Skal rige tennisstjerner holde hånden under konkurrenter? Ellers tak, siger verdens nummer 3

- Ingen af dem kommer til at sulte, lyder det fra verdensranglistens nummer tre til forslag om økonomisk støtte.

Østrigske Dominic Thiem skal ikke nyde noget af at være i den økonomiske hjælpeplan, som er blevet fremlagt. (Foto: Issei kato © Scanpix)

- Jeg kan ikke rigtig se, hvorfor jeg skulle give de spillere penge.

Så klar er meldingen fra den østrigske tennisspiller Dominic Thiem, der ingen planer har om at yde støtte til spillere længere nede på

verdensranglisten
.

Idéen om et økonomisk sikkerhedsnet er opstået hos verdens nummer et, Novak Djokovic, der i samarbejde med Roger Federer og Rafael Nadal vil hjælpe spillere med en knap så polstret bankbog.

Helt konkret skal verdens 100 bedste tennisspillere donere mellem 200.000 og 35.000 kroner, som så fordeles til spillerne fra nummer 250 til 700 på

verdensranglisten
. På den måde er de sikret en
indtægt
, mens coronakrisen gør det umuligt at spille turneringer.

Men de skal ikke regne med penge fra Dominic Thiem.

- Ingen tennisspillere kæmper for at overleve. Heller ikke dem, der er langt lavere rangeret. Ingen af dem kommer til at sulte, siger Thiem til den østrigske avis Krone.

Dominic Thiem efter nederlaget til Novak Djokovic i finalen ved Australian Open i januar. (Foto: Kim Hong-Ji © Scanpix)

- Jeg vil hellere give penge til mennesker eller organisationer, der virkelig har brug for det.

Selv er han nummer tre på

verdensranglisten
og stod så sent som i februar i Australian Open-finalen, som han tabte i fem sæt til Novak Djokovic.

Ifølge fordelingsnøglen foreslået af samme Djokovic skal Dominic Thiem nu bidrage med 30.000 dollars - svarende til lige over 200.000 kroner. Men den håndsrækning fortjener spillerne under ham ikke.

- Der er mange, mange spillere, der ikke sætter sporten over alt andet, og ikke lever på en professionel måde. Ingen af os topspillere har fået noget foræret, vi har alle måttet kæmpe os op. Jeg har ikke garanti for, at jeg klarer mig godt og tjener mange penge, siger han til avisen Krone.

Facebook
Twitter