Holger Rune er en gangster på grus og leverer magtdemonstration mod stjernespiller

Den 19-årige danske tennisspiller vandt over Denis Shapovalov i tre sæt.

Holger Rune vandt i tre sæt over verdens 15.-bedste, canadiske Denis Shapovalov, i French Opens første runde. (Foto: Christophe Petit Tesson)

Har Holger Rune ingen frygt i livet?

Knap er interviewet med DR Sporten begyndt, før Michael Mortensen starter sin lovprisning af den 19-årige tennisstjerne.

Eurosports ekspertkommentator har netop talt sig igennem Runes 'skelsættende' sejr over forhåndsfavoritten Denis Shapovalov i første runde ved French Open.

Verdens nummer 15 fik den danske kærlighed at føle over tre sæt, som Holger Rune vandt overbevisende med 6-3, 6-1 og 7-6. Ja faktisk fik han Shapovalov til at se ordinær ud, understreger Michael Mortensen.

- Det er svært at finde ordene for præstationen, for det var en sublim indsats. Hvilken mental styrke, siger han.

- Denne sejr sender et tydeligt signal til tennisverdenen om, at Danmark har en stjerne i svøb. Vi har en spiller, som på et tidspunkt blander sig i verdens top 10 og forhåbentligt løfter trofæet i en af de fire grand slams.

  • Den 23-årige Denis Shapovalov har ry for at være farlig i en tiebreak. Men også her begik han flere elementære fejl. (Foto: YVES HERMAN)
  • Holger Rune spillede sig videre til anden runde af French Open som den første dansker i 15 år. (Foto: Christophe Petit Tesson)
1 / 2

Gjort af det samme som stjernerne

Holger Rune var dog overmatchet i opgørets indledning, hvor Shapovalov kom stærkt fra start og var foran 2-1. Men så begyndte canadieren på de første af sine mange fejl med et par ringe servepartier, hvilket Holger Rune udnyttede mesterligt.

Den 19-årige dansker overhalede Shapovalov, og var spilstyrende resten af vejen i et sæt, som Rune vandt 6-3.

Holger Rune spillede andet sæt med stor selvtillid og balance, hvilket hans modstander ikke havde et svar på. 2-0 til Danmark.

Tredje runde af tennisdansen var mere jævnbyrdig, og de to duellanter fulgtes ad frem til stillingen 4-4. Men Holger Rune var klinisk. Efter en stærk baghånd og et 'come on' til sig selv, brød han canadieren til 5-4. Shapovalov var dog ikke færdig.

Med en sublim forhånd og tre point i træk bragte han balance i regnskabet, da han brød tilbage til 5-5 og senere var foran med 5-6. Shapovalov havde muligheden for at vinde kampen, men fejlede på sætbolden, og i stedet vandt Holger Rune opgøret efter tiebreak.

Holger Rune vandt BMW Open i München i slutningen af April. Inden længe kan han dog fejre en sejr i en af de største turneringer, spå Michael Mortensen. (Foto: IMAGO/Juergen Hasenkopf © IMAGO/Hasenkopf)

Tennisekspert Michael Mortensen er især imponeret over den unge danskers mentale overskud, der sikrede sejren på et kritisk tidspunkt med en såkaldt 'gangster-stopbold'.

- Han har modet og er fræk nok til at slå en stopbold på et tidspunkt, hvor man godt ved, at det er kritisk. Det er det, Holger Rune kan.

- Han lader sig inspirere, når det virkeligt snerper til. Det kendetegner de bedste i verden. De har modet. De er ikke bange. De gør, hvad der skal gøres og vinder de store kampe, roser Michael Mortensen.

Efter kampen satte Holger Rune også selv ord på sin stopbold, som ifølge tenniseksperten gør ham til lidt af en gangster.

- Jeg kan bare rigtig godt lide at bruge stopbolden, især fra baghåndssiden.

- Det er meget naturligt for mig, og jeg synes, det er godt at bruge, især her på grus når modstanderne står langt tilbage på banen. Det er godt at mikse spillet op, og det er også sjovere at se på, siger Holger Rune til nyhedsberauet Reuters.

Holger Runes sejr er den første danske herresinglesejr ved French Open i 15 år, siden Kristian Pless gik videre i 2007. Dengang blev anden runde endestationen for den tidligere tennisspiller, men Michael Mortensen tror på, at Rune kan drive resultatet til mere.

- Han vinder ikke French Open i år. Vi har stadig stjerner som Novak Djokovic, Rafael Nadal og Carlos Alcaraz. Men hvis Holger Rune fortsætter de gode takter, bliver jeg ikke overrasket, hvis han står i kvartfinalen. Det kan han sagtens nå.

I anden runde skal Holger Rune møde vinderen af opgøret mellem Pedro Martinez og Henri Laaksonen.