk underskudsforretning

Det var dog ikke planen, at det næste skridt skulle tages sammen med en stor trænerkapacitet.

Tauson-lejren var nemlig bange for, at det ville føre uønsket opmærksomhed med sig på et tidspunkt, hvor Clara Tauson havde brug for at arbejde i ro og mag. Det skriver tennisspillerens far, Søren Tauson, til DR Sporten.

- Omverdenen kan hurtigt skabe en forventning om, at Clara er i top-10 i løbet af nul komma fem, og det er der absolut ingen forventninger om, siger han.

- Vi har så alligevel indgået et samarbejde Carlos Martinez, men det skyldes ene og alene, at vi rigtig godt kan lide hans personlighed, egenskaber, og at vi ikke mindst ser store muligheder i hans tilgang til Clara og hendes spillestil.

Men Tauson-lejren løber også en risiko, vedkender Søren Tauson.

I et interview med Jyllands-Posten tilbage i januar forklarede han, at man på grund af de udeblivende resultater ikke tjente penge og derfor heller ikke kunne forlænge kontrakten med den belgiske træner Olivier Jeunehomme.

Siden har Clara Tauson vundet ITF-turneringen i Altenkirchen i februar, men den økonomiske situation er den samme, fortæller Søren Tauson.

Satser I ved at ansætte Carlos Martinez?

- Ja. Men man kan altid diskutere ordene, for man kan også kalde det en investering sportsligt og økonomisk. Er man uden for top-80 i kvindetennis, er det en underskudsforretning uge for uge, siger Søren Tauson.

Så I kører en underskudsforretning?

- Det gør vi, ja. Det har vi gjort længe. Men det er en generel udfordring i kvindetennis. I denne uge spilles der Italian Open i Rom, hvor vinderen på herresiden får 8,2 millioner kroner, mens man på kvindesiden kan vinde omkring 3,9 millioner kroner, fortæller Søren Tauson.

- Vi kan sagtens forestille os, at det koster lidt på den korte bane, men jeg er overbevist om, at det langsigtede udtryk bliver stærkere.

Han vil ikke afsløre, hvor lang en kontrakt, Carlos Martinez har skrevet under på, men der er tale om et "langsigtet projekt".

Ifølge Søren Tauson kan spanieren blandt andet hjælpe Clara Tauson med finpudse nogle af de detaljer i hendes spil, som der tidligere ikke er blevet fundet tid til på grund af et pakket program.

- Det kan for eksempel være at strukturere sine evner på en fordelagtig og smartere måde i en kamp. Det kan være rækkefølgen af slag, og hvornår i kampen man benytter sig af de forskellige typer slag, siger han.

Derfor handler samarbejdet officielt heller ikke om at nå tilbage på en bestemt placering på verdensranglisten eller om at vinde bestemte turneringer. Det drejer sig i stedet om at finde en god rytme og fornemmelse med tennisketsjeren, forklarer Clara Tauson.

- Nu er jeg igen klar til at tage næste skridt sammen med en fast træner, og det glæder jeg mig meget til, skriver hun.

Clara Tauson spiller sin næste turnering i næste uge, når hun deltager i ITF-turneringen i Madrid og herefter kvalifikationen til French Open.