Suveræn Roger Federer spadserer i runde 2

Den schweiziske tennisspiller levnede kun sin spanske modstander tre point i første runde af Wimbledon.

Den seksdobbelte Wimbledon-mester Roger Federer havde mandag ikke de fjerneste problemer med at spille sig i anden runde i dette års udgave af den traditionsrige græsturnering i London.

Verdens nummer 43, spanieren Albert Ramos, var ingen modstander for den schweiziske ketsjerkunstner. Han vandt 6-1, 6-1 og 6-1 i løbet af en time og 19 minutter.

Dermed fik den tredjeseedede veteran en perfekt start på sit forsøg på at hjemføre sin syvende Wimbledon-titel.

Federer vandt senest turneringen i 2009, men har de to seneste år måttet forlade turneringen i kvartfinalen. I anden runde skal han nu op imod italieneren Fabio Fognini, der er rangeret som nummer 68 i verden.

Hos kvinderne spildte den formstærke russer Maria Sharapova heller ikke tiden mod sin første udfordring i Wimbledon.

Den øjeblikkelige verdensetter vandt 6-2, 6-3 over Anastasia Rodionova, en tidligere landsmand, der nu er blevet australsk statsborger.

Det tog Sharapova en time og 11 minutter at sende Rodionova, der er rangeret helt nede som nummer 133, ud af turneringen.

Næste modstander bliver bulgarske Tsvetana Pironkova, der er nummer 38 på kvindernes rangliste.

/ritzau/

Facebook
Twitter