Efter at have tabt fjerde sæt med 1-6 til argentinske Francisco Cerundolo lignede det mandag aften et alt for tidligt exit ved French Open for Holger Rune.
Energien så ud til at være brugt op flere gange for den 20-årige dansker, men til sidst kunne han med den sidste kraftanstrengelse række armene i vejret efter en sejr i match tiebreak.
Rune vinder dermed 3-2 i sæt, 7-6, 3-6, 6-4, 1-6 og 7-6 efter 10-7 i tiebreak i sidste sæt.
Holger Rune kom ellers foran både 1-0 og 2-1 i sæt, men i fjerde sæt begyndte den lange kamp at tære på energien.
Derfor var det heller intet problem for den argentinske modstander at tvinge kampen ud i et femte og afgørende sæt.
Her udspillede sig et drama, hvor danskeren flere gange så ud til at blive brudt, men til sidst var det i stedet Holger Rune, der kunne bryde til 5-4 i sidste sæt.
I det efterfølgende parti blev Rune dog brudt tilbage, og to partier senere var alt fortsat lige.
Foran et propfyldt Court Suzanne Lenglen skulle dramaet derfor afgøres i en match tiebreak.
Heller ikke her så kampen ud til at nå sin afgørelse, men til syvende og sidst trak Rune fra, og kunne lade sig hylde som sejrsherre efter 10-7 i match tiebreak.
I kvartfinalen venter et vaskeægte skandinavisk revancheopgør, når norske Casper Ruud, ligesom sidste år, venter.
Tanken var tom
Efter kampen var der knap nok energi til at lade sig hylde af de mange tilskuere, der netop havde fået en kamp til scrapbogen.
I det efterfølgende vinderinterview var Rune da også udmærket klar over, hvad han og Cerundolo netop havde leveret.
- Jeg sagde til mig selv inden afgørelsen, at jeg bare skulle slappe af og nyde at spille tennis. Øjeblikke som disse bliver hos en for evigt. Jeg nød hvert et øjeblik, sagde Rune til stor jubel fra tilskuerne.
DR Sportens tennisreporter Kresten Mosbæk er til gengæld ikke bleg for at give dagens drama et nøk opad med superlativerne.
- Hvis man tager alt med, ser jeg det her som en af de mest ikoniske og dramatiske kampe på det her niveau, som Holger Rune har leveret. Den havde alt, siger Kresten Mosbæk.
Mens dramaet var på højt niveau, kan man dog ikke sige det samme om den 20-årige tennisstjernes spil i dagens kamp.
- Det er måske den dårligste kamp, Holger Rune har spillet i denne grussæson. Men vi ser lige netop det, der gør, at han er en af verdens bedste tennisspillere. Den mentale del vidner om en spiller, der tror så meget på sig selv, siger Kresten Mosbæk.
- Nu er han med, og han lever.