STATISTIK Det bliver en jævnbyrdig US Open-finale

Det bliver en meget lige kamp, når Novak Djokovic møder Roger Federer i finalen i US Open.

Statistisk set er det nogle jævnbyrdige kampe, når Roger Federer og Novak Djokovic mødes. (© (c) Getty images)

I aften kl. 22.00 dansk tid afvikles finalen af dette års US Open. En finale, hvor verdensranglistens nummer ét, Novak Djokovic, og nummer to, Roger Federer, står over for hinanden. Et internt opgør, som historisk set har været tæt.

Her får du et statistisk indblik i de to tennisspilleres interne såvel som individuelle resultater:

Intern statistik

  • De to verdensstjerner har mødt hinanden 41 gange før, hvor Roger Federer har trukket sig sejrrigt ud af opgøret 21 gange, mens serberen altså har vundet 20.

  • Tre gange før har de to tennisspillere mødt hinanden i en Grand Slam-finale. Her vandt Roger Federer den første i 2007, som var finalen ved US Open, mens Novak Djokovic to gange før har kunnet løfte Wimbledon-trofæet med en sejr over schweizeren.

  • Det er første gang siden 2011’s finale under US Open, at Novak Djokovic og Roger Federer møder hinanden på hårdt underlag i en Grand Slam-kamp. I alt har Roger Federer vundet 16 ud af i alt 30 kampe på hårdt underlag.

  • Novak Djokovic har vundet syv af de seneste 13 Grand Slam-kampe mod Roger Federer.

Novak Djokovic

Novak Djokovic kan vinde sin tiende Grand Slam-titel i aften. (Foto: Alex Goodlett © 2015 Getty Images)
  • Novak Djokovic kan vinde sin tiende Grand Slam-titel. Vinder han i aften, kan han være den kun femte spiller, der formår dette. Roger Federer har vundet 17, Pete Sampras 14 og Rafael Nadal ligeså.

  • Novak Djokovic er den eneste, siden Roger Federer gjorde det samme i 2009, der er kommet i finalen i alle fire Grand Slam turneringer på et kalenderår.

  • I alt har serberen stået i seks finaler under US Open, hvor det kun er blevet til ét enkelt trofæ i de seneste fire finaler.

  • I alt har Novak Djokovic spillet sig i 18 finaler ved en Grand Slam-turnering, hvilket kun er overgået af aftenens modstander Roger Federer, Rafael Nadal og amerikaneren Ivan Lendl. I alt har Novak Djokovic han spillet sig i 16 ud af de seneste 21 Grand Slam-turneringer, han har deltaget i.

Roger Federer

Roger Federer er i finalen i US Open, hvor han møder Novak Djokovic. (Foto: Anadolu Agency © 2015 Anadolu Agency)
  • Roger Federer har med 17 af slagsen rekorden for flest Grand Slam-trofæer. Han har vundet Wimbledon syv gange, US Open fem, Australian Open fire og French Open én enkelt gang.

  • Sidst, Roger Federer vandt en Grand Slam-turneringen, var, da han i 2012 vandt Wimbledon over engelske Andy Murray. Det er hans eneste sejr i de seneste 22 Grand Slam-deltagelser.

  • Vinder Roger Federer i aften, er det 12 år og 69 dage siden han under Wimbledon-turneringen i 2003 vandt sin første Grand Slam turnering.

  • Roger Federer har med finalen i US Open nået sin 27. Grand Slam-finale. Han har som rekordholder med denne statistik vundet 17 ud af de seneste 26 finalekampe. Samtidig er det blevet til ni tabte finaler, hvilket kun er overgået af amerikaneren Ivan Lendl, der i alt har tabt 11.

Kampen kan følges fra kl. 22.00 og vises af Eurosport.

Facebook
Twitter