’Skelsættende kamp’ venter Tauson i jagten på nyt WTA-eventyr: ’Kan virkelig sætte sig i respekt’

Det er meget mere end bare en førsterundekamp i en WTA-turnering, der tirsdag venter for Clara Tauson, mener tennisekspert Michael Mortensen.

Det er ikke meget mere end en uge siden, at Clara Tauson vandt karrierens første WTA-turnering. Tirsdag begynder jagten på endnu en god oplevelse på WTA-touren, når hun i Sankt Petersborg spiller mod Daria Kasatkina. (Foto: Sandrine Thesillat / Panoramic / © Scanpix)

Søndag den 7. marts blev en historisk tennisdag for 18-årige Clara Tauson.

Det var nemlig dagen, hvor et af dansk sports allerstørste stjerneskud for alvor markerede sig på tennisscenen, da hun vandt sin første WTA-turnering i den franske by Lyon.

Men hvad så nu? Skal vi så bare med korslagte arme læne os tilbage i sofaen, smide benene på fodskamlen og skrue forventninger op til, at det nu skal til at være hverdagskost, at teenageren fra Gentofte vinder WTA-titler?

Måske!

Tennisekspert hos Eurosport Michael Mortensen er – trods en lille frygt for at lægge unødigt stort pres på tennisesset – fuld af fortrøstning for selv den nærmeste fremtid. Om end han også opfordrer til først og fremmest at nyde Tausons rivende udvikling.

- Det bliver spændende at se, hvordan Tauson agerer, når hun er favorit. De store forventninger, mediernes bevågenhed og det pres, der følger med.

- Alle kampe hun spiller, kan hun tabe. Men hun kan også besejre selv dem, der ligger nummer ti i verden. Men jeg tror, vi skal tage det lidt med ro. Vi skal bare nyde den udvikling, hun er i gennem, og så skal hun nok stille og roligt arbejde sig op ad listen.

- Hun har de spilmæssige kompetencer til at vinde endnu en titel, men jeg vil helst ikke lægge for meget pres på hende, siger Michael Mortensen til DR Sporten.

Tidligere top 10-spiller venter

Tirsdag tager Clara Tauson hul på en ny WTA-turnering, når tennisbolden skal have tæsk i Sankt Petersborg. Og lige netop tirsdagens førsterundemøde med russeren Daria Kasatkina kan meget vel blive definerende.

Clara Tauson viser stolt karrierens første WTA-trofæ frem efter triumfen i Lyon. (Foto: ALEXANDRE HERGOTT © Scanpix)

Kasatkina er ligeledes et af tennissportens lysende talenter og var tilbage i 2018 i top-10 på verdensranglisten. Så en sejr over russeren kan bane vejen for ikke bare yderligere succes, men også for en voldsom respekt blandt de andre spillere på WTA-touren.

- Kasatkina er en meget svær spiller, fordi hun har et stort anlagt spil. Hun har et tempospil, kan spille meget offensivt kontrolleret, og så kan hun pludselig tage tempoet ud af en slagudveksling. Hun er en snu spiller.

- Hvis Clara kan besejre Kasatkina, vil det få de andre spillere på WTA til at have endnu mere respekt for hende fremadrettet.

- Det er en af de store, skelsættende kampe. Hvis hun kan vinde den, så vil jeg – hvis jeg var træner på WTA-touren – sige ’hold da kæft!’. Hun kommer virkelig på prøve, siger Michael Mortensen.

Netop Daria Kasatkina har tidligere voldt den tidligere danske grand slam-vinder Caroline Wozniacki store problemer, men forhåbentlig vender overtaget til dansk fordel i Rusland tirsdag.

Det var nemlig i selvsamme turnering, at den i dag 61. seedede russer tilbage i 2018 slog Wozniacki i kvartfinalen.

- Hun er faldet lidt ned ad ranglisten, men har også allerede vundet en titel i år, da hun vandt en forturnering til Australian Open. Hvis Clara vinder over Kasatskina, vil hun sende et kæmpe signal til omverdenen. Kasatkina er etableret på WTA-touren. Hun er en spiller, der har slået mange af de store navne i sin karriere, siger han.

23-årige Daria Kasatkina lå tilbage i 2018 nummer ti på verdensranglisten. Aktuelt ligger hun nummer 61. (Foto: KELLY DEFINA © Scanpix)

Michael Mortensen fastslår dog, at Clara Tauson trods sine blot 18 år ligeledes har vist, at hun også er en spiller med et stort repertoire.

- Spillemæssigt er hun på det højeste niveau. Hun spiller med en selvtillid, en tyngde og en fantasi, der berettiger hende til at være blandt de 20-30 bedste i verden. Det beviste hun også i Lyon.

- Hun har spillet så mange flotte turneringer, og hun har allerede vundet tre titler i år og ti titler i sin karriere. Hun er i rivende udvikling.

Og uanset udfaldet af tirsdagens kamp i Sankt Petersborg vil det være et skridt i den rigtige retning i jagten på at blive en af verdens absolutte topspillere.

- Hun skal spille flere kampe på den store scene mod de bedste spillere, hvor hun virkelig bliver testet i alle spillets facetter, så hun ved, at hun er klar til at tage næste skridt op ad ranglisten.

- Det er kun et spørgsmål om at blive mere erfaren, så hun virkelig ved, hvordan hun skal forvalte alle sine virkemidler mod de bedste spillere i verden, siger Michael Mortensen.

Opgøret mellem Clara Tauson og Daria Kasatkina er planlagt til klokken 13.00 og kan ses på TV2 Sport.

FacebookTwitter