Tallene fortæller historien: Wozniackis ringeste sæson i 12 år

Statistikkerne peger nedad over hele linjen, men den 29-årige dansker kan stadig forhindre karrierens dårligste år med et topresultat i US Open.

Tallene tyder på, at Caroline Wozniacki har ramt muren.

Den 29-årige dansker er i gang med det, der kan blive hendes dårligste sæson på WTA Touren siden den første hele sæson i 2008. Statistikkerne peger ganske tydeligt nedad, som det kan ses i grafikken herunder.

Hun indledte året som nummer tre på verdensranglisten, er fortsat rangeret som nummer 19 i verden – men kigger man isoleret på 2019, er hun nede som nummer 57.

Hendes sejrsprocent og indtjening er blevet mindre, hun har ingen turneringssejre på 2019-kontoen, og det er endnu ikke lykkedes hende at besejre en top 10-spiller – ofte når hun slet ikke frem til de afgørende kampe mod modstandere af den kaliber.

- Det ser lidt bekymrende ud, konstaterer tenniseksperten Michael Mortensen – tidligere topspiller, toptræner for blandt andre Caroline Wozniacki og nuværende ekspertkommentator for Eurosport.

- Hun har haft en sæson uden mulighed for kontinuitet i turneringsdeltagelse og træning, og det har været sporadisk med de gode resultater i denne sæson, siger Michael Mortensen.

Det er snart et år siden, at Caroline Wozniacki stod frem og fortalte om den leddegigt, der plagede hende, og sygdommen kan aflæses i både hendes spil og resultater.

- Hun har tabt en del tætte kampe, og i dem har hun ikke lignet sig selv. Hun spiller oftere henholdende og tøvende og har store udfald i kampene. Hun går på kompromis med sin spillestil, mangler nogle gange energi og begynder at spille anderledes, end når hun fysisk er på 100 procent.

- Hun kan ikke cruise igennem på sin gode fysik som tidligere. Når hun ikke kan træne igennem, bliver hun også mere mentalt skrøbelig, og alt det ved modstanderne også, så de lægger sig ikke ned. Der kommer hele tiden nye, fandenivoldske spillere med et vanvittigt højt niveau, og de har ikke den respekt for topspillere som Caroline Wozniacki, som de tidligere ville have haft, siger Michael Mortensen.

Statistikkerne understreger dette, og man kan blandt andet også se, at Wozniackis sejrsprocenter i kampe, der går over tre sæt, er faldet markant. Blot en ud af syv tresætskampe har hun vundet i denne sæson, hvor hun ellers gennem hele karrieren har vundet langt over halvdelen af de kampe, hvor to lige spillere har skullet finde vinderen i det tredje og afgørende sæt.

- Tredje sæt har været et kæmpe problem for hende i år, fordi fysikken driller. Hun bakker lidt i tredje sæt og forsøger at skjule træthed, men modstanderne gennemskuer det, og de er gode til at træde i karakter, når de lugter chancen. Så selvom Caroline vinder første sæt klart, bliver de ved, siger Michael Mortensen.

Ellers nok at juble over

I gennemsnit har modstanderne i nederlagene også en lavere rangliste-placering end tidligere, men set over Caroline Wozniackis snart 12 hele sæsoner på de kvindelige professionelle tennisspilleres WTA Tour er der ellers nok at juble over.

Hun har vundet flere finaler, end hun tabt (30-25), og er finalen blevet tvunget ud i tredje og afgørende sæt har hun langt oftere vundet end tabt (13-5) - og nederlagene i et eventuelt tredje finalesæt er faldet mod topspillerne Elena Dementieva, Kim Clijsters, Julia Görges, Venus Williams og Angelique Kerber.

Caroline Wozniacki er også en af blot 27 spillere, der har toppet WTA-ranglisten siden indførelsen i 1975. I alt har hun haft 71 uger som nummer 1 i verden, hvilket kun otte spillere har overgået i løbet af ranglistens 44-årige levetid - og blot tre spillere har gennem tiderne indspillet flere præmiepenge end den 29-årige dansker.

Og situationen pt. er jo ikke anderledes, end at hun med et godt resultat i US Open stadig kan vende udviklingen. Men det kræver et godt tilløb at hoppe over den mur, hun har ramt.

- Det ER hårde odds, erkender Michael Mortensen.

- Problemet er, at selvom hun spiller sublimt den ene dag, så kan hun vågne og være fuldstændig uden energi den næste. Det gode ved en Grand Slam-turnering er til gengæld, at der som regel er en hviledag mellem kampene, og det er godt, fordi hun så kan nå at komme til hægterne igen.

- US Open er også en turnering, hvor hun tidligere har leveret flotte resultater, den foregår i hendes egen by, og amerikanerne har altid taget hende til sig. Jeg synes også, lodtrækningen ser fornuftig ud, vurderer Michael Mortensen.

- Hun er også enormt ærekær og mentalt stærk, hun elsker at spille tennis, og hun kan piske sig selv til at få det bedste frem. Hun vil gerne vise, at man stadig skal regne med hende, og der skal ikke så meget til, før hun bliver kickstartet. Så hvis hun føler sig godt tilpas, og fysikken kan holde til det, så kan hun stadig nå langt. Men det er trods alt svært at se hende vinde syv kampe i træk …, lyder det fra Michael Mortensen.

Hvis Caroline Wozniacki rent faktisk skulle levere miraklet og vinde US Open, vil det sammen med Australian Open-sejren i 2018 være en karrierens største triumf.

Det vil samtidig rette op på de fleste af de dårlige tal for sæsonen. Hun vil teoretisk set kunne rykke op som nummer syv på årsranglisten, sejrsprocenterne vil få et pænt nyk op, og de 3,85 millioner dollar for at vinde US Open vil også gøre sæsonen til en af de bedre.

Og alt i alt vil Caroline Wozniacki med en sejr i US Open nok være ganske tilfreds med 2019-sæsonen …

Caroline Wozniacki er seedet som nummer 19 og skal i første runde møde den 25-årige kineser Yafan Wang, der rangerer som nummer 50 i verden. Kampen spilles tirsdag aften.

Facebook
Twitter